Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Morten Jensen (1850-07-26)

Morten Jensen Vognserup til sin Moder.
Fodgarden. Nordsjælland.
Flensborg26 Juli 1850.

Kjære Moder!

Jeg erindrer mig, at jeg ved Slutningen af mit sidste Brev skrev, at vi Klokken 2 skulde rykke ud af Byen, hvilket ogsaa skete; vi kom tilbage til samme Plads, vi forrige Dag havde forladt. Vore Forposter stode den Gang omtrent en Miil paa den anden Side af Flensborg; den følgende Morgen rykkede vi frem med Hovedstyrken. Avantgarden (d. e. den Deel af Armeen, som er forud) kom den Dag allerede i en hidsig Træfning med Fjenden; vi dannede Reserven og kom om Eftermiddagen i Kjæden og stod til Kl. 11 om Aftenen, uden at komme i nogen Beroring med Fjenden. — Den følgende Dag, nemlig den 25de, brød frem, Morgenen var kold og fuld af mørke Skyer. Allerede Klokken 3 begyndte Geværilden, Batterierne rykkede frem, og vi ligeledes. Fjenden dreves til¬bage af 2 Skove, hvor de stod temmelig faste og godt dækkede, det regnede heftig og vi bleve næsten gjennemblødte. Henved Klokken 8 kom vi atter længere frem, omtrent ½ Miil nær Slesvig; her stod vi endnu en Timestid eller maaskee næsten to til Dækning for Batterierne; Fjenden havde endeel For¬skandsninger foran en Skov og stod forresten godt dækket i Udkanten af Skoven. — Men nu frembrød en Scene, som jeg ikke formaaer at beskrive; vort Artillerie aabnede en saa morderisk Ild, som jeg endnu aldrig havde seet, og vedblev en Times¬tid dermed, Geværilden rasede uafbrudt. Trods dette holdt Fjenden fast ved sin Stilling og besvarede Kanonilden fra de Forskandsninger, den havde foran Skoven. Men — nu blev et Stormangreb besluttet og strax sat i Værk; vi stormede frem mod Batteriernes aabne Ildsvælg og en Geværild som den s. 215 tætteste Hagl. Min Herre, Kammerjunkeren, var den første, som stormede frem mod Skandserne, og jeg, jeg var den første som fulgte ham. Jeg havde lovet at følge ham og jeg holdt mit Ord, indtil jeg ikke kunde mere. Jeg fulgte ham ind i Skoven, en Kugle ramte mit høire Knæ, men, kjære Moder, vær glad og lad os forenede takke Gud, jeg fik ingen videre Skade, Kuglen var enten mat eller den først havde slaaet imod et Træ og ved Tilbagefaldet slog hen paa mig. Skjøndt jeg strax efter mærkede, at min Skade var ubetydelig, kunde jeg dog ikke længere følge. Aldrig, aldrig glemmer jeg denne Stund, Kammerjunkeren greb min Haand, Taarer perlede i hans stolte Øie, som smertede mig langt dybere end mit ubetydelige Saar. . . . Jeg kom lykkelig til Flensborg og fik QVarteer i Byen hos gode Mennesker. Jeg kan næsten undvære Lægens Hjælp og inden 8 Dage haaber jeg igjen at tage Geværet paa Nakken og indtage min Plads ved Compagniet.