Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Rasmus Jørgensen (1849-04-10)

Rasmus Jørgensen til sine Forældre.
3die Reserve-Jægercorps. Saaland.
Skovby paa Als10 April 1849.

Kjære Forældre!

Jeg har længe vendet paa Brev fra Eder, og nu frygder jeg næsten for, at I ikke har faaet det Brev jeg sendde Eder fra Odense. Jeg havde troet, at vi skulde have reist til Iylland, men i det Sted reisde vi fra Fyen lige til Als. Her ankom vi den 31de Marts om Aftenen og blev da endelig indqvarteret langt ud paa Natten. Om Morgenen Kl. 3 den 3die April rykkede vi ved imod Sønderborg, hvortil vi havde 2 Mile, og saasnart vi vare komme over paa Sundeved, begyndde vi strax at gjøre de sædvanlige Forberedelser, naar vi har Fjenden lige for Næsen; men vi kom ikke i Kast med Tydskerne den Dag, derimod kom vi i Qvarteer i Satterup ved Midnatstid. Allerede denne Dag havde nogle as vore Tropper en lille Samtale med Tydskerne paa nogle Timer, men drev dem tilbage. Det Samme har været Tilfældet baade den 4de, 5de og 6de April; altsaa fire Dage i Rad, hvilket I bistnok har kunnet høre og uden Tvivl ere Mange bekymrede for dem, de har med i Krigen, indtil de faaer at høre fra dem, og berfor skrider jeg detde Brev, saasnart det har været mig muligt at kunne det. Jeg kan nu forsikkre Jer, at jeg ei længer har Aarsag til at være vred over, at jeg ei s. 88 kunde komme med. Langfredag fik jeg den Fvrnøielse, hvis ellets jeg tør kalde det saaledes. Om Formiddagen blev vi løst af Feltvagt og kom tilbage til vores Qvarteer i Sattrup, hvor vi meende at ville sove, da vi flere Nætder kun havde sovet lidt; men vi havde næppe været i Qvarteret i 2 Timer, førend det som sædvanligt begyndde at knalde ude i Forpvstkjæden. Vi maatte nu ligesom de andre Dage rykke ud i størsde Hast. Da vi som op til Sattrup Kirke, hvor vi havde vores Allarmplads, mærkede vi strax at Tydskerne havde drevet votes Kjæde næsten ved til os, og næppe kom vi op over to Marker, førend Kuglerne peb over os. Kjæden blev nu af Dfficererne drevet fremad igjen, men det var anden Forstækningsbatallion, lutder nybagde Soldater, de kunne ikke staae for Skud. Vores Corps maatte altsaa frem; men nu fik Piden en anden Lyd; vi angred dem med en saadan Heftighed, at de retirerede saa stærkt over nogle Marker, at vi næppe kunde følge dem. Vi naaede snart at brive dem op til Landsbyen Ullerup; men her havde Fjenden Fordelen paa sin Side, thi Byen ligger høit, og lige for vores venstre Flanke var en høi Bakke, hvorfra et fjendtligt Batterie heskød os med Kugler og Granater, medens Geværkuglerne peb omkring vs omtrent som naar det hagler; jo jeg takker, det var en smuk Musik. Vores Corps bannede Centrum, medens Batallionerne stod paa begge Flanker. Vi som altsaa ligefor Ullerup, som Fjenden havde besat; men her maatte vi kæmpe i flere Timer, thi Fjenden var os langt overlegen i Styrke, men Gud nære lovet, ikke i Tapperhed og Udholdenhed; thi saaoidt vi kunde skjønne, havde vi omtrent 14 Batallioner, vores Corps og et Batterie. Til Lykke for os fik vi drevet det fjendtlige Batterie fra Bakken, som strax blev besat af vores, og nu blev Tybskerne saaledes beskudt i deres høire Flanke, at de umuligt kunde holde Stand. Vores Corps trængde nu bestandig ind paa Byen, og kort efter var den i vores Magt. Tybskerne havde nu ingen Støttepunkt mere og løb nu, som om de skulde havt Penge for det, lige ind i en Skov, hvor vi ikke vel kunde drive dem ud, da vi vare for faae og det tilligemed var Aften. Det var en vorm Langfredag. Kl. omtrent 2 kom vi i Ilden s. 89 og var ikke et Øieblik frie, før Alting var fordi, og detde skeets først da det omtrent var Aften. Underligt nok er det, at vi i denne Kamp ikke mistede flere. Af vores Compagnie har vi 3 Døde, og 2 Saarede; det hele Tab, som vores Brigade leed, anslaaes vi 200 Mand med Døde og Saarebe. Af mine Bekjendtere hjemme fra er der ingen hverken Døde eller Saarede. Vi har nu saavidt jeg veeb hele Tydskland at slaaes med; Preusserne ere komne med, men vi har ikke havt med dem at gjøre. I Løverdags kom Kongen til os, da vi laae i Dyppel, og i Søndags (Paaskedag) trak hele vores Styrke sig tilbage vi Als, og vi skal formodentig nu ikke slaaes mere, førend vi faaer Hjælp, hvilket jeg haaber ikke vit vare saa længe ....

Jeg skal nu ikke mere skamme mig ved 3die Reserve-Jægercorps; thi Langfredag reisde det sit Navn til Ære igjen.

Hils alle gode Venner. I være kjærtigst hilset fra Eders hengivne Søn og Broder

Rasmus Jørgensen.