Danmarks Breve

BREV TIL: Catherine Bonnevie FRA: Johan Thomas Lundbye (1848-03-25)

Brev fra Joh. T. Lundby.
KjødenhavnLøverdag 25 Marts 1848. Aften.

Det gaaer saaledes i denne Tid, at den, til hvem man skviver eet Brev, maa have flere, og De har mig berfor allerede igjen, kjære Jomfru W.! for at give en og anden Beretning om denne „ store Uge". Jeg har alt til Møder skrevet derom histovisk følgeret — tillige til Krebs —, saa De vil undskylde, at det vilde blive for trættende at gjentage, og meget oversiødigt, da De daade af Bladene og, som jeg veed, af bedre Kilder vil blive underrettet, og jeg skal berfor kun stræbe at give smaae Details, samt min vinge Detragtning. Lad mig begynde med det Værste: den Ængstelse, at det nye Ministevium ikke skulde faae Vavighed. Hvor tung er denne Tanke! og dog naar vi tænke paa det mægtige Bureaucratie, paa avistocratisk og plebeiisk Jalousie, paa den vinge Forstand paa Bevægelsen, som finbes ikke blot i de laveste Stænder — da tør vi vel ikke være aldeles trygge. Men er først det fæle Ord ude af Munden, var den sidste Ængstelse i den Reining bekæmpet — da vil jeg nok spørge: om ikke enhver Danst maa søle sig glad og taknemmelig for, at Det, der gjennemrullede Europa som et Jorbskjælv, gik hen over Danmark som en Velsignelse. Hvilken Tviumf for Nationalkarakteren! at den i disse Lovløshedens og s. 12 Omvæltningens Dage blev en Tøile paa Bold og Uorden, ja selv paa den billige Harme mod den fremmede Deputation. Hvad andensteds har kostet Tusinders Blod, fik vi her gjennem Enighedens og Tillidens milde Kraft. Hvorfra kom en Enighed i det afgjørende Øieblik, som Ingen turde vente, saa stor, at da Hvidt i Casino læste Petitionen til Kongen op i Mandags Punct for Punct, løftede sig i den store Forsamling een Arm denægtende ved Spørgsmaalet om Ministerskistet, een Stemme blandt et Par Tusinde, og det i Faveur as en Mand, som nu dog blev i Ministeviet. Lad os dog ikke dysse os til Ro, men huste, at Spaltningerne vare store og de ere endnu i Dydet, de slumre kun. Hvor smukt staaer ikke de Militaire, hvor langt over Forventning, idet de have ikke blot reent tilsidesat gamle Tvistigheder, men reent ud erklæret, at de kandt Tscherning var det ønsteligste Valg, der kunde træffes til Kvigsminister; det er idetmindste de vægtigste Stemmer: Fibiger, Blom, Læssøe o. a., han har for sig. Lehmann synes af de 4 borgerlig-liberale Ministre at være den mindst populaire. Flere af Herrerne kjender man jo endnu siet ikke. Og Tilliden, som Regjevingen har viist Folket ved at fjærne Vaaden og Politistokke reent og aldeles, hvor velsignet har den virket; der har været en Stemning over Hovedstaden i disse Dage saa vidunderlig deilig, høitidelig næsten, svævende mellem Glæde, Haad, inderlig Forventning, Skuffelse, Opfyldelse, Bekymving for de 5 Fremmedes personlige Sikkerhed — men hele Tiden harmonisk og deilig, inderlig og alvorsfuld. De skulde seet Toget til Slottet i Tirsdags, 6 og 6, 6 og 6 i en Række, som aldvig vilde hore op (10—12000?) og Toget i Onsdags, da de Studerende fulgte Deputationen til Hages, de Studerende! (jeg tænker mig Kieler-Studenter under lignende Omstaædigheder)! Toget, det tause, truende Tog, som fulgte Hages tre Vogue, der bragte de Fremmede til Slottet i Thorsdags — og Skarente, som igaar (Fredag) strømmede til Toldboden for at see dem reise. Det var i Forbindelse med Samlingerne i Mandags Aftes i Casino og Universitetet jo daglige store Sammenstrømninger af Folk, der om de end i Onsdags Aftes tvang en s. 13 og anden Avistocrat til at illuminere, og trættede Moltke med en tregange gjentagen Hylbest fra 6½—11½ Aft. o. s. v. — — dog gik lydløse forbt det Huus paa Kjøbmagergade, hvor Halmen paa Gaden antydede et farligt Sygeleie. Ja, sandelig! det er en stolt Uge i vor Histovie, og var gamle Grundtvig ikke saa udøielig Absolutist, at han endnu ømmer sig svært ved den nye Tingenes Orden (i Søndags! vel at mærke), jeg troer, han vilde endnu deiligere end nogensinde slaae Harpen og røre Tungen til Danskhedens Pviis. Jeg længes efter, at vore Digtere skulle udbryde i begeistrebe Sange til Folkekarakterens Pviis, jeg synes, den har gjort sig værdig dertil! Mangfoldige Smaatræk og Anekdoter ere komne frem, alle med Mildhedens og Humanitetens Stempel, indvi Olshausens Tale fra Rendsborg i Dannevirke kom frem og vakte en rasende Forbittrelse, der truede paa det alleralvorligste; men til at Lykke bleve de hemmeligt indskidebe fra Proviantgaarden tildaads lige ud til Dampskibet. Og idag er den nye Regjevings rolige Function begyndt med Trykkefvihedsanordningen, og jeg Haader nu atter fra næste Uge at see Ro og Arbeibe vende tildage til Staden, og kun afbrybes ved snarlige Rustninger og Afmarcher til Hertngdømmerne. *)