Danmarks Breve

BREV TIL: Trine FRA: Gine (1849-08-11)

Brev fra en Dame til sin Søster.
Colding11 August 1849.

Min kjære Trine!

.... Naar jeg tænker paa den Dag (6te Juli), kan det endnu gyse i mig, hvilken skrækkelig Mængde ilde tilredte Mennesker her kom til Byen. Hvorvel vi alle i vore Hjerter vare glade over Udfaldet as Sagen, saa sorsikkrer jeg Dig dog, at man gjerne kunde blive syg as at see den Masse as Saarede, som kom kjørende her til Byen hele Dagen igjennem, og mange maatte blive holdende paa Gaden og ikke kunde blive forbunden, sordi Lazaretterne vare saa oversyldte. Foruden 3 store Lazaretter maatte de ogsaa tage Latinskolen og Raadhuset tilhjælp, uagtet alle ældre Patienter, som kunde taale at føres, i muligste Hast blev ført bort til Christiansseldt. Her som flere Hundrede Saarede til paa den Dag, mange havde mistet Arme og Been og mange vare srygtelig sorhngne i Ansigtet, og gjorde Synet as disse mange ulykkelige Mennesker et stærkt Indtryk paa Indvaanerne her, kan Du troe, at det gjorde ikke mindre paa Rigstropperne her i Byen. De sik en saadan Angst og Skræk i Blodet, at de vist gjerne alle vare løbet deres Vei, naar de bare havde turdet. Sachsen-Veimarerne, som paa den Tid laae her i Byen, vare i sig selv nogle usle Folk, saavel de Menige som Ossicererne, der foregik deres Undergivne med et godt Exempel ved at sidde hver Aften i et Viinhuus og drikke dem sulde; selv midt paa Dagen kunde man sinde dem i en saadan Tilstand, og flere as dem har derved givet Anledning til skandaløse Scener; imidlertid vare de storpralende som alle Tyskere og kunde med Munden hugge de Danske baade sønder og sammen; men fra det Øieblik de havde seet, hvorledes at Slesvigholstenerne vare tilredte, blev de meget tause og sorsagte, og da de et Par Dage derefter blev commanderet til at besætte Posterne der gik imod Fredericia, bleve de meget ilde tilmode, og s. 202 mange af de yngre stode formelig og græd som Børn den sidste Morgen udenfor Commandant-Boligen; og inden de kom til Hvids-Minde havde de allerede 3 Gange gjort Modstand, og det var ikke muligt at bringe dem ned ad imod Frederits, hvofor Commandeurerne maatte lade dem marschere til Veile. Du kan troe, at dette Slag paa mange Maader har gjort sin behørige Virkning; det var godt, at Rigstropperne laae her og kunde see Resultatet deraf, og da mange as dem ere nogle feige, daarlige Mennesker, er der vistnok ikke mange as dem, der skal længes efter at komme i Affaire med de Danske, som de nu har faaet en ordentlig Respect for ……. Jeg kan ikke huske, om jeg i mit forrige Brev fortalte Dig, at vi havde en meget stærk slesvigholsteensk Indqvartering i 14 Dage efter Slaget den 6te; men nu kunde man godt komme tilrette med dem; man skulde ikke troe, at det var de samme Mennesker, der havde været her i Byen efter Bombardementet. Imidlertid fortalte dog mange as dem med stor Suffisance den bekjendte Historie om, at de Danske var bleven ophidset as Peber og Brændeviin, sørend de gik i Slaget. Da de havde lagt her i nogle Dage og var kommen lidt til Kræfter igjen, begyndte de atter at tale om at gaae igjen imod Fredericia, men Folk var da heller ikke sene til at raade dem at tage Peder og Brændeviin, thi det havde de jo nu seet as de Danske, at det gjorde god Virkning, skjøndt de rigtignok bleve flaue, da vi svarede dem paa deres Historier, at det jo var saameget større Skam for dem, at de havde ladet dem slaae as drukne Folk. — Prensserne vare de sidste, som vi havde i Qvarteer. De vare meget forbittrede paa Slesvigholstenerne og sagde, at de havde godt af det, de havde faaet. Aftenen sørend Slaget den 6te kom jeg gaaende op ad eit Gade, hvor paa engang Tyskernes Flag paa Kirketaarnet og Staldgaarden faldt mig i Øie. Begge Stangene stod i en skraa Stilling, som om de vilde salde ned, og paa dem begge havde Vinden pisket de 2 Farver bort og kun et sort Pjalt var tilbage; det gjorde et sorunderligt Indtryk paa mig. Da jeg kom hjem, fortalte jeg Jette det og troede, at det ikke var noget godt Omen for Tyskerne, og nærste s. 203 Dag gik det i Opfyldelse. Du kan troe, at det var en Glæde for os alle, da vi atter saae det smukke Dannebroge vaie fra alle Huse og saae vore egne Militaire igjen i Byen efter at have været plaget med Tyskerne paa 4de Maaned. Flere Mili¬taire er kommen herind fra Frederits for at see Byen, og vi har saaledes havt Besøg af flere Bekjendtere; men igaar kom under Klokkernes Kimen og deres egen Musik 2 Compagnier af første Jægercorps og en Estadron fynske Dragoner herind i Byen; Gaderne vare bestrøede med Blomster og Husene pyn¬tede med Flag, og i Ridehuset paa Staldgaarden var der arran¬geret en Velkomstskaal for dem og mange forskjellige Taler holdte, og Soldaternes Yttring er, at de aldrig skal glemme den Maade, at Coldingenserne har taget imod dem paa. Man siger at de skal blive liggende her i Vinter, vi har da atter faaet Indqvartering, men Gud skee Lov at den dog er dansk. . . . . . Vil Du bede Commandeuren at modtage mange ven¬lige Hilsener fra os, som Du ogsaa især være kjærligst hilset fra os alle ved din hengivne Søster

Gine.