Underofficeer Rasmus Nielsen Aaderup til Godssorvalter Houg paa Gavnø.
2det Jægercorps. Nestvedkanten.
Kjær paa Als
11 August 1848.
Kjære gode agtværdige Hr. Forvalter Houg!
. . . . Og tillige haaber jeg, at De ikke sorkaster en simpel Rapport fra Deres simple Godsindfødte Søn, da jeg har været med i alle Slagene: som jeg heller ikke forglemmer at takke den almægtige Gud i Himmelen for Gaven han har skjænket mig, deels sunde og frisie Lemmer og tillige en god Udholdenhed. Den 1ste April dene Aar satte vi 2det Jægercorps for sørste Gang vores Fødder her paa Øen Als og blev indqvarteret i Sønderborg, hvor vi laae den Nat, og afleverede vores Chacoter og tog Felthuerne paa. Den 2den April blev vi sat overAlssundet paa den Slesvigs Grund, hvor vi ladte vores Gevær for første Gang med Skarpt, den Dag marcherede vi til Blands, hvor vi for første Gang udstillede Feltvagter; den 4de afsøgte vi Terrainet lige til Graasteen; der udstillede vi ligeledes Feltvagter; jeg laae i 3 Nætter der i den smukkeste Kirke, jeg nogen-sinde har feet. I sydvestlig Retning for Graasteensbye stod den første Batallion, men den var kuns lille. Vi mistede en Mand og Tyskerne undslap. Den 7de gjennernsøgte vi Terrainet til Kjælstrupstov og udstillede ligeledes Sikkringsdele. Vores Compagni laa med det Mandskab, som ikke var paas. 60Post eller partruillerte, i en Gaard, som Folkene var saa arrige og tyske, at det næsten ikke var mulig at komme til rene med dem. Der fik vi for første Gang saa kaldet for Naturalforpleining. Den 9de April spiste vi grønmonede Ærter til Frokost om Morgenen Kl. 6, og derpaa afsøgte vi Egnen til Bob, som Slaget stod bemeldte Datum. Der er en Bro, som Tyskerne havde opbrækket ved en Mølle ved Navn Kobbermøllen. Da vi havde drevet Tyskerne derfra, saa var vi ogsaa hurtig over bemeldte opbrækkede Bro, og Tyskerne streg Pardon ud as suld Hals, som de jo ogsaa fik, endskjøndt de forresten ingen Pardon var værd; thi disse etendige Mennesker, som Hertugen havde betalt med 5 Rd. (og de kunde da vel sagtens begrtbe, naar vi kom, skulde de skydes for de 5 Rd.), deres tyste Mod havde til-ladt dem at erhverve dem en Plade, som formodemtig var Papir, at der sad paa deres Bandoleer foran paa Brystet, hvorpaa var skrevet at læse, de modtog paa ingen Maade Pardon, men de gav heller ikke paa nogen Maade Pardon det vidende deres tyste Ære. Da vi naaede og fik fat i Flensborg, saa gik det i en lynende Fart, at Tyskerne bleve pidsket ud, og saa kom alle Borgerne med en stor Mængde nye Stænger, som de havde slaaet danske Flage paa og tedsagede os med idelige Hurraraab ind i Byen. Paa hver Side af Gaden stod op-stillet med store Kar fulde med Øl og en heel Mængde Flasker med Viin samt alle andre Sorter Spirituser; Værterne stod i Portene eller Gadedørene med hele Kurve futde med Brød og tillige raabte til os at tage hos dem; Damerne baade unge og gamle havde besat alle Vinduerne, som vare oplukkede, og ud-strakte deres Hænder og tilvistede med deres hvide Tørklæder os vetkommen. Den lOde afsøgte vi til Jurup og plaserede Vagten der; et Par Timers Tid derefter brød vi op og mar-cherede meget stiltiende om Natten, thi vi havde ingen Sikkringsdete ude, fordt det var saa mørkt, at de ikke kunde holde Forbindetse. Om Middagen den 11te kom vi til Cappeln; der var det Bestemmelsen, at vi skulde blevet den Nat; men saa var der nogen, der underrenede vores Corpscommandeur om, at det var Indbyggernes Bestemmelse at ville dræbe os, naar vi sov, og tillige fik vi Underretnittg om en heel Mængde Gevær, de havde i Fomaring,s. 61som de ikke forstod at bruge, men formodemlig vilde de maastee sat en Prøve derpaa; dem tog vi fra dem, og saa marcherede vi til Ravnkjær, der udstillede vi som sædvanlig de nødvendige Sikkringsdele. Den 13de afsøgte vi til Ornæs og sikkrede os der ligeledes, den 14de afsøgte vi til Goltofte, den 15de til Slesvig, den 16de paa Vagt i Selbersted, den 18de igjen til Slesvig, den 21de afsøgte vi Egnen saavidt, at jeg fik beskuet Rensborg; den 22de exerserede vi i Slesvig paa 4de Jægercorps Exerseerplads; den 23de om Morgenen Kl. 5½ Marcherede vi 1ste Compagnie as 2det Jægercorps til Jagel, som ligger imellem Slesvig og Rensborg. Bores Bestemmelse var at plasere der en Vagt, men det blev ikke Tilfældet den Gang, for Prøiserne vilde see Slesvig og de var saa mange, saa strax man saae dem, kunde man før henligne deres Colonner som Skove, der laae i længere Afstand; og med Et styrtede baade det Prøisiske, Hanoverske og Meklenborgske samt Oldenborgske Cavallerie frem og næsten havde omringet os. Vi havde 2 Mile til Slesvig og sorinden vi kom dertil, kunde vi ikke vente at blive understøttet; vi maatte løbe med denne svære Bepakning, saa Tungen var færdig at hænge ud as Munden paa os. En ¼ Miil havde vi omtrent tilbagelagt og var kommen Cavalleriet forbi, saa begyndte de at beskyde os med Kanoner, og vi kunde ikke komme andre Steder end paa Hovedlandeveien i en Klump som vi var; men formedelst vi er ndøvet i at ligge og gnide os ned i Jorden, vi afbenyttede os af den gamle Vane, vi holdt blot Øinene henvendt paa Kanonerne; saasnart vi opdagede Røgen as Fænghullet, saa kastede vi os paa Næsen ned paa Landeveien eller i Grøfterne; thi det varede da nogle Secunder, sorinden Kuglen kom; saasnart vi havde Kuglens Lyd over Hovedet, saa op og løb igjen. Fra Begyndelsen as kunde vi løbe et godt Stykke Vei; thi de antog vel sagtens, at vi blev skudt de fleste as os, men det var langt fra ikke Tilfældet, der var ikke en Mand som faldt uden som Enhver selv vilde, og det opdagede de formodemlig nok ogsaa, for det gik saa vidt, at vi mange Gange knap kunde faae reist os op, forinden vi maatte ned, igjen, og vi blev fremdeles ved saaledes indtil vi naaedes. 62Dannevirke. Der var endnu ikke kommen nogen til at forstærke os; der kastede vi os i Kjæde og begyndte en levende Ild, saa endelig kom 1ste og 3dte Jægercorps og 1ste og 2den, og 10de og 11te Bataillon os til Hjælp samt 2 Kanoner, med det holdt vi Dannevirke en betydelig Tid; mit Gevær var saa varmt, at naar jeg tog fat paa Løbet for at støde Ladningen, da var jeg færdig at brænde mine Fingere. Men Captain v. Hveberg tillige med flere af mine Kammerater blev skudt der, en Kugle bortklippede min Tornyster, som alt mit Tøi var i. Min Premierleutenant, som nu er Captain v. Wolle, løb fra den ene Ende af Kjæden til den anden og raabte, Eders Captain er skudt, men vær ikke forsagt Folk, jeg overtager Commandoen, slaae Eders Lid til mig, jeg skal nok føre Eder frem paa bedste Maade. Vi fik 3 Gange Ordre til at forlade Dannevirke, men vi vilde ikke; vi ventede at faae Overmagten, men desværre om-sider maatte vi forlade det; saa maatte vi igjennem Frederiksberg, Forstaden i Slesvig, der kom en Kanonkugle og slog ved min Leutenants ene Støtilehæl og ikke berører Leutenanten, men slaaer en Brosteen i to Stykker, hvoraf det ene slaaer mig paa den venstre Side af min ene Læg og det andet Stykke paa høire Side af mit venstre Knæ; jeg maatte løbe omtrent 100 Alen paa det ene Been og det andet Laar. Vi løb næsten som vilde Faar; jeg slap ud i en Mose, som ligger herfra paa høire Side af Slesvig; paa Midten af Mosen er en Kanal eller en stor Bæk, og der havde Prøiserne taget mig til Fange i Tilfældet jeg ikke havde styrtet mig den. Mine Kræfter havde ganske forladt mig, thi jeg havde ikke faaet nogen Forfriskning den hele Dag, et Stykke tørt Brød havde jeg i min Brødpose, det blev heelt igjennemsuget af det raadne Band. Fra Begyndelsen af havde jeg nær druknet; men da først mine Klæder blev igjennem-trukket med Vand og jeg gik under nogle Gange, saa tog jeg med Kraft til de Kræfter jeg havde, og blot nogle faae Tav saa var jeg over paa den modsatte Side, og da jeg kom op, saa var mit Been fuldkommen rask, jeg kunde løbe som til-forn; og saa fik vi Fjenden til at retirere, og det satte ligesaa meget Kraft og Mod i mig, som om jeg havde spist og drukkets. 63af velsmagne Rener i en halv Time. Jeg foer over Vandet igjen og var kommet et lidet Stykke Vei frem; men saa blev vi dreven saa frygtelig tilbage i en Fart, jeg maatte over Vandet igjen. Da jeg halvveis var kommen op, saa kommer der en Kanonkugle og klipper min Felthue af mit Hoved og sammen-slog den, saa jeg næsten ikke kunde rette den ud, saa mit Hoved kunde komme deri. Vi vedblev idelig at fægte, saalænge vi kunde see; jeg var i Ilden i 18 Timer ud for et. Da vi ikke kunde see mere, saa trak vi os tilbage til en Skov, som ligger et lidet Stykke Vei fra Slesvig; der opholdt vi os den Nat, ingen Ting kunde man faae og leve af, en Kulde var det den Nat og blæste tillige. Mine Klæder, som var nu saa drivvaade baade af den frygtelige igjennemtrængende Sved og Vandet, som jeg tillige havde været i, jeg gik og løb hele Natten for om muligt at holde Varmen, men inde ramlede Tænderne paa mig, ligesom naar en Bonde kjører op og ned af en Gade med en Træharve. Den 24de om Morgenene tidlig rykkede hele den danske Armee ad Flensborg til, og vi 2det Iægercorps dannede Arriergarden, det vil sige, da vores Armee retirerede, saa var vi Fjenden nærmest. Da vi havde trukket os omtrent 1½ Miil tilbage, saa blev der gjort Holdt ved en Kro, fordi vi skulde have noget at spise, men Folkene erklærede, at de havde intet og lade os faae; men jeg fik dog et Stykke Brød og lidt Brændeviin paa min Flaske, men ikke fik nydt noget deras, for i samme Øieblik kom en af vores Poster og meldte, Fjenden rykkede frem, hvorpaa jeg blev udsendt med en Patrouille, og meget rigtig, Fjenden var i Anmarch ester os. Men vores Corpseommandeur vilde ikke troe det, og altsaa heller ikke gjøre nogen Forberedelser, hverken sætte os i Forsvarsstand eller reti-rere ester den øvrige af vores Armee; men i det Sted sender han en Leutenant ud for at stasse sig nærmere Kundskab derom. Et Par Minutter ester at han var udsendt, blev vi næsten heelt omringet; vi begyndte en levende Kamp igjen og rettirerede tillige, thi vi antog, at vores øvrige Armee, som ikke havde været i Ilden Dagen tilforn, maatte i det mindste understøtte os; men forgjæves; da de hørte vi slaaes, saa løb de saa hurtig de kundes. 64ad Flensborg til. Hvem som ikke var kommen der, og dem som allerede var kommen der, de kastede alt deres Tøi for at de bedre kunde løde. Det gik ester Sigelsen saaledes: Cavalleriet, som havde afsadlet, de reed paa de nøgne Heste, nogle førte Hesten i Grimetøilen, og Infanteriet, hvoraf nogle med en Sko paa det ene Been og nøgen paa det andet, og deres Ossicere sprang ombord paa de Skibe som var ved Flensborg, og bod Mandskabet at skytte dem selv og forsøie dem saa hurtig som mulig ud as Byen. Nogle lød til Adenrade, andre til Graasteen, og vi, som var i Ilden, maatte naturligviis vedblive at være saa tappre, som det var mulig; men vi var kuns saa faae, maaskee 600 Mand og havde derimod flere 1000 at slaaes med. Vi vedblev at trække os tildage; endelig naaede vi en Mose, som kaldes Oversøe, den ligger paa høire Side, naar man kommer herfra og tager ad Flensborgs og Slesvigs Veien. Der var vi omringet baade as Cavallerie og Infanterie, og sorestillede umulig for mine Øine at see, at vi nogensinde kunde slippe derfra, og i det samme ordnede der flere Cavallerieregimenter sig til at gjøre saakaldes for en Atakke, hvorpaa vi i en Fart blev sammenkaldt og dannede som i vores Exersits kaldes sor en Carree med fældet Bajonetgevær mod Cavallerieangrebet. Her er det en flem Assære for de forreste Geleder, thi de maae være temmelig overbeviist om at døe. Min Plads blev i forreste Geled mod Cavalleriet, som en Selvsølge heras belavede jeg mig stiltiende i en Fart paa Døden; i det samme kom Cavalleriet styrtende paa os, men gjorde holdt paa omtrent 5 Skridts Asstand. Derefter kom deres Commandeur frem, det var as de Hanoverske Husarer, og veder os at lægge das ist Vaphe ned fordi un das Ombringen, sangen eller døden. I samme Øieblik han udraaber disse Ord, lægger jeg an paa ham og fyrede as. Hans Fødder forlod strax Stigbøilerne og styrtede baglænds as Hesten; om jeg skød ham eller ikke, vil jeg ikke paastaae, thi slere fyrede as tilligemed mig. Herved bemærkes sørst, vores Førere, som vi skulde stole paa, skreeg, læg Vaabnene ned Folk, (jeg undtager Lieutenant v. Wolle, som nu er min Captain, han brølede ud as suld Hals, syr) og vi Simple, fonts. 65ihnkom den Ed, vi har svoret Kongen og Fædrelandet til, at ville offre Liv og Blod for famme, vi raabte, før vil hver Mand skydes ned paa Stedet, forinden vi lader os tage til Fange. Derpaa overtager en anden Commandoen for Hannoverne og lod fyre af paa os; jeg fik en Kugle igjennem min Felthue tæt ved min Pande, og gik igjennem Pulden foroven og ned i min Nakke og tog en Lok Haar bort af mit Hoved, og en streifede mit ene Been, en Karl der stod ved Siden af mig fik en Kugle i Tindingen. Nu trak Cavalleriet Sablerne og raabte for at ville hugge os ned; men de fik andet at bestille; første, andet og tredie Geled af dette svære Cavallerie blev paa et Vink af v. Wolle nedskudt, (i en Lignelse som naar man opstiller Papirs-Soldater og med et Pust omkaster det Hele), Heste og Karle laae i en Dynge ovenpaa hverandre, og Blodet flød saa mageløs, det saae forskrækkeligt ud. Nu holdt fjerde, femte og fjette Geled som en Reserve, men inden de tænkte paa noget, saa fik de saadant et Plaster, at hvem som ikke styrtede af Hestene, af dem blev der adskillige revne omkuld baade med Heft og alt; thi den ene vilde før fra os end den anden. Disse Mennesker og Dyr, som laae i Dyngen foran os, hvilken af Slagsene der kunde reise sig op og gaae, fik i Øieblikket saadan en Ild over sig, at endskjøndt samme Gjenstand laae næsten for Fødderne af os, saa kunde man endda ikke fee det. Derefter ordnede Cavalleriet sig atter til at gjøre en Dyst med os; thi de skammede dem formodentlig over, at vi saa faae smaae Iægere kunde gjøre Nar af saa mangfoldige store Cavallerister; men i Et styrtede deres Infanterie frem i saa store Colonner, at det var mageløs at fee. Der striger v. Wolle:1ste Compagnie retireer, løb, (hvad her nu er tilbage, det er han Frelseren for, det vil sige af dem, som har været i den Ild). Vi maatte løbe over en stor Slette, Kuglerne de haglede paa os, som naar en Bonde paa Marken gaaer og faaer Ærter, tillige var der et bundløst Morads; hvem som ikke der var lette paa Fødderne, de sank i og faldt, og andre, der kom bag ester traadte dem ned, paa den Maade blev de levende begravede; jeg faae tre saaledes ende deres Dage. v. Wolle tilraabte os: jeg for min Parts. 66bryder mig ikke om at blive skudt, er I af famme Formening Folk? Dertil var vi naturligviis meget villige til at afgive ham vores Ja. Naa ja saa skal de, saa bandte han paa sin Krigsmaneer, i det mindste faae noget at bestille, forinden de skal tage os. Paa hans Vink omslyngede vi en Grøft, hvor vi pustede Tysker bort, som de kunde været Fluer, herefter reti-rerede vi ad Flensborg til. Da vi naaede Flensborg paa en Fjerdingvei nær, der kom flere af Flensborgerne os imøde, nogle erklaerede, at Prøiserne havde besat Flensborg, andre derimod sagde, at der slet ingen var, da vi naaede Flensborg saa tog v. Wolle 12 Mand ud og satte mig der paa Fløien, og vilde endnu bestormet Flensborg, men der var ingen og forhindrede os i vores Marsch. Da vi kom til Byen, var det bælmørkt, og vores Arrnee havde været ud af Byen 4 Timer forinden vi kom dertil. Vi blev viist bag om Flensborg, Gud i Himmelen maae vide, hvad det var for en Vei, for snart var vi paa en Leerbanke og saa faldt vi ned i en Leergrav, og det gik frem-deles saaledes hele Natten; en Karl faldt i en Grav og sov ind i det samme. Den 25de om Eftermiddagen Kl. 4 slet kom vi her til Øen Als. Vi havde i 3 Rætter og Dage ikke faaet noget at spise, og jeg havde ikke det mindste Tøi at faae paa uden det jeg stod i; mine Støvler, Buxer, Mundering og Ansigt var eens over det Hele, deets fuldt af Blod og Snavs, jeg kunde daarlig see ud af mine Øine; et Par Strømper og et Par Beenklæder laante jeg, en Skjorte kjøbte jeg. Paa den Maade blev jeg hjulpen med de Dele. To Karle havde jeg til at trække mine Støvler af, hvor Strømperne var gaaet istykker, var mine Fødder ogsaa gaaet istykker, hvor Strømperne var hele, der var de gnavet ind i mine Fødder baade ovenpaa og underneden; det var den værste Tur jeg nogensinde har pant; de øvrige smaae Slag vi har havt senere kan langtfra ikke sættes i Lighed dermed.
5
Jeg beder at have Taalmodighed med at læse dette Brev og see efter Nummeret, som hver Side er for sig selv foroven nummereret med, og undskylder mig med de af mig heri begaaede Feil, som De, min høiagtede Hr. Forvalter, jo rimeligviis kans. 67opdage, thi jeg har jo ikke paataget mig at være Furerer eller Contorist, men er indsat til Underoffiseer og vil føre mig i den Stand, saa længe jeg ikke er skudt, indtil Krigen hører op. De hilses herved af en Søn ester afdøde Huusrnand Niels Frederiksen i Aaderup, og lev vel og vær alletider veltilfreds med deres Gods-Indbyggere, det ønskes af mig
Overjæger
Rasrnns Nielsen Aaderup.