Danmarks Breve

BREV TIL: Thomas FRA: P. E. Lorentsen (1849-05-02)

P. E. Lorensen til en Ven *) .
3die Jægercorps.
Fredericia2 Mai 1849.

Min kjære Thomas!

Nu har jeg da atter faael Mælet paa Gang og forglemt Rædselsscenerne fra den 23de forleden. Du, og maaskee mange Andre, kunne maaskee ønske at høre noget nærmere om denne blodige Dag, og jeg er saa meget mere tilbøielig til at omtale denne Affaire lidt nærmere, som jeg erfarer, at Rygdet siger, at Corpset, ved hvilket jeg tjener, ikke skulde have gjort sin Pligt ved denne Leilighed. Del er muligt, at det ikke for en Uindviet vil være letteligt at sætte sig ind i Forholdene og see Sagerne fra deres rette Standpunkt, imidlertid vil jeg gjøre mig Umage for at forklare Sammenhænget saa tydelig som muligt, og givende i Korthed et Overblik over hele vor Stilling, kan jeg som underordnet Officier kun detaillere det Compagnies Bevægelser, som jeg har med at gjøre, da i slige Tilfælde ethvert Compagnie agerer selvstændigt. General Schleppegrells Brigade ankom imellem 8 og 9 Formiddag til Pedersgaard, ¼ Miil østlig for Kolding, 3die Jægercorps dannede som sædvanlig Avantgarden og et Compagnie af samme Fortroppen med Blænkerkjæde. Imidlertid var Moltkes Brigade gaaet mere vordlig og Brigaden Rye endelig vestlig om for at tage Fjenden i Flanken og bemægtige sig de fydligt for Byen beliggende Høider, som dominerer Byen aldeles og uden hvis Besiddelse Byen ikke kunde nytde os noget. Allerede tidligt paa Morgenen havde vi hørt, at Rye og Moltke havde engageret Fjenden, og vor Brigades Hensigt skulde kun være et Skinangreb. Bed ovennævnte Pedersgaard blev 3die Compagni af 3die Jægercorps beordret til s. 116 at formers Pelotonscolonne og avancerede saaledes som Reserve for 1ste Compagnies udkastede Blænkerkjæde. Omtrent en 700 Skridt fra Byen paa den Vei, som sører fra Kolding til Snoghøi, havde Fjenden opkastet en Barricade, bag hvilken et Peloton as 3die Compagnie blev kasdet ud. Her begyndde Fjendens Ild at virke og med Held for dem. Der avanceredes, og endnu et Peloton blev kastet udenfor Barricaden, og dette søgte Dækning paa Skraaningen af Veien ned imod Fjorden. Her fyredes nu bestandigt, dog uden synderlig Virkning, saasom Fjenden bag sine Forskandsninger skod ulige bedre dækkede. Saaledes stode Sagerne, da ganske uventet for os en Deling Husarer faaer Ordre til at rykke frem. Jeg selv stod ved Barricaden paa Veien og saae spørgende paa den Commanderende, som beordrede mig at lade gjøre Plads for Cavalleriet og rydde Barricaderne til Siden. Detde skeete. Man horde Commandoen (Lieutenant Castenskjold) Trav, Galop, Attaquer! og afsted fore de ad Veien mod Skandsen. Jægerne, som med Kogekjedler og øvrige Bepakning ikke kunde følge de Fiirføddede i Hurtighed, bleve naturlig langt tilbage, endskjøndt de fulgde efter Kræfter fra vort Compagnie. I mindre end et Minut havde Husarerne naaet Skandsen, og — nedskudde eller styrtede paa 5 nær, som med anskudte Hesde besværligt flygtede tilbage. Nu kastede Jægerne dem bag Hegn eller lignende for at søge Dækning mod en heftig Kugleregn. Her bleve de fleste af vort Compagnie saarede, da vi havde en meget daarlig Dækning langs Veien og kunde tildeels enfileres af Fjenden. Paa detde farlige Punkt vare alle Officierernes Nærvæelse nødvendig for at holde Mandskabet til Pligt; og om der siden, da Fjendens Skandser forlodes ved vor raske Fremrykning, have været enkelte Efternølere og Feige, som bleve tilbage, kan være muligt, Officiererne have ingen Skyld, det er vitterligt. Det fremlyser heraf, skulde jeg mene, at Skylden ligger i det uventede, besynderligt raske Indhug af Cavalleriet eller rettere sagt af Befalingen dertil (under uns gesagt.)

8*

Jægerne rykkede nu rask ind i Byen, og tredie Compagnie, som havde den ydersde venstre Flanke, trak sig over Møllen ved s. 117 Toldboden over Engen til den sydostlige Deel af Byen under en rasende Kanonild fra de før omtalte sydlige Hølder, som endnu vare i Fjendens Bold og som for Artilleriet have en udmærket Beliggenhed. Jeg var paa denne Vei behjælpelig at stryge det tybske Flag, som vaiede ved Toldboden. Nu begyndde Bombardementet, 24-pund. Granader og 12-pund. Kugler. Det var en Rædsel at see og høre de jamrende Mødre og skrigende Børn, som intetsteds kunde sinde Beskyttelse, da de fleste Huse ikke kunde modstaae Kuglerne og Granaterne, som sloge fra Taget lige ved i Kjælderen. Fruentimmerne flokkede sig. om os for at høre Raad og Trøst og følde dem ligesom rolige i vor Nærværelse, skjøndt vi vidste intet fornuftigt Raad. Imidlertid havde Fjenden for største Delen taget Flugten og endeel gjordes til Fanger. Byen brændte nu paa 5 til 6 Steder og sornemlig beskødes Slotsstaldbygningen, dog uden at den som i Brand. Klokken omtrent 4 sik vi Ordre til at trække os tilbage, og 3die Compagni retirerede samme Vei ud, som den var kommen ind, men vel i spredt Orden, som meget let kan forsvares under den hestigsde Kanonild over en aaben Eng, hvor Kanonkuglerne for min Part susede mig et Par Alen til Siden hvert Øieblik. To as Compagniets Officierer bleve saarede ved denne Leilighed, og min Capitain, som selv er bekjendt for en uforsagt Fyr, par t min Nærværelse yttret sin Tilfrebshed over 3die Compagnies Officierpersonale i det Hele. Om Aftenen marscherede vi til Borup 1½ Mill fra Kolding og Klokken 3 næste Morgen udmattede og ildestemde om Koldingernes sørgelige Skjæbne tilbage hertil. Saaledes hænger Sagerne sammen og det er at ønske, at bette blev saa publikt som muligt for at holde Corpsets gode Rygde vedlige. Da det imidlertid Dagen efter Kolding-Affairen strengelig blev forbudt at omtale eller beskrive endsige dadle Besalinger eller Bevægelser, som udføres ved Armeen — (mon man da par kørt en daarlig Commando?), saa skal jeg nok holde min Næse berfra; men dersom en anden god Ven skulde ville paatage sig at indrykke et lille Stykke derom i Fædrelandet eller andet lignende Blad, saa var der s. 118 ingen Officier i 3die Jægercorps, der havde noget derimod. - Men det vil maaskee komme.

Jeg ligger nu her i Fredericia paa 3die Dag og har nu ubhvilet mig efter svære Strabadser, overstandne Farer og mange andre ubehagelige Følelser og Skrupler over Danmarks Skjæbne. Ieg er hidtil lykkelig og vet undsluppen, Gud veeb, bvorlænge det varer, dog er jeg ved godt Mod……..

Din hengivne
P. E. Lorensen.