Jørgensen, Rasmus BREV FRA: Jørgensen, Rasmus (1849-04-09)

Rasmus Jørgensen til sin Kone.
1sde Reserve-Bataillon. Freberifssunb-Egnen.
Viby paa Als 9 April 1849.

Kjære Kone!

Nu har jeg igjen libt bedre Leilighed til at skrive Dig til, min byrebare Ven. Jeg er endnu Gudskeelov ved en god Helsen og har det godt, og jeg har nu oplevet et af de rædsomsde Skuespil, som jeg maaskee aldrig mere bliver Vidne til. Langfredag Middag angreb de Tydske de Danske med stor Heftighed, hvorved de Danske maatte retirere ind imod Satterup, hvor vi stod paa Kirkegaarden til Reserve, 1sde Compagni maatte nu trække ud til Hjælp og der opstod en heftig Geværild, kom vedvarede i flere Timer, indtil 3die Iægereorps kom dem til Hjælp, da det hjalp meget. Derpaa fik de Tybsde nogle Kanoner op paa en Bakke og begpndde heftig at angribe de Danske, men da kom der hurtig Bud ind til Byen efter 3 af vore Kanoner, ogs. 86det varede heller ikke længe, inden de begyndde at kjøre frem og tilbage og tilsidst flygtede de det bedsde de kunde ind i en Skod, og strax berefter begyndde den fjendtlige Kjæde ligeledes at retirere, hvorved de distnok tabde en Deel Folk, thi der dar saa tykt som Krager. Af dores bled der ligeledes en Deel skudt og sÅeret, og 1sde Compagni table allene en Snees Mand. Henimod Aften stak vores Jægere Ild paa en By, hendeb 5 Steder brændte, thi Ingen tænkde paa at slukke. Det var rædsomt at gaae over Valpladsen, thi der laae Døde og Saarede bag Grøfterne, og rundt omkring laae Tomystre og Sabler og Geværer og Chakoer, hvor man kunde see at Kuglerne havde gjennemboret deres Hoveder. Nu har jeg i Korthed forklaret Dig det vigtigsde af Slaget min Ven, og leder jeg at komme hjem til Dig saa kan jeg forklare det nøtere, thi jeg saae det saa nøiagtig, for Kirken laae paa en Bakke, og det var ikke Oder 1000 Alen i det Længste, at Slaget stad fra os, og undertiden dar det meget nærmere. Peder Olsens Ole og Nilans var begge med, men de slap begge godt berfra og de vare de første, jeg saae efter. Havde vi, som stob og saae paa det, kunnet faaet Lov til det, da havde di gjerne gaaet med, thi di blev ganske opbragde over at see paa det. Løderdags Aften gik di til Dyppel og laae der om Natten 250 Mand i hver Gaard, og Paaskemorgen maatte vi tidlig rykke ud, da di ventede at Fjenden havde angrebet os, og om Aftenen og om Paaskenat maatte di rykke til Ms; thi Kongen havde været og seet de Døde og Saarede og derpaa takkede han os alle for det Mod og Tapperhed, di havde udviist paa vores Strabadser. Men, tilføiede han, da jeg seer, at alle Tybsklanbs Fyrsder og Konger forener sig om at træde Danmarks Ret under Fødder, saa skat ingen dansk Mand mere offre Liv og Blod for den Sag, men trække sig tilbage til Als, indtil en gunstig Leilighed fremviser sig til at hævne Danmarks Fomærmelse; og derfor kommer mit ikke i Slag mere, førend vi faaer Hjælp. Nu vil jeg slutde mit Bred med mange kjærlige Hilsener til Dig min Ven, og jeg ønsker, at vi snarl maatte gjensees, thi det er jo noget kjedsomt; vi hader ikke været af Klæderne i 10 Dage og de flesde af dem have vi tilbragt unders. 87aaben Himmel; men ellers har jeg det meget godt og jeg tæenger ikke til noget, og naar jeg var Dig noget nærmere, kunde jeg godt hjælpe Dig med nogle Penge min Ven. Level min Ven til vi sees igjen.

Rasmus Jørgensen.