BREV TIL: Amalia (1849-04-12)

Brevskriveren ubekjendt.
Sønderborg 12 April 1849.

Kjære Amalia!

Det var kun et kort Felttog, vi havde denne Gang, besværre, Gud bedre det! Vi ere nu atder her paa Als, aldrig en Smule videre end før Vaabenstilstandens Udløb; og det er her næsten som out der ingen Krig var; thi at der kan vexles nogle enkelde Skud imellem Forposterne, regner jeg ikke. Dog, om Tingenes nuværende Stilling kommer jeg til at tale fenere; jeg vil begynde med Begyndelsen, altsaa med vore Troppers Inbrykning i det Sundevedske d. 3die April. — Aftenen i Forveien havde jeg faaet Ordre at melde mig ved Hovedqvarteret i marschfærdig Stand Kl. 10; men vidsde dog ikke endnu rigtigt, om Indmarschen virkelig vilde finde Sted allerede næsde Morgen eller først den paafølgende Dag igjen. Da jeg derfor næsde Formiddag kommer over paa Contoiret, hvor man var beskjæftiget med et pakke sammen og læsse paa Vognene, var det til min størsde Forundring jeg hørte, at General Bulow og hele Staben allerede om Morgenen Kl. 4 vare dragne afsted. Jeg fik nu ogsaa min Hest fat; men da Veiene overall vare opfyldde af Tropper og Vogue, og jeg ingen Oplysning kunde faae om, hvor Staden var at finde, vendde jeg tilbage til Sønderborg, hvor Bagagen havde Ordre til at forblive indtil nærmere Ordre indløb. Denne indtraf først næsde Dag, paa hvilken jegs. 93saa stødde til Hovedqvarteret, der var i Stenderup, en Lantsby imellem Nybbel, Satterup og Dybbel. Her vare vi indqvarterede i een Gaart 1 General, 2 Oberstlieutenanter, 1 Major, 3 Capitainer, 4 Lieutenander og jeg; foruden en stor Mængde Ordonantser, Skrivere, Hestepassere, Tjenere o. s. v. o. s. v., saa at Gaarden var fuldt pakket, om Bøndergaardene her tillants end ere enteel rummeligere end paa Sjællant. Generalens Værelse maatte om Dagen bruges til Skriverstue, og i et andet var der redet Senge paa Halm over hele Gulvet, saa vi vare om Dagen alle intskrænkede til eet Værelse; men da General Bulow er den venligsde og meest ligefremme Mant under Solen, var detde saa langt fra at være ubehageligt, at tværtimod detde nødtvungne fortrolige Samliv har forskaffet mig mangen fomøielig Time. Overhovedet udbreder Feltlivet en vis Gemytlighed over det Hele. At man maae gjøre Askald paa en Mængde tilvande Beqvemmeligheter, som man hidtil næsten har betragdet som Fomødenheder, følger as sig selv; men detde erstattes igjen og det rigeligen as en vis sorgløs Tillidssuldhed, som ilke kan udeblive saalænge ikke særdeles Uheld indtræffe. Man lever nemlig i Øieblikket. Man sidder rolig i sit Qvarteer; der blæses Allarm; 1, 2, 3 alle Mant til Hest og assted til Nybbel Mølle eller Satterup, hvor Hovedstyrken sædvanlig stod; enten er det nu blind Allarm, og man venter nu en Vi for at see, om det dog maaskee skulde blive til noget, eller der forefalder en lille Fægtning, hvorpaa man atter rider hjem og gjør sig tilgode ved et Fad Risengrød og en Portion stegt Flæsk eller hvad der ellers kan forefalde, og siden tilbragtes Aftenen med Samtaler og Tobaksrygning. Hver Dag i forrige Uge vare vi saaledes paa Færde, men noget Alvorligt forefaldt dog kun d. 6de ved Ulderup. Vi rare just komne hjem fra en Inspections-Tour og glædede os til at gjøre os det noget mageligt efter de foregaaende Dages Anstrengelser, da der intløb Melding om, at Fjenden havde angrebet vore Forposter ved Ulderup og trængt dem tilbage igjennem denne By, vet hvilken der havde utviklet sig en hestig Fægtning. Vognene bletie strax forfpændte og bepakkede, ligesom tidligere hver Gang der gjordes Allarm,s. 94for at være berebte til at rykke frem eller tilbage, eftersom Fægtningens Udfald kunde gjøre det nødvendigt. Generalen og Hans Adjutanter rede strax afsted, og strax efter kunde vi ogsaa høre Geværilden i vort Qvarteer. Paa et Par Dage lærer man imidlertid allerede at forblive koldblodig ved Sligt, og, da jeg jo egentlig ikke havde Noget at forsømme derved, gav jeg mig først Ro til at faae noget Middagsmad, og reed berpaa ned til Satterup, hvor Staben var og hvorfra man kunde oversee Kampen. Vor Reserve stod ogsaa her. Vi havde fun een Brigade Infanterie og eet Batterie i Ilden, og Kampen dreiede sig bestandig paa eet Punkt, i det vi snart trængtes noget tilbage, snart igjen kastede Fjenden tilbage. At dens Udfald var heldigt for os, idet vi deholdt Pladsen, og at vi havde omtrent 130 Saarede og nogle og tyve Døde, veed Du formodentlig nok as Aviserne. Det var en meget heftig Kamp, hvad der ogsaa fremgaaer as Tallet paa Døde og Saarede, der unægtelig er stort i Forhold til de Tropper, der deeltoge i Kampen; men Fjendens Tab har ogsaa været meget betydeligt. 2 as vore Officerer bleve fangede, nemtig Lieutenant Seehnsen og Fahrner; Seehusen var nemlig bleven sÅeret og blev just bÅeret bort fra Kamppladsen, da den ene Ambulancesoldat, som bar ham, blev truffen as en Kugle; Fahrner sprang nu til for at hjælpe Seehnsen bort, men blev derved forsinket i sin Tilbagegang og tagen. Bore Folk visde sig overmaade brave denne Dag, som altid, naar de blot anføres godt; det var lutter Reserve- og Forstærknings-Tropper, der bare i Ilden, altsaa for en Deel Tropper, som ikke vare med ifjor. 3die Reserve-Jæger-Corps blev temmelig haardt medtaget, men har den Dag paa en glimrende Maade oprettet sin Ære fra ifjor, hvor det efter Hoptrupper Affairen jo var kommen i mindre godt Ry. Et Træk, som jeg selv oplevede, skal jeg dog fortælle Dig, da det er et smukt Vidnesbyrd om hvab Aand der besjæler vore Folk. Jeg holdt paa en Bakke, bag ved hvilken en Overlæge var beskjæftiget med at forbinde Saarede, som derefter transporteredes videre til Ambulance-Teltet, og endeet Saarede passerede saaledes forbi mig. Her saae jeg nu ogsaa 2 Mand as 2den Reserve-Bataillon kommes. 95gaaende nede fra den Side, hvor Lægen var, og henimod Kamppladsen; den Ene af disse havde indet Hovedtøi paa; det var en kraftig fiirskaaren Karl; men allerede lidt skaldet, og det tynde Haar flagrede for Vinden, medens han ivrigen marscherede med Bøssen i Armen fremad. Jeg reed hen til ham, og spurgte, hvor hans Kaskjet var bleven af, og fik da til Svar paa rigtig bredt Sjællandsk: „Det veed jeg ikke; der kom et Skud og slog mit Gevær itu imellem Hænderne paa mig; jeg busede om paa Ryggen og laae der lidt; men saa samlede jeg mig noget sammen igjen og har nu faaet nogle Draaber af Doctoren, saa nu skal jeg derop igjen." Jeg rakte ham min Feltflaske, for at han kunde styrke sig lidt med Portvinen, som var deri. Han tog den med de Ord: „Ja mange Tak; det kan godt gjøres nødig, for de ere bandsat haarde idag." Efterat have drukket en Slurk, gav han mig Flasken tilbage; jeg sagde til ham, at han skulde drikke hvad der var i, da det blæsde koldt og han gik med bart Hoved; men fik atter til Svar: „Nei, mange Tak; der kan være en anden, som trænger til en Styrkning, gjem det heller til dem." Er det ikke smukt? —Der er naturligviis under en saadan Træfning adskillige, som holde sig tilbage bag Gjerder og i Grøfter; det kan ikke være Andet, da Tropperne virkelig var udmattede af de idelige Allarmeringer og den strenge Tjeneste og stærke Marscher, saavelsom Bivouakeringerne under aaden Himmel i den haarde Kulde, — saadanne Marodeurer bleve naturligviis jagede tilbage i Ilden eller sendte tilbage til Lazaretherne; men saa traf vi ogsaa paa En, som gik ganske rolig ved ad Veien henimod Ambulanceteltet. Paa Spørgsmaal, hvor han skulde hen og om han var sÅeret, svarede han Ja, han havde faaet en Kugle midt i Livet; vi loe ad han og En sagde, at han nok ikke feilede Noget. Smilende aabnede Han sin Frakke og visde os det blodige Bryst, hvor han var ramt af en mat Kugle som ikkun var trængt ind i Brystmusklerne, og gik saa videre med de Ord: „Ja det kunde jo rigtignok blevet værre". — Capitain Jahn og Lieutenant Kohl faldt i denne Træfning og bleve begravede iforgaars. Jeg saae deres Liig inden Kisterne bleve slaaede til, og naar Ligene eres. 96saa uforandrede som bisse, maa jeg ønske Enhver, der har misdet Nogen kjær i Kampen for Fødelandet, at see dem, før de fænkes i Jorden; det nar virkelig smukt at see dem ligge der med Ro og Fred udbredt over Ansigtet, i det hvide Linved med en Dusk Laurbærblade i Haanden. Som de der laae, og beres Vaabenbrøbre bybt bevægede stode omkring dem i Kirken, maatte Følelsen af, at Døden for Fædelandet er skjøn, paatrænge sig Enhver.

Den 13de April.

Naar jeg igaar skrev, at det var næsten, som vi ingen Krig havde, saa passer bette unægtelig ikke mere. Iaftes foredog 1sde Bataillon en Recognoscering ned i Dybbel By, bog uden videre Følger; jeg troer ikke vi havde een eneste Død eller SÅeret; men imorges bleve vi vækkede af Kanonskud. Tybskerne havde angredet vore Forposter, der maatte trække sig tilbage imod Brohovederne. Saasnart det dagedes, saa at man tydelig kunde see Fjenden, begyndte imidtertid en saa levende Ild fra vore Batterier, at Fjenden maatte trække sig tilbage igjen. Han havde kjrøt et Batterie Feltartilterie op paa Skraaningen af Dybbel Bjerg og fyrede tappert imod det ene af vore fasde Batterier, hvor dog ikke een Mand er sÅeret, uagtet Marken fosan Batteriet er som oppløiet af Skud, en Kugle har slaaet an imod en af Kanonerne, saa at den har et temmetig bybt Inbtryk deraf, men fløi dberpaa i Veiret over Hovederne paa Artilleristerne, en Kugle er gaaet igjennem beres Armmunitionskasse, 2 igjennem et Skilderhuus, der staaer ved Batteriet, og inden Skydningen endnu var ophørt, havde de alt nogle og tredtve fjendtlige Kugler opgravede, foruden flere, som de strax havde sendt tilbage igjen. Mandskabet ved bette Batterie nare saa fomøiede og mødte med en Mængde Vittigheder, t. Ex. siger En af dem ved at fortælle, at de havde skudt fjendtlige Kugler tilbage igjen: „Vi ere ikke saa fattige, at vi behøve at laane af Tybskerne, og derfor gave vi dem strax tilbage, hvad de sendtc os." Efter nogen Tids Kamp maatte det fjenbtlige Batterie trække sig tilbage og efterlade 2 Kanoner, hvad der ogsaa lykkedes, under en temmetig heftig Kamp; det skal være Capitain Kauffmann af Bulows Stab og ens. 97Lieutenant Rosen as Artilleriet, som har Fortjenesten as at have taget Kanonerne (sachsiske); men noget Detailleret veed jeg ikke herom, da Kampen først nu er ophørt. Af samme Grund kan jeg intet bestemt sige angaaende Døde og Saarede. Imidlertid skal en Lieutenant Dorschæus være haardt og en Lieutenant Arnen, begge as 10de Bataillon, være let sÅeret, og vore Saaredes Antal beløb sig i det Hele til 42. Der skydes nu atter; jeg maa ud at see, hvad det betyder. Ja, de slaaes jo rigtignok endnu; men det har ikke stort at betyde. Der skal være et Par Kanoner endnu, som ere skudte istykker og Fjenden derfor ikke har kunnet faae afsted; det er nok dem, man vil prøve at tage; men man formener dog, at det vil lykkes Fjenden at saae dem bort. — Jeg antager, at mine Beretninger ere lidt forvirrede; men jeg maa ogsaa hasde for at blive færdig til Postens Asgang. Jeg vil derfor endnu blot tilføie kortelig mine Anskuelser angaaende Tingenes Stilling. De 2 Skibes Tab var høist ærgerlig; men ikke uoprettelig, vor Forsvarsstyrke er derfor ikke svagere. At vi maatte tilbage her til Als, blev strengt dadlet af de fleste Officerer og jeg nægter ikke, at det ogsaa var mig en tung Marsch paa Paaskemorgen; men det er vanskeligt at udtale en Dom herom, naar man ikke kan overskue alle Forhold, og det kan vist næsten Ingen af hele Publicum. Havde vi først Krig med hele Tybskland, var det naturligt, at vi en Tid lang maae vige for Overmagten, og det er altsaa Noget man maatte være forberedt paa. Derfor friskt Mod; ikke forsage. Ovenpaa de trange Dage komme vel ogsaa de lette, næst Guds Hjælp.

7