Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Jørgen Jensen (1849-07-07)

Jørgen Jensen Kyndby til en Ven.
1ste Espingol-Batteri. Nordsjælland.
Fredericia7 Juli 1849.

Min eneste tro Ven!

Dit Brev modtog jeg netop ester en Kampdag, hvis Lige vi tilforn aldrig har kjendt, og jeg modtog det med fornyet Vished om dit Venskab. Jeg har altid tænkt iaar, hvad kan mine simple Breve intressere min Ven, da jeg aldrig kan fortælle noget Stort, og aldrig Andet end han har hørt før; nu har jeg noget Stort at kunne strive om, men vil kun omtale det paa det Simpleste og henvise Dig til Avisen for at faae fuldstændig Efterretning om den Affære, vi havde igaar, som Udfaldet skete fra Fredericia den 6te Juli 1848. Min Ven, alt i 3 Dage havde vi anet hvad der forestod os, og vi tænkte derpaa med Glæde, fordi Faren i Fæstningen blev jo længere s. 157 jo større, men vi tænkte ogsaa paa den vældige Overmagt. Imidlertid kom det afgjørende Øieblik, og Kl. 1 igaar Nat gik vi ud igjennem Fæstningens Porte, og vi maae sige: Gud var med os. Kl. 5 var Fjenden fuldkommen slaaet tilbage fra de Skandser i høire Flanke eller Nord for Byen, hvor jeg var med, derimod var det sildigere paa andre Steder. Vi vedblev Forfølgelsen henved 1½ Miil, og da det var mørkt, trak vi os ind i Fæstningen igjen. Vi har endnu ikke nogen Tid havt det saa heedt, men Gud skee Lov! vi har ogsaa vunden en herlig Seier. Gid Danmark kun kunde faae den fortjente Løn, som dets tappre Sønner igaar tilkæmpede sig! Gid det ret maatte kjendes at: vi enten vil døe eller seire. Ven, jeg klagede sidst jeg skrev, at Modet var tabt hos de danske Soldater, men enten har jeg seilet, eller det Gud skee Tak er vækket igjen. Sjaellænderne ere de, som jeg har den allerstørste Tiltro til, dog, de kan Intel udrette uden Guds Villie. Soldaterne fortjenersig nok Ære for deres Mod; men hvad fortjener da Han, som giver os det? Jeg forsikkrer Dig ved alt hvad der er helligt, at der findes ikke den ringeste Frygt eller Angst hos mig i den farligste Kugleregn, kun ængstes og frygter jeg, naar vi skal slaaes tilbage.

Jørgen Jensen Kyndby.