Sørensen, Lars BREV FRA: Sørensen, Lars (1848-05-14)

Lars Sørensen Eilstrup til sine Forældre.
Kjøbenhavn 14 Mai 1848.

Kjære Forældre!

……… Paa Torsdag skal vi reise: vi reiser i Tillid til Gud, han haver nu bestemt vor Skjæbne, vi vil være vor hellige Eeb tro og tjene vor Konge brav. Ak mine kjære Forældre og Søskende, værer tilfreds hermed, falder jeg, saa er jeg forgløs, og staaer jeg, saa vender jeg tilbage fom en Krigsmands. 32saa brav; mit Mod skal ikke forlade mig med Guds Hjælp i den sidste Time jeg skal brage herfra. Reisen ev bestemt til Torsdag, maaskee det ikke bliver før Fredag eller Løverdag, men afsted skal vi og i denne Uge bliver det ogsaa. Det er ellers Ligemeget, enten vi komme afsted først eller sidst, thi jeg mangler ikke noget; mange haver bedet om at reise hjem, men det bliver dem nægtet, de faaer til Svar, naar Nogen faar Lov at tage hjem, saa vil de alle; skriv hjem, mangler I noget, saa lad dem senbe Eder det. Jeg haver ellers ingen Lyst til at reise hjem, for saa blev jeg ilde tilmode, naar jeg skulde afsted igjen, og jeg kan jo skrive til Eder, ligesaagodt som tale med Eder. Vi skal kun til Iylland for det Første, der er Fjenden, vore Folk have tragtet dertil, for der kan de bedre faae Bugt med de Tyveknægte, thi oppe i Holsteen er det vanskelig, thi der er Hæk ved Hæk og Grøft ved Grøft og der kan de saa magelig pille vore Folk væk: jeg veed ikke nogen Beskeed om det, imdtagen hvad vor Underofficeer siger, og han er saa godt som vor Kammerat, vi kan tale med ham som med een as vore Kammerater, og det kan heller ikke hjælpe, at de vil være storsnndede. Vor Underofsiseer havde tilladt, at naar vi holdt Hviil, saa maatte vi holde os lystige; to Karle as vores Batalion tog Tav, som man kalder det, et Tæveri; en Underoffiseer fra første Batalion løb hen og smurte dem hver en Skrop; men hele Batalionen var heller ikke seen, før vi slog Krins omkring ham , og et tordnende Hurra forkyndte hans skammelige Foretagende, han foer strax hen til Løitenanten og meldte os, men han fik til Svar, at han kunde passe sig selv, han havde ikke noget med os at gjøre, og det var besnden i Hviiletiden, han fik Skam for sin Uleiligheb. Dog maa dette lægges til, at under Kommandoen saa gjør Enhver sit Bedste, jeg haver heller ikke skrevet dette for at vise vi ere storsnudede, men for at vise, at de Smaae ere sommetider værre end de Store ……. Her vil jeg nu skrive Eder Alle et meget kjærlig Farvel, jeg ønster, hvis det er Guds Billie, endnu engang at see Eder; seer jeg Eder ikke her mere, saa vil vi nok samles hisset, hvor vi lever mere fredelig end her paa denne urøliges. 33Jord. Jeg kan nu ikke skrive mere, mit Hjerte er nu i en urolig Tilstand ved Tanken om Skilsmissen fra Eder. Lev vel, lev nu vel Allesammen. Hils dem som kjender mig, men ikke paa nogen Maade dem, som ikke veed hvo jeg er. Hils Nille, jeg begynder nu et Brev til hende, det skal ogsaa nære et Farvel. Nu hilses og takkes I alle mange Gange, og bliv ikke ilde tilmode, naar I læser mit Brev.

Levvel, Levvel det ønstes as mig
Lars Sørensen Eilstrup.