Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Lars Sørensen (1848-04)

Lars Sørensen Eilstrup til sine Forældre.
Kjøbenhavn sidst i April 1848.

Kjære Forældre!

Jeg lovede jeg skulde skrive noget, inden jeg skulde ad Holsteen til og nu begynder Tiden at nærme sig, mange paastaaer, vi skal reife i næste Uge og lære i Fredevits det Øurige, andre paastaaer, vi skal blive til Fvispillerne kommer ind, og ingen veed det, vor Underofficeer veed ikke noget beraf, men længe varer det ikke, vi lærer blot det Allernødvendigste ………… Kjære Forældre og Søskende og Broder, vær ikke ilde tilMøde, fordi jeg skal reise; I maa ikke tro jeg er bange for det, der er ikke mange der er bange, fordi de skal reife, nogen er der jo, men det er ogsaa maadelige Karle. Jeg mangler ikke noget, jeg er vel fornøiet med min Stilling og jeg kan saae om jeg saa vil have 100 Rdl. af Pedersen, men skal vi afsted strax saa s. 26 har jeg Penge nok, jeg haver endnu 10 Rdl. Er det mig ikke mulig at saa skrevet før et Par Dage før vi skal reise, da skal jeg nok strive et Farvel hjem. Dersom I vilde have mundtlig Bud ind med nogen, saa de vilde tale med mig, da er jeg ved 2 Batalion 4 Kompani 4 Stage paa Sølvkasernen og Stuen har Nr. 1. Vi er fvi fra Kl. 11 til 4, saa skal vi stille, saa slipper vi Kl. 7. Jeg haver Tid nok at skrive og jeg troer I saaer saameget I kan læse i en Timeslid, men I kjeder Jer vel ikke ved at høre hvorledes jeg haver det. Nu kan jeg takke mine kjære Forældre, fordi I har lært mig at læse og skrive, hvor tungt er det ikke for den som ikke selv kan skrive hjem, jeg har maattet skrevet for mange, de øusker blot de kunde skrive som jeg, naar jeg saa faaer Brevet færdig, saa gaaer vi ved i Marketenteriet, saa giver de en Kop Kaffe. Et Brev skriver jeg paa et Par Timer, det er, mens de andre sover, dette har jeg skrevet paa igaar med, men naar jeg skriver for andre, saa bliver de ikke saa lange. Jeg spurgte vor Skersant idag, om han ikke vidste, naar vi skulde afsted; Han sagde, vi skulde have lært først, jeg kan nok sige Dig det, men saa maa Du holde Mund, paa Løverdag skal vi have udlært, og saa varer det ikke længe. Vores Løitenant Svarts haver spurgt os, om vi havbe Lyst at reise, saasnart vi havde udlært, vi raabte alle Ja, og dette glædede ham, han roste os for Danske Gutter. Men vi skal nok faae at vide noget i Forveien, inden jeg skal afsted. Jeg haver det meget godt, vi ere tilfreds vi skulde afsted til Holsteen allesammen imorgen. — Idag skal vi ud at fyre med Krudt; vi haver lært det meste og den Lære er blot Plaseer, det kan ethvert Bæst gaae igjennem, der bliver ikke lagt Stok paa nogen, endskjønt mange fortjente det, thi de denytter dem af Leiligheden. Jeg haver været ude hos min Søster igaar, nu er hun kommet, imorgen skal jeg derud igjen. Jeg havde ikke Stiunder at spørge hende, hvorledes hun har havt det berude, det kan hun selv skrive om. Hun opmuntrede mig til at stride, men det havbe hun ikke nødig, vi ere globe naar vi skal afsted. Bliver jeg skudt, saa hviler jeg ligesaagodt i Holsteen som her i Landet, men at blive skudt, tænker vi ikke paa, vi tænker fun at s. 27 fægte tappert og ødelægge baade Holstener og Prøiser og vende hjem med Seier. Vore Folk har nok lidt meget ondt daade af Hunger, Kulde og Regn, saa faaer de ikke Hjælp, saa taber de nok, men der afmarserer Folk fra Kjødenhavn hver Uge. Vi veed ellers ikke noget om Krigen, I veed vel ogsaa meget mere hjemme; I kan jo skrive rnig til hvorledes det gaaer til hjemme, thi der bliver jo kaldet saa mange Folk ind, saa der bliver vel snart knapt om Folk, og I kan jo ogsaa skrive, hvorledes I haver det, om I faaer mine Breve, om I snart har tilsaaet, der er altid noget at skrive om, Nu være I Alle paa det Kjærligste hilset fra rnig. Hits Nille at hun skal nok faae et Brev.

Levvel Allesammen, Levvel.
Lars Sørensen.