Danmarks Breve

BREV TIL: Jens FRA: Rasmus Jensen Hvalgaard (1849-08-01)

Rasmus Jensen Hvalgaard til en Ven.
Constabel ved Batteriet Marcussen. Aarhuus-Egnen.
Assms1 August 1849.

Kjære Jens!

Det er godt efter den lange farefulde Tid, at Veien igjen er aaben, og at jeg nu igjen kan faae Brev til og fra mine kjære Forældre og Venner. Ogsaa Dig har jeg længtes inderlig efter at høre sra. . . . Gode Ven! Du veed, at vort Batterie ifjor havde den Skjæbne at marschere Landet rundt, uden at vi nogensteder fandt Leilighed til at maale os med Fjenden. At dette ikke var efter vort Ønske, saaes tydelig, thi hver Gang vi avanserede, gik det med Sang, hvorimod Alt var stille, naar vi retirerede. Dette gjorde ogsaa, at vi Gamle ved Permissivnen næsten skammede os ved at komme hjem og fortælle, at vi ikke havde løsnet et Skud paa Tydskerne. Dog vi vidste, at dette ikke kunde lægges os til nogen Last, men Omstændighederne vilde det saaledes. Jaar begyndte det ligeledes. Efter en meget streng Seiltour fra Assens maatte vi holde Søen i Storm, ledsaget as Regn og Snee i 48 Timer, inden vi naaede Als, hvor vi begyndte at gjennemmarsere Landet frem og tilbage. Derefter som vi over i det Sundevedske. Langsredag havde vi en Stilling ved Nybbel Mølle, hovr vi vare Tilskuere ved Slaget imellem Ulderup og Sattrup; det brændte i vort Indre as Længsel efter det Øieblik, da vi skulde komme til at børste paa. Men Dansken fik Magten og Tydsken flygtede, saa vi endnu ikke kom til Skud. Siden kom vi i Jlmarsch over Fyn til Kolding d. 23de April, Batteriet skjød i Fvrening paa en Skandse, som ogsaa snart rømmedes. Kuns 1ste Deling under Kapitain v. Raasløf var noget længere fremme meget udsat for Fjendens Geværkugler. Derimod kom vi 2det Halvbatterie under Lentenant v. Salto ind paa Slotsbanken, hvor s. 186 fra vi med vores raske Jld vist tilføiede Fjenden betydeligt Nederlag i hans retirerende Kolonner, medens vi ikke ændsede de mange Kugler og Granater, som Fjenden sendte os fra sit længere borte staaende Artillerie. Her kunde ikke væere Tanker om nogen Forsagthed, da vores Anførere vare saa tappre. Selv General Schleppegrell holdt lige bag vores Kanon, da en Kugle slog i Jorden lige under Munden af hans Hest. Generaten loe derad, og flere af Constablerne havde hørt ham fynge. Med Artilleriet indlod vi os ikke videre, da det var os langt overlegen baade i Tal og Caliber og tilmed havde en langt bedre Standplads. Men desuagtet forlod vi dog ikke Staldgaarden, førend vi truedes med at blive indebrændte. Da vi vilde ud af den søndre Slotsport, blev denne nedskudt for os, men ved nogte broderlige Krafttag lykkedes det os at vælte den tilside, medens Kugler og Granater slog om os og Tagstenene raslede os i Hovedet. Vi kjørte nu i strygende Galop igjennem den brændende By ad Nørreport. Kuglerne brølte over os og Tagstene, Træstumper og Vinduesglas raslede i Gaderne. Dette var Batteriets Prøve. Den 3die Mai rykkede vi igjen frem under General Moltkes Brigade, vort Halvbatterie i høire og 1ste Halvbatterie i venstre Flanke, hvor dette ved Krybily kom ind under en heftig Gevær- og Kanonild, men omsider maatte Fjenden retirere over Gudsøe, hvor vi med hele Batteriet stod den 7de Mai, da de angrebe os, ved vores smaae Forskandsninger, 1ste Halvbatterie Sønden og 2det Halvbatterie Norden for Landeveien. Her blødte mine brave Kammerater første Gang for Alvor for Fædrelandet, det var især vort Halvbatterie, det gjaldt, da vi stod mere lige for Fronten af Fjendens Kanoner, 3 Constabler havde vi døde paa Plabsen, samt 2 og 1 Trainconstabel meget haardt saarede, saa de 2 døde kort efter. Dette fynes vel ikke meget, men et Halvbatterie er heller ikke meget; vi vare paa vores Standplads kuns 51 Mand, nemlig 2 Leutenanter, 2 Bombarderer, 7 Overeonstabler, 28 Constabler og 12 Trainconstabler. En fjendtlig Granat traf i vores Forstillingskasse, der fløt i Lusten, hvorved jeg, som Du nok veed, mistede min Mantelsæk med fuld Bepakning. Allergaleft s. 187 saae det ud, da vi, de 2 sidste Kanoner, som Leutenant v. Salto selv kommanderede, skulde retirere. Fjenden havde 8 Kanoner pladserede ligefor, og vi havde et langt Stykke at slæbe hen til Forstillingerne; under denne Bevægelse gjorde han os dog in gen anden Skade end spolerede et Hjul. Den 13de Mai nave vi med ved Udfaldet fra Fredericia. Fjenden tilføiede os denne Dag ingen Skade, hvorimod vi med Held traf i hans Artilleriebespænding. Nu gik en Tidlang hen og der forefaldt Intet for os. Fjenden havde overstrømmet Iydland og navnlig min kjære Fædreneegn. Jeg tænkte ofte, gid vort Batterie kunde komme ned og hjælpe til at sure dem tilbage, men det gik ikke saaledes til. Tværtimod Helten fra Iydland, den tappre General Rye, kom i dette Sted med Hjælpetropper til os. Det var Natten til den 6te Juli, denne Seirens og for de danske Krigere saa hæderlige Dag. Vort Batterie holdt indenfor Kongens Port og der var kommanderet Sid op, efterat vi iforveien vare instruerede omtrent saaledes: Idag er Gud med os, vi ere Fjenden overlegne i Styrke, og Hjælp kan han ikke faae, da den staaer langt nede i Iydland. De Høistcommanderende vare forvissede, at Foretagendet vilde faae et godt Udfald. Veiret var ganske stille og klart. Kl. 1½ hørtes det første Geværskud, og nu var der Ild i hele Kjæden. Et Knald hæørtes fra den sorte Gryde Nordvest for Fæstningen, vi kjendte Lyden og Alles Øine vendte sig mod Himlen, snart hørte vi Bomden suse og dens Brandrør ligesom et Stjerneskud balede lige imod os, men den traf i Volden. Flere kom i samme Retning, men enten havde de spildt noget Krudt eller ikke bidt Mæørke i Stilleskruen, eller ogsaa kjendte de ikke rigtig Distansen til Kongensport, da de alle gik forkort. Nu fik vi Ordre at marsere ud, hvilket skete i en flyvende Fart. Saasnart vi kom udenfor, fløitede Kuglerne om os. Kapitainens Hest blev strax saaret. Her holdt vi nu en Tid. Luften, der for en Deel blev dunkel af Røg, opfyldtes med en forunderlig Lyb, mange tusinde Geværer knaldede. Fæstningens drønende Kanoner besvaredes af Fjendens, Hornenes Avanseer og Trommernes Hvirvlen ledsagedes af Infanteristernes Hurraraad. Endelig kom der Ordre s. 188 til Batteriet Marcussen, som vi længe havde ventet, da det er meget ubehageligt at staae stille og lade sig skyde. Vi skulde sjargere paa en stor Skandse. Da vi kjørte op, kom smaae Kommandoer tilbage med Fanger. Dette oplivede vort Mod; vi kom snart til Skud og vi saae med Fornøielse, hvorledes Jorden fløi i Luften for vore Kugler. Vores tappre Chef Kapitain v. Marcussen blev saaret i Begyndelsen af Kampen. Røverne, som de isandhed ligne (denne Batallion er nok ogsaa meest Friskaremænd), vilde pille Artilleristerne, da det var kuns i Geværskuds Distanse, men vi pillede dem, og førend de vidste af, stod de omringet af Infanteristerne (hvor mine Bekjendtere af 7de Batallion ogsaa var med), og saasnart der blev commanderet til os: Hold inde med Ladning, hørtes disses Hnrra- raab. Kort efter kom vores Næstcommanderende, Kapitain v. Raasløf, til os med den glædelige Cfterretning, at vi havde skudt bravt, Batteriet og et Blokhuus var nu taget med omtrent 150 Fanger foruden Døde og Saarede, tilligemed endeel fvært Skyts med andet Krigsforraad. Men et Smertens Budskab hørte vi, General v. Rye var falden. Vi stod nu en Tid indhyllet i Røg fra venstre Flanke, hvor Kampen endnu var heftig, men fnart havde man ogsaa der veels taget og veels faaet Fjenden paa Gled. Vi fik Ordre at følge efter. Vi som verved et langt Stykke hen over den blodige Valplads, hvor Ven og Fjende laae imellem hinanden. Omsider skulde vort Halvbatterie gaae til Veilbye for at holde Vadestedet besat over Randsfjorden. Vi tænkte ikke paa noget Fjendtligt her, men de Ræve havde luret efter os bag et Gjerde hinsides Fjorden, og før vi vidste af, slog en Granat ved Siden af os, men sprang ikke; strax efter kom en til, men denne var rettet daarligt, da den sprang i en Høide over os som fra Jorden til Fløiet paa Domkirken. Imidlertid var dens Indholb tyskfindet nok, da den slog en Stump lige ned efter os. Uden at ændse dette, bleve vi under vor kjække og kotdbtodige Lentenant v. Salto ved at fortsætte Marsen i Skridt. Vi saae Han pillede sig libt i Skjægget og vist tænkte paa at faae en Plads, men nu faae vi og Tydskerne retirerede med 2 Kanoner; dette s. 189 var vist Levninger af Feltbatteriet, som blev taget, der her opvartede os med det glatte Lag. Saasnart vi kom til at holde stille og havde faaet lidt at spise, lagde de fteste af os sig til at sove, og i denne Stilling ventede vi nærmere Orbre. Hen ab Eftermiddagen marserede vi ind i Fæstningen, hvor vi strax til den ene Side saae Fjendens mange Vogne og Kanoner og til den anden Side Geværerne i store Stabler, ligesom naar Nordmanden har udskibet sin Ladning Lægter. Dette er det Væsentligste af vort Felttog. Uagtet vi ifjor ingen Slag deeltog i, havde vi det dog meget værre end som iaar, de mange besværlige Marscher og især den store Retirade fra Flensborg. Du husker nok, hvorledes vi saae ud, da vi kom til Aarhuus. Dertil kom, at vi ifjor næsten uafbrudt maatte ligge i Halm, iaar har vi derimod fordetmeste været i Seng. Paa alle vore Frem- og Tilbagemarser ere vi 12 Gange kommen over Vandet, hvoraf de 8 Gange har været ved de to Færgesteder imellem Fyn og Iydland. Vi haver derved opnaaet en sjelden Færdighed i at ind- og udskide vort Batterie, selv Hestene kjender det saa nøie, at de gaaer ligesaa frit ud paa en lang Fjællebro og ned i Færgen som ind i en Bondegaard. — Det smertede os alle meget, at vores elskede Batterie-Chef blev saaret i sidste Slag, og vi venter med Længsel den Dag, da han kunde være iblandt os igjen, men da vi nu veed, at hans fremtidige Helbred ikke er udsat for nogen Fare, saa anseer vi det for Batteriets Ære, at ikke allene dets Mandskab, men ogsaa selv dets Chef har været truffet af en fjendtlig Kugle, og føler vi os overbeviste om, at vi saaledes haver hævdet vor Plads i Artilleriebrigaden, som det anstaaer brave Soldater. — Modtag herved min kjærligste Hilsen. Du bedes godhedsfuld at hilse dine Brødre og andre Venner. Vil Du og hilse Doctor Jespersens Piger og bede dem saa mange Gange at hilse deres gode Herskab.

Din forbundne Ven
Rasmus Jensen Hvalgaard.