Nielsen, Jakob BREV TIL: Thomsen, Christen FRA: Nielsen, Jakob (1849-02-07)

Jakob Nielsen til en Ven.
8de Bataillon. Lemvig-Egnen.
Tjufkjær 7 Februar 1849.

Gode Ven Christen Thomsen!

Efterdi jeg nu har skreven til dine Naboer, saa kan jeg heller ingenlunde forbigaae at melde Dig et Par Orb om mins. 81Tilstanb. Da Du fra min Side af ansees for en af mine bedsde Venner her paa Jorden, derfor haader jeg ogsaa nok, at Du ikke bliver vred eller fortrydelig over, at det kommer bag efter. Thi med Tiden kommer den jo ogsaa til Mølle, som kjører med Stude, saaledes lyder Ordsproget. Jeg vil nu først og fomemmelig lade Dig vide, at jeg er endnu ved min forrige Helbred og Sundhed, tilligemed et frit Mod, men det vil da sige, saalænge jeg har ikke seet noget til Tydskerne, da kan vi jo sagtens være ved et frit Mod. Men naar vi engang skal fremtæde med dem paa Kamppladsen, at stride for vort kjære Danmark og Fædreland, da er det først, at vi stal rose os as vores Tapperhed. Thi saalænge vi er uden Fare, da kan vi nok regne os iblandt dem, som er ved et frit Mod. Men jeg vil nok bede til Gud, at han vil lade mig blive ved Helbred og Sundhed, og nforsagt, naar jeg skal stride, og at han stedse vil styrke og hjælpe baade mig og os alle, at modstaae og overvinde alle de Farer, som truer nu at ville møde os, saa at vi kan vinde en mandig Seier, og drage hjem igjen med Glæde, og siden leve i Fred og gode Dage. Vi behøver jo ikke at tvivle om, at den gode Gud ikke vil hjælpe os; jo, naar vi blot vil bede ham, da er han strax rede til at hjælpe, naar vi bede med Alvor, thi det er jo ligesom om et Svar kom tilbage i vort Indre og siger: frygt ikke, jeg vil ikke slaae Haanden af Dig og ingenlunde forlade Dig, saa at vi kan gaae lige mod de stakkels Tydskere og sige med et frit Mod: Herren er min Hjælper, jeg vil ikke frygte; og naar Gud er med os, hvem kan være imod os? — Min Ven, dersom Du engang skal indtræde i den Stand, hvori vi nu er, da skal Du ikke sørge eller mistrøstes, men slaae al Sorg tilside, thi Du kan i al din Magelighed lære, hvad der hører til. Nu i Tiden har vi de herligsde Dage, vi nogensinde kan vente; vi har nu ligget her i al Rolighed siden den 25 December og har ikke udretdet noget stort Andet end at vi gaaer til Læsning et Par Timer om Dagen; og naar Veiret er rigtig godt, saa gaaer vi til libt Exersits eller Felttjeneste, det er ingen Ting. Den øvrige Tid har vi til at ryge Tobak og gaae i Byen og brikkes. 82Brændeviin, spille Kort o. s. v. Og om Morgenen Kl. 10 kommer vi op, enten det er Dag eller ikke, det er ligemeget. Saadant gaaer det til, min Ven. Vi har saa mangen en fomøielig Time, thi der er idel Lystigheder. Men jeg skal heller ikke nægte, at der opstaaer jo ogsaa imellem en skrækkelig Gysen i os ved Tanken om de mange Kugler, som der uden Tvivl engang vil suse os om Ørerne; men den Gysen slaaer vi strax tilside med en halv Pægel og et Glas Øl. Men naar Tiden kommer, da vil de vel ikke saa let kunne forjages; da skal vi jo med Alvor anraade den almægtige Gud om Hjælp. Ja nu vil jeg ikke længere vedblive med min Hellighed, for saa er jeg bange for, at det gaaer over til Skinhellighed, endskjøndt Svend Stor og jeg, vi er indqvarteret hos hellige Folk, og vi er mangen Gang med til deres Helligforsamlinger, men Du kan nok vide hvorledes det gaaer, naar jeg slaaer løs at sprutte. ... Fortæl mig, hvorledes Eders Inleglæder staaer til, hvilke jeg havde vendet at tage Deel i, men det slog mig feil. Nyheder har jeg forsaavidt indet as, andet end vores Løitenant, som var afreist til Kjøbenhavn den Tid jeg var hjemme, han er nu kommen tilbage igjen. Han er bleven Kapitain og tillige Ridder as Dannebrog. — Du kan troe min Ven, at Soldaterne ved vores Compagni de modtager mange Breve fra Pigerne i Holstebro. Det er gaaet reen splittergal med mangen en as dem; ja Verden vil formere fig, De det bekjende maae, Nu siger jeg et mere Dig, Du kan mig vel forstaae. Men, Gud skee Lov, der kommer ingen til mig, jeg har modtaget ikkun eet Brev fra Holstebro og det var min Sjæl ikke fra Pigerne, maae Du troe. Nu har jeg næsten ikke mere at sige Dig den Gang, for mit Papir gaaer til, og nu væltede jeg mit Blæk.

6

Jakob Nielsen.