Lundby, S. BREV FRA: Lundby, S. (1849-04-26)

Premierlieutenant S. Lundby til sin Moder.
Frederits 26 April 1849.

Kjærmoder!

Jeg er her i denne sorstyrrede Fæstning, hvis Volde og Omegn bærer tilfulde det alvorsfulde militairiske Anstrøg as Fæstning i Beleiringstilstand. Her indenfor Boldene bevæge sig ntællelige Skarer as Militaire as alle Vaabenarter i travl Virksomhed, medens alle Boligerne ere tomme og sorladte, thi Indbyggerne ere flygtede. — Jeg var med den 23de ved Kolding. 4de Brigade bannede Centrum og stormede Byen, efter at der først vord for Byen fandt en meget hidsig Geværfægtning Sted, ved hvilken Leilighed min Hest fik en Kugle, som netop passerede forbi mit Knæ og berørte mine Beenklæder. Det arme Dyr haader jeg dog at kunde bestige om 14 Dage. Jeg besteeg ens. 109anden Hest. Bore Blækere stormede Byen, hvorved en Mængde faldt, iblandt andre Julius Meincke m. fl. Han udaandede Dagen efter. Derpaa rykkede den egentlige Stormcolonne frem, men næppe kommen ud as en Huulvei aabnedes en voldsom Ild as 6 Kanoner lige paa Colonnen, Folkene foer ind under Bakken. Da reed jeg frem, vrælte til dem, at de Hallunker ikke kunde træffe, og Himlen gjorde mine Ord til Sandhed, thi i samme Nu slog en 24-pundig Granat ned mellem de 4 Been as min Hest, indhyllede os begge med Jord og Støv idet den sprang, min Hest segnede. Det er for tidligt, raabte jeg, rev Hesten op, den og jeg vare ubeskadigede, Folkene loe, jeg takkede Himlen, og ved den gamle Generals Side droge vi ind i Byen med Følelser, som ingen Pen kan beskrive. Indbyggerne kunde ikke tale, de vare maalløse over den Lykke at see deres egne Troppers Kamp og Seier over de forhabde Slesvig-Holstenere, ja man græd as Glæde, strakte Hænderne frem, som for at meddele den store Lykke, saaledes Rige og Fattige, Høie og Lave. Det var det skjønneste, det stolteste Øieblik, jeg endnu har oplevet, og — ¾ Time efter — hvilken Elendighed, hvilken Nedslaaenhed, en Steen maatte røres ved hvab jeg da oplevede. Fjenden anrettede en morderisk Ild mod Byen, Muur- og Tagstene fløi omkaps med Stumper as sprængte Granater og 12-pundige Kanonkugler, Byen blev skudt i Brand, Heden og nedstyrtende Stykker Muurværk tvang os til at rømme den; Indbyggernde ilede iflæng med vore Folk, Rige og Fattige, Høie og Lave, bærende paa deres Arme Alt, hvad de kunde frelse, som oftest spæde Børn, gjennem Kugleregnen. — Moder! denne Forvandling var grusom, jeg ønskede hvert Nu en Kugle, glemte Dig og Alle, blot ønskende at rives bort fra en saa rædsom Elendighed. Dog! Tjenesten forjog bisse bittre Følelser eller rettere afledte noget bisse sørgelige Betragtninger. Vi trak os noget tilbage — forladende den brændende By. — Den 24de rykkede vi ind i Frederits, havende udenfor Brigaden Schleppegrell til Forpost. I mange, ja jeg troer i 6 Døgn, næppe tilsammen at have sovet 6 Timer! Anstrengelserne ere store, Lønnen kun ringe, dog endnu svigter ikke Haabet om Hjælp fors. 110det dyrebare Fødeland. Den 25de rykkede Fjenden imod Frederits inbtil 3/4 Miil fra Byen. Rygdet talte om, at de faae tilbageblevne Indbyggere i Kolding bleve mishandlede, der skulde derfor i saa Henseende afgaae en Skrivelse til den høistcommanderende tydske Officeer i Kolding. Jeg beordredes at overbringe den til de fjenbtlige Forposter, som man formodede tæt herved. Jeg afgik da fra Armeen som Parlamentair, men benyttede Leiligheden, afsøgte Terrainet paa kryds og tværs, og naaede først mod Aften de fjendtlige Forposder ¼ Miil paa denne Side Kolding, saalangt havde Fjenden trukket sig tilbage. De gjorde Anstalter til at styde paa mig, jeg lod Trompeteren blæse, vrælte: For Satan, Parlamentair! og sprængte ind paa dem; dette virkede, saa de skuldrede skarpt for mig. Jeg forlangde at tale med en Officeer, gruede for at træffe en Cadetcammerat som Fjende, men fandt en Hauptmann Wrangel i slesvigholsteensk Tjeneste; jeg udførte mit Ærinde, hvorpaa han yttrede, at den 23de var en „heisser Tag", hvorpaa jeg suarede, jeg haabede een af de første Dage at træffe ham paa en endnu langt „heissere Tag". Han gloede, var iøvrigt meget net og beleven. Jeg reed hjem og glædede Generalerne Bulow og Moltke med en detailleret Beretning over den Afsøgning, jeg ved samme Leilighed havde foretaget. Brigaden har lidt endeel, dog langt mindre end man turde vente. — Nu til Beslut min inderligste, kjærligste og sønligste Hilsen og Tak til min Kjærmoder for hendes sidste velsignede Brev med Oncle B—s herlige Ord. Tidligere modtog jeg rigtig det andet af Moder omtalde Brev. — I velsignede herlige Mennesker paa Søbysøgaard! her min kjærligste Tak for det sidste Besøg og venligsdt Hilsen.

Eders hengivne
Sigvard.

Senere Beretninger trøste med, at fun 8 a 9 Gaarde ere brændte i Kolding og Indbyggerne bedre behandlede end de overdrevne Rygder sagde. — Gud i Himlen være med os Alle!