Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Lars Hansen (1849-06-07)

Lars Hansen til Provst Monrad i
Marvede
.
Undercorporal ved 3die Bataillon. Næstved-Egnen
Byllerup7 Juni 1849.

Kjære Hrr. Provst Monrad!

………. Jeg beder Dem at undstylde, at det varede saa længe, førend jeg besvarede deres Brev; thi jeg haver saa ringe Tid til at skrive. Jeg vil nu lade Dem vide, at vi er kommet her til Fyen igjen ester at have været i Fredericia i 7 Dage; vi s. 135 kom hertil igaar Morges og skal reise herfra igjen Løverdag Aften. Der er næsten ikke til at være i Fredericia, da Tydskerne vedbliver at kaste Bomber; i Mandags kastede de allene 450 Bomber ind i Byen, saa der er næsten ikke et Sted, hvor man kan staae i Fred for dem. Jeg var tillige med mange flere til Herrens Bord i Søndags; men vi var næppe kommet i Kirke, førend de begyndte at kaste Bomber ind i Byen, og der faldt over en halv Snees paa Kirkegaarden uden at skade Kirken, den svære Kirke rystede saa Vinduerne klirrede. Det var et farligt Syn, kan De troe, at see Feltpræst Boisen at staae for Alteret og tale krastigt til den forsamlede Mængde og tilsige os vores Synders Forladelse og nedbede Herrens Velsignelse over os, førend vi kastede os i Kampen. Jeg gik derfor glad i Sindet og styrket paa Sjælen ud paa min Vagt igjen, thi vores Compagni var paa Vagt, hvor vi blev til Kl. 8 om Aftenen, da vi saa blev løst af for at hvile os første Gang ester 3 Døgns Vagt og Arbeide; men Kl. 10 kom der Bud, at vi skulde stille paa Allarmpladsen saa hurtig som muligt. Vi kom snart i Tøiet og ud paa Gaden søvndrukne som vi vare, men saa kunde vi høre, at de havde begyndt at fyre med Geværene ude i Forpostkjæden. Vort Compagni og 2 Compagnier af 5te Bataillou marserede derpaa strax op til Volden og kom ned igjen-nem Løngangen, og ligesaa snart vi kom saa langt ud, at vi kunde komme til, formerede vi Kjæde og lød Storm; thi de havde allerede kastet vores Kjæde et Stykke tilbage førend vi kom ud. Men det varede ikke længe, førend de kom brasende frem igjen med fordoblet Styrke og kastede os et Stykke tilbage igjen. Men der blev snart blæst Holdt, og saa avanserede vi snart frem igjen under stærk Ilb fra begge Sider; men saa blev der blæst Storm igjen, og frem gik det med skingrende Hurra og rask Stormløb, og Tyskerne maatte pænt vende Snuden den anden Vei, men gid de skee en Ulykke, vi kunde ikke naae Grøften, thi deres Ilb blev saa voldsom; men det narede ikke længe, førenb de begyndte at raabe forværts igjen, og saa kom de brasende frem, og kastede os tilbage igjen. Nu begyndte hun at knibe for os; men vi sagde, det var nok daarligt, dersom I tyske Røvere ikke skulde s. 136 faae en frivillig Løbetour endnu. Ester at vi havde pustet lidt, blev der blæst Storm igjen, og saa stormede vi from 3die Gang, men de vilde ikke gjerne fra Grøsten; dog hjalp det dem ikke, thi med Et var de Danske i Grøsten; men det kan nok være, at de saa fik Smør, saa længe vi kunde naae dem, Hvormange der faldt den Nat paa vor Side, kan jeg ikke sige; men jeg troer nok, der faldt ikke saa faae; vi fik 3 Saarede ved vores Compagni, jeg havde en i min Sexion, som fik en Kugle gjennem den ene Arm og en i det ene Laar; den anden fik en Kugle gjennem Haandledet, og den 3die blev let saaret i det ene Knæ; der var en Jægerløitenant, som kommanderede den Fløi, der stødte til vor Kjæde, som fik en Kugle i Maven og døde strax. Nu maa jeg slutte mit Brev, da jeg ikke har Tid at skrive mere, Gud allene veed om jeg staaer denne Tour igjennem, thi det seer noget broget ud, men jeg vil overgive min Sag i Herrens Haand; er det saa hans Villie, saa er hans Arm staerk nok til at redde mig. De med Familie være hilset paa det Hjerteligste fra mig, jeg beder at hilse mine Forældre fra mig.

Ærbødigst
Lars Hansen.