Hansen, Rasmus BREV FRA: Hansen, Rasmus (1849-06-27)

Rasmus Hansen Veilebye til en Ven.
1ste Reserve-Jægercorps. Laaland.
Aaby paa Fyen 27 Juni 1849.

Kjære Ven!

…… Jeg er nu ved en god Helbred igjen, som er det nøb-vendigste, hvor man saa i Verden er. Jeg laae paa Odense Lasareth, hvor jeg blev forpleiet med al mulig Omsorg, og naar jeg paa mine Spasereture mødte en eller anden Borger, lyttede de med stor Opmærksomhed til min Tale, og opmuntrede mig til uforsagt atter at træde i Kampen. Provsten i Byen besøgte daglig alle Lasarether, trøstede enhver med Skristens trøstefulde Ord og endte med Bøn for os, Kongen og vort byrebare Fædreneland. Og hvor kan man andet end takke den algode Gud, som saa faderlig har holdt sin beskjærmende Haand over os endnu hidindtil, og anraabe ham med Bøn om Kraft og Mod til vor sidste Stund, og er det hans Villie, at jeg skulde blive paa Valpladsen, at han da vil forunde min Sjæl en Plads i sines. 154evige Boliger. Hvad Fredericias Bombardement angaaer, da er det Dig vel nok bekjendt, skjøndt det er dog ei saa galt som Rygtet har gaaet, men Tyskerne nærmer dem næsten daglig nærmere Volden med deres Batterier. Engang imellem naar at de fynes fra Volden, at de er alt for dristige, sløiser vores jo de nærmeste for at give dem lidt at arbeide paa igjen. Vi venter med Længsel, at de vilde prøve en rigtig Storm, for vi haaber med Guds Hjælp at de skulde blive moret saaledes, at de ikke skulde komme igjen næste Dag. Saavidt vi veed har de nu kun en Morterer tilbage, men den staaer de med omtrent 1000 Alen fra Volden, og kan derfor bestryge hele Byen og Skibsbroen. Vores Capitain bad Commandanten om Tilladelse til med vort Compagnie at gaae ud en Nat og fornagle den, men han maatte ikke faae mere end 100 Mand med sig, hvilket han syntes var for liden en Styrke til fligt et Vovestykke, hvorfor at det blev opgivet. .... Du formoder, kjære Ven, at jeg skulde være i Trang for Et eller Andet, hvorfor jeg takker Dig paa det Kjærligste for dit Tilbud; men endnu har jeg hvad min egen Person angaaer flaaet mig nogenlunde igjennem. Vel kan det skee, at min Pung er tysksindet et Par Dage imellem; men hvordan det egentlig gaaer hjemme, veed jeg ei, da Trine aldrig for mig rigtig vil ud med Sproget; men det er vel for ei at mit Mod derveb skulde synke. Hum skriver rigtignok, at hun har endnu ingen Nød, og det er ogsaa en stor Trøst baade for mig og hende, at hendes Moder er saa nær ved …. Lev vel, mit Ønske er, vi snart kunde samles igjen.

Rasmus Hansen Veilebye.