Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Frederik Knudsen (1849-06-13)

Frederik Knudsen til sin Kone.
1ste Reserve-Jægereorps. Sorø-Egnen.
Roersløv13 Juni 1849.

Kjære Kone!

….. Jeg er indqvarteret i en Bondeby paa Fyen, som hedder Roslev, ikke langt fra vores forrige Qvarteer. Den Tid vi er her, lever vi heel lykkelig, dog Sorgen for Hjemmet maa vi alligevel bære, men her har vi godt Nattelosie og god Kost, og har ikke nødig at frygte for Fjendens Kugler, og det er en stor Fornøielse at see, hvor Sæd og Græs fryder sig paa Marken, og Fynboerne ere tillige meget venskabelige Mennesker at leve iblandt, de har deri et stort Fortrin for alle Danrnarks Beboere; de faae Dage, vi lever her, svinder for os som en behagelig Drøm; men ligesaa mange Fornøielser vi har i Fyen, saa mange Besværligheder har vi i Frebericia, thi der kommer vi aldrig under Tag, og kan ikke faae Andet at spise og drikke, end hvad vi har has os, og Fjendens Bomber og Kugler gaaer os over Hovedet til enhver Tid, men vi har stor Aarsag til at takke den atmægtige Gud, thi det er dog ikkun faae der er salden ester de mange Kugler, der er sat ester os. Det strenge Tordenveir, Du skriver om, erfarede vi ogsaa ved Fredericia; s. 146 men det var ikke just over os der, og vi lagde heller ikke saa grandt Mærke dertil, fordi saavel vores som Fjendens Kanoner tordnede endnu mere heftig end den naturlige Torden; og om Eftermiddagen kom vi pan Forpost; vi stod da midt imellem vores og Fjendens Kanoner. Det er sjælden der er saa stærk en Kanonade, som der var den Dag, det skal nok være den hannoveranske Konges Fødselsdag, derfor var Tydskerne saa lystige. Den samme Dato forrige Aar blev den holdt ved Sundeveb. Det Rygte, der fortiden taler saameget om Hjælp fra Rusland, er aldeles ikke nyt hos os; men jeg antager da ogsaa, at det maa have noget at betyde, skjøndt vi fynes det gaaer temmelig langsomt med Hjælpen; men formodentlig er det de større Magters Hensigt hellere at udvikle Fred paa en lempeligere Maade, hvis det kunde skee, og det var naturligviis det Bedste for os alle. Forresten er det ikke godt at dømme noget i den Ting, thi dertil ere vi for kortsynede, vi gjør der-for bedst i at haabe paa Guds Hjælp, thi Menneskene kan nok raadslaae, men Herren er den kom raader; jeg har rigtignok bestandig Haab om at der skulle snart blive Fred, men man er jo i Almindelighed tilbøielig til at haabe det man ønsker, men kunde jeg opleve den Dag, endnu engang at samles med Eder i Fred og Ro, som jeg har saa kjær, da vilde det virkelig blive os en byrebar Stund, men er det Guds Villie, at vi ikke mere skal dele Sorg eller Glæde med hverandre i denne fynbe-fulde Verden, saa hjælp os Gud! at vi maae samles i et bedre Hjem paa hiin Side Graven hos Gud! vor Fader! Nu beder jeg Dig at hilse dine Forældre og Søskende og alle gode Venner, og Du og vores kjære Børn vær evig kjærlig hilset af mig din hengivne og til Døden tro Ægtesælle

10

Frederik Kundsen.