Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: I.C. Madsen (1849-07-17)

I. C. Madsen til sin Familie.
Røile17 Juli 1849.

Kjære og dyrebare Broder, Svigerinde og Søster!

. . . . Kjæreste Søskende og Venner, jeg kan troe, at I nu længes ester Brev fra mig, da I veed, at der har været Slag ved Fredericia, og I vel veed, at den flyvende Brigade var med der. Ja kjære Søstende, det gjør mig ondt for Eder, at I ei har havt dette Brev før, da jeg kjender Eders Længsel, men kjæreste Venner, jeg takker den Almægtige tusinde Gange, at jeg dog kan strive Eder til nu, for før har jeg havt Forfald, og Gud hjælpe os, der er saa mange, som det har havt og evindelig faaer. — Ja Kjære, tak den store Gud, Han har endnu sparet Eders Broders Liv og Lemmer; hvorvel jeg er saaret, saa kan jeg ei fuldtakke Ham som jeg det bør, thi der var ei Udsigt til at Nogen skulde kommet levende derfra. Ja, kjære Venner, Fred med deres Støv, saa er jeg dog bedre faren end som de Stakler, der bliver Krøblinger deres Levetid. — Kjære Søskende og Venner, I veed, at vi har havt mange slemme Tørner i Jylland, men her fik vi den endnu værre. Vi marserede over Mols og til Helgenæs, og derfra blev vi seilet til Bogense paa Fyen, og det var da vores Mening, at vi skulde dertil for at have det lidt bedre og hvile os lidt ud, men vi maatte strax marsere igjennem Fyen og til Strid. Da vi dertil var kommet, blev vi opstillet og vores brave General Rye talte da disse Ord: „Kjære Venner, I vide, at Tydskerne have hærget og plyndret i Jylland i saa lang en Tid, men dog er Fredericia til at be-klage, og det er allene Oprørerne selv, som har beleiret Staden. Vi er nu kommet hertil for at tugte disse; ja, kjære Venner, jeg kan ei takke Eder nok for, den Udholdenhed og det Mod I haver viist i den Tid, den algode Gud har betroet mtg at være Eders Anfører, og nu beder jeg Eder, at I her vil vise, at I har Mod i Eders Bryst og Kraft i Eders danske Arme. Inat s. 174 Kl. 12 vil vi bryde ud mod deres Forskandsninger. Nu beder jeg Eder, at I er saa stille og tause som en Muus, og Ingen løsner et Skud, for det hjælper ei, da de have forskandset sig med Blokhuse og Løbegraver, saa at vore Skud vil være uvirk-somme; men vi marsere frem mod deres Forpostkjæde i sluttede Kolonner, og naar disse da ei kan holde sig, saa styrter vi med fældet Gevær mod deres Skandser, de skal og maae ud, dertil give Gud os Styrke og Mod i Jesu Navn."

Kjære Venner I kan troe, at disse Ord fik Haaret til at reise sig paa hver Mands Hoved. Nu bleve vi da satte over fra Strid til Fredericia, og der fik vi da en Forsmag, thi da de Tydste saae at vi kom i Land, kastede de Bomber ind ester os, og der faldt een i vores Kolonne, som sprang i det Samme og Stykker og Stumper røg os om Ørene, en Mand mistede begge sine Hænder og en mistebe sit ene Been. I kan troe, kjære Søskende, at det var en slem Forsmag, det standsede næsten Blodet i Aarerne paa hver Mand.

Nu kom vi da ind i Byen, hvor jeg traf flere Bekjendte; jeg traf der Niels Andersen og flere Skolekammerater. Da nu Kl. var 12 om Natten, blev vi samlet og marserede da ud af Portene paa flere Steder. Et Jægercorps og 6te og 7de Batallion vare paa høire Fløi og var bestemt til at storme det første Blokhuns. Det var og er let at sige, men ei at gjøre; thi Fjenden ventede os i god Orden der, og da vi kom ud af Fæstningen, skød deres Forposter alle paa en Gang og løb da til Blokhuset og Løbegravene. Da løb hver Mand frem med et frygtelig Hurra i Mørke; thi vi vidste ei, hvad et Blokhuus var. De lode os komme sig godt paa Skud nær, men da fik vi at see, hvad vi før havde drømt om, thi deres Blokhuus var som et Pindsviin af Geværpiber paa alle Sider, den ene Rad høiere end den anden, og dem som var indeni bestilte et andet end at lade Geværerne til dem, som stod ved Pallisaderne. Ja kjære Venner, det varede et ti Minutter, førend vi for ethvert Trin vadede i vores Kammeraters Blod, thi de faldt som Fluer. Der traf mig en Kugle paa det høire Bryst, men den gik blot igjennem min Kappe og blev standset i Lædertøiet, men den slog s. 175 dog saa haardt at jeg størt derved, og den havde da ogsaa slaaet saa, at det var kjendt paa min Ryg udfor hvor den havde ramt. Jeg kom da strax op igjen; men det var umuligt at trænge Folket frem, for den Levende faldt over den Døde og den frygtelige Jammer, som der blev, foraarsagede meget til at vi maatte trække os ud as den stærke Ild et Øieblik. Nogle raabte frem og andre tilbage; men da blev der commanderet, at alle Trommer og Horn skulde røres, for at vi ei skulde høre den frygtelige Jammer, og da blæstes der og sloges der Storm, saa at det overdøvede Jammeren, og da foer General Rye heel frem i Spidsen, hvor vel at hans Hest var faaret og blødte stærkt, og man vil sige, at han selv havde den Gang faaet en Kugle i det ene Been, men det veed jeg ei. Nu foer da hver Mand frem med Hurra, der traf en Haandgranat mit Gevær paa Laasen, saa at jeg kun beholdt Løbet i Haanden, men der var jo Geværer nok at faae, da der laae Saarede og Døde som Sand. Det Blokhuus tog vi da uden at der kom mange af de Tydske derfra; hvad der ei blev skudt blev fanget, men Officererne vilde jo løbe i Løbegravene og en Løitenant, som løb, sprang jeg da ester; men han vilde ei overgive sig, men hug med sin Sabel det bedste han kunde; det æstimeerte jeg for lidt, da jeg var vant til at bruge min Bajonet; men i det Samme traf der en Kugle min Bajonet og slog den over, men det var ei det værste, for i det Samme traf der mig en Kugle i min høire Skulder, jeg veed da ei, om han slap væk eller ei.

Kjæreste Søskende og Venner, jeg har nu ei mere at for-tælle Eder, for som sagt jeg fik Forfald, og kunde ei blive ved at følge mine Kammerater længere. Der var en god Ven af mig, som da han faae, at jeg faldt, kom og hjalp mig af med min Tornyster og mit Lædertøi, og da kunde jeg selv trække mig ud af Ilden, og da jeg nu var Underofficeer, blev jeg strax forbundet og de vilde da, at jeg skulde tage til Odense Laferet, men jeg gik, istedetfor at gaae til Skibs, ud for at see, hvor-ledes at det gik mine Venner, og da ethvert Laseret maa være heelt forpestet, saa har jeg udbedt mig fri for at komme derpaa, og det er da blevet mig tilladt. Jeg ligger her paa Fyen i en s. 176 Bondebye, og dit Gud, da haver Doktoren lovet mig, at jeg om 14 Dage skal kunne bruge mit Vaaben igjen. Jeg har saa at sige ingen Smerte i det mere, for det bærste var , at Skaalen i Skulderen var slaget af Led, men den er for 2 Dage siden trukket sig i Led igjen, og nu kan jeg alt begynde at røre den; men det er dog ei som før, det kan I nok see paa min Skrist, for jeg maa flytte Papiret ester Haanden, istedetfor at flytte Haanden ester Papiret; men jeg takker dog den algode Gud, at jeg er saa rask og af det Saar dog ei bliver en Krøbling. Kjære Broder, nu beder jeg Dig, at Du lader min og vores kjære Søster modtage dette Brev, saasnart Du kan, da hun vel alt har hørt, at der har været Slag og længes ester at vide om hendes Broder lever endnu. Lev evig vel, kjæreste Søskende og Venner, det ønskes tusinde Gange af mig Eders oprigtige og hengivne Broder og Ven til Døden. Jeg skal hilse Eder mange Gange fra Niels Andersen, han har det rigtig gobt, han gik og røg sig en Cigar, medens vi sloges. Kjære, jeg havde mere at sige Eder, men jeg vil ei bebyrde Eder med flere af disse Kragetæer, for jeg kan ei selv læse dem, og saa kan jeg vel troe, at det maa gaae Eder ligesaa. Jeg begyndte at skrive Dagen ester Slaget med den venstre Haand, men det var endnu værre end som dette. Jeg kunde let faaet En til at skrive for mig, men det vilde jeg ei, for da havde I troet, at det var meget værre end som det er.

Modtag endnu en Hilsen og tusind kjærlige Levvel fra Eders Broder. med Guds Hjælp naar jeg skriver Eder til igjen, haaber jeg, at det skal blive bedre.

Lev evig vel, det ønskes af mig
I. C. Madsen.