Petersen, Hans BREV FRA: Petersen, Hans (1849-06-05)

Hans Petersen Haarløv til sin Familie.
2det Jægercorps. Næstved-Egnen.
Augustenborg 5 Juni 1849 — paa Øem Als.

Kjære Morbroder og Familie!

Eders Brev af 28de Mai d. A. har jeg modtaget. — Det glæder mig meget at høre, at I er alle ved en gob Helsen, hvilket jeg og med Glæde kan tilmelde Eder, da jeg nu ganske godt kan gaae, hvilket er en stor Glæde for mig, thi fra den 7de Mai til den 29de Mai kunde jeg hverken gaae eller staae, men maatte ligge stille i Sengen for bestandig. Det var jo en lang kjedelig Tid for mig, men Taalmodighed overvinder Alting, især da jeg kom til at ligge paa Augustenborgs Slot ved Siden af min gamle Kammerat Askeskovhuus, som var min Bagmand den 3die April, indtil Kanonkuglen tog hans venstre Been bort. han laae og var godt fornøiet med Skjæbnen, da det ei kunde hjælpe at lade Sorgen komme os for nær; vi morede os godt med at tale om det gamle Passiar lidt imellem og Morskabsfortællinger. Den derlingske Tidende faaer vi hver Dag at læse; vel sandt, Aviserne sører kun sørgelige Tidender for det meste,s. 131og man skulde ei heller glæde sig over sine Fjenders Ulykke, men dette er ikke Tilfældet, naar vi hører de skrækkelige Uroligheder, som hersker i Tydskland, da glæder det os, for de kunde lade være at plage det lille Danmark, da de har stort Brug for deres Tropper hjemme, og hvad lider ikke Tydskland ved denne Krig, det er vist mere end man skulde troe.... Her paa Als er det ganske fredelig for Tydskerne, nu hører man aldrig noget til at de vil storme Als og lægge deres Pontonbro i Sundet; De probeerte jo rigtignok lidt den 17de Mai ved at sende os nogle Bomber og Kugler, men de fik vist 10 Gange saa mange igjen, saa Als blev dem ikke Svar skyldig; og det tydske Militær vilde sket ikke frem og vise sig. De har formodenlig havt den 13de April i Erindring. Jeg kunde herlig ligge i min Seng paa Lazarethet i Sønderborg og overskue hele Terræuet og see de fjendtlige Batterier, men Soldaterne kom ikke frem og vores Forpostkjæde blev staaende urokkelig, da Ingen fornærmede dem; vi troede det skulde blevet værre siden, de vovede det ikke... Nu har jeg faaet Tilladelse af Professor Stein at gaae lidt ud i Haven, men jeg sparer nok ikke, thi det er en stor Fornøielse at gaae og betragte alle Hertugens Herligheder, det er usigelig smukt allevegne, i Værelserne paa Slottet og Palæen, kort sagt alle Steder i Haven og den tilgrændsende lille Skov ved Fjorden; tillige er her en stor Avlsgaarb. Nu Intel videre, I være hilset mange Gange fra mig, jeg beder Eder hilse min kjære Kone, og min Moder, Slægt og Venner, jeg sender Eder min venskabeligste Hilsen.

Hans Petersen.

9*