Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Johan Mortensen (1849-07-12)

Johan Mortensen til en Ven.
2det Jægercorps. Ringsted-Egnen.
Fredericia12 Juli 1849.

Kjære gamle Ven!

. ... Da Du rimeligviis har hørt om det store Spektakkel vi har holdt med de slesvigholsteenske Meenedere herovre ved Fæstningen, saa maa jeg jo ogsaa lade Dig vide, at det dog ikke har kostet mig Livet, men at det er mig forundt at leve og glæde mig over vores fuldstændige Seier over Skurkene, tillige følger her en eenfoldig Fortændige om Slaget. — 2det Jægercorps, 1ste og 2den lette Batallion aabnede Ballet, da vi vare tildeelt den Ære at være Avantgarden. Klokken 1 om Natten mellern den 5te og 6te Juli rykkede vi ud, og næppe kommen udenfor, begyndte strax en meget hidsig Geværild imellem vores og Tydskernes Kjæde, hvilken sidste dog blev trængt tilbage med Raskhed. Vi kom nu nærmere til deres saste Blokyuse, hvorfra de stode dækked for vores Kugler og kunde skyde os ned for Fode; den ene brave Cammerat styrtede ogsaa død om ved vores Side Ester den anden, thi Du kan troe, Kuglerne sang slemme Morgensalmer, men jo værre det blev jo mere opbragte bleve vi ved at see vore ftakkels Lodsmænd bløde, og med dundrende Hurra gik vi løs paa det første Blokhuus, Klattrede op ad Voldene og med Bajonetten truede vi Besætningen til s. 169 at overgive sig. Her gjorde vi nogle og halvfemsindstyve Fanger og en 168pundig Morteer, men kom ogsaa nu imellem en 3dobbelt Ild fra deres Kjæde, deres andet Blokhuus og Granat-Ild fra deres Batterier længere ude. Der var altsaa ikke lang Tid til Betænkning, men frern maatte og frem vilde vi, altsaa gik vi bogstavelig i en Kugleregn, (som man jo let kan komme til Skade ved,) lige imod Fjenden, og det varede heller ikke ret længe, inden vi naaede deres andet Blokhuus, men nu trængte der flere Kolonner tydske Tropper imod os og vi maatte, hvor ugjerne det skeete, retirere et godt Stykke tilbage; men nu fik vi ogsaa Forstærkning, og saa var Tydskernes Glæde fordi. Det gik nu med Hurra mod Blokhuse, Forskandsninger, Batterier og Geværkugler, lige til de gode Tydskere fik en faa-dan Forskrækkelse i Livet, at de, ikke retirerede, men formelig skammelig flygtede fra Alt hvad de havde. Vi bleve nu blæst sammen, det vil sige vores Corps, og gik tilbage til Fæstningen for at udhvile os en Timestid; derpaa trak vi ud igjen og kom en Miils Vei ud i Landet, men faae ingen Fjende, og har heller ikke seet ham siden. Vi gjorde ganske godt Bylte, nemlig henveb et Par Tusinde Fanger, imellem 30 og 40 Kanoner og Morterer, flere Tusinde Geværer, henved et halvt Hundrede Bagageog Ammunitions-Vogne, alt deres Krudt og Kugler til Skytset, 60 Heste, foruden en stor Mængde Brænde, Furage og Skandse-Apparater, hvilket vi endnu ikke ere færdige med at bringe herind i Fæstningen. Fjenden er nu fordrevet fra Fæstningen, deres Skyts er for en stor Deel vendt mod dem selv, og de maae i lang Tid selv lægge Krudt og Kugler til; deres Batterier ere fløifede, og jeg haaber saaledes, at vi have viist de oprørske og storsnudede Slesvigholstenere, at danske Drenge ikke alletider ere gode at plukke Kirsebær med, da de ellers let faae Stenene i Øinene. — Du kan ellers troe, kjære Ven, at man ester en saadan Dag som den 6te Juli først veed at skatte Livet og ogsaa at fætte Priis paa sine egne Kræfter; det er som man lever op paany, naar man har seet en saadan Død og Ødelæggelse i Øinene, thi dette er vistnok det blodigste Slag, der endnu er holdt i denne Krig. — Vores Tab er s. 170 meget stort, vel omtrent 800 til 1000 Døde og Saarede; der- iblandt har jeg adskillige gode Venner, En, der gjorde Prøve som Skarpskytte tilligemed mig, faldt ved min Side; vi stode og talede sammen, medens vi ladte vores Risler, han havde udseet sig en Tydsker bag et Gjerde, som skulde sendes til den anden Verden, da der kom en Kugle og knuste hans Hoveb. Farvel og lev vel vare hans sidste Ord til mig, hvorpaa han strax døde. Jeg saae nu ester den Skurk, der havde skudt ham, og sendte ham en saadan Tak for sidst, at han ikke skyder flere danske Gutter; om forresten jeg skjød ham eller han er truffen af en anden Kugle fra vores Kjæde, veed jeg ikke, men G…. blev hævnet. — Kjender Du en Mdm. K …… I N …….. hun har en Søn, der ogsaa er Skarpskytte; han blev saaret I Hovedet, men lever dog endnu, og jeg haaber ikke Saaret er meget farligt, da det er en rask Gut …… Og nu til Slutning lev vel, og er det Guds Villie at jeg ikke mere skal see alle mine Venner, da tænk engang imellem paa din hengivne Ven

Joh. Mortensen.