Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: M. Melbye (1849-07-27)

Pastor M. Melbye til Pastor Fenger.
Asperup27 Juli 1849.

Kjære Pastor Fenger!

Endnu leve vi her under Omgivelse as en stor militair Styrke, men den er dog nu saaledes fordeelt, at vi kun har en Officeer og lO Mand her paa Gaarden; i en 3 Uger, deels før, deels efter den 6te Juli, havde vi paa hver Gaard circa 45 Mand, eller 4 Officerer og 35 Menige; det giver Huusmoderen noget at tænke paa. Allerede de første Dage as Juli mærkede vi jo nok her, at der var noget igjære, saa De kan tænke, vi gik i Spænding og Bøn til Gud. Medens Slaget slod, blev jeg hjemme hos mine Kjære; men hen paa Formidbagen reed jeg til Striib og mødte over hundrede Vogue med Saarede paa den Vei, det var meest de let Saarede, som jubtede as Glæde over Seiren; jeg talte med mange as dem, ogsaa flere Troende, som jeg havde lært at kjende under deres Cantonnemevi her paa Egnen; mange underlige Scener viste sig, f. Ex. en Gaardmand her paa Egnen var sagt i Ægt for at kjøre Saarede, og saa træffer det sig, at han maa kjøre sin egen Søn, dødelig saaret i Underlivet; ham mødte jeg, saa en Deel trodsige og forstokkede Insurgenter, saa andre af samme Slags, der bandte den provisoriske Regjering (det var dog de færreske). Ved Lazaretet paa Billeshange var der et grueligt Syn af de mange Saarede, som først lidt efter lidt kunde faae den fornødne Hjælp. Jeg tog til Fredericia, var ude paa Valpladsen, s. 183 saae de erobrede Skanbser og Fjendens Løbegrave, og døde Kroppe kjørte, 4 a 5 Stykker paa en Vogn, bestandig forbi. Jeg brog med 3die Jægercorps (efter min Mening det yndigste i hele Armeen) ind i Fredericia; Glæden straalede af Alles Øine, Alle fælte sig som Brødre, man var strax bekjendt med Enhver, baade as Høie og Lave, og midt under Seiersjublen dog ikke den vilde, støiende Glæde. Den Dag lærte jeg endnu mere at elske mit Folk. Jeg saae alt det gjorte Bytte. Jeg saae Ryes Liig, majestcetisk og herlig i Død, med Seierssmilet om Læberne; jeg kunde ei begræde en saadan Død. Jeg saae 400 Liig ligge opstablede i den catholske Kirke og de nærmeste Huse, og heller ikke det gjorde det nhyggelige Indtryk, man skulde troe; ved et saadavi frisk Liig, hvor Døden ei har udviklet sin langsomt fortærende Kraft, forekommer mig Dødens naturlige Gru halvt onernundet, Jeg saae de fangne Insurgenter bringes til Forhør, talte ogsaa med dem, men, som jeg tidligere efter Slaget ved Colding havde bemærket ved de der Fangne, de staae paa deres Uret, som om de havde Ret. Den hele Dag har naturligviis gjort et stærkt, og jeg tør nok sige godt Inbtryk paa mig, men idag i det mindste har jeg ikke Tid til omstændeligere at skildre dette. — Igaar talte jeg med mange fra Colding, som kom at hente deres Familier her; de fortælle, at Insnrgenterne have været meget høflige, fiden de fik Riis ved Fredericia, og i det Hele taget har Iylland, paa enkelte Undtagelser nær, lidt mindre end man kunde tænke. Hvor Beboerne, som en Deel ved Coldings Brand, ftygtede og vare borte i nogte Dage fra Hjemmet, er der taget Linned, Lagener og Sølvtøi, men hvor Beboerne blev, er der intet Sligt bleven borte i det Hele taget, som en Mand sagde ved at see det, som er taget: vi har dog meest Grunb til at takke for det, vi har beholdt. Kjærligst Hilsen til alle vore fælles kjære Venner ved

Deres broderlig hengivne
M. Melbye.