Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Christen Mortensen (1850-08-19)

Christen Mortensen Folehauge til sin Søster.
2det Jægercorps. Nordsjælland.
Store Dannevirke19 August 1850.

Kjære Søster!

Jeg takker Dig for dit gode Brev, Du sendte mig. Jeg modtog det iaftes, og da at jeg ikke haver andet at bestille idag, da iler jeg strax med at skrive, da at det er min bedste Tidsfordriv her i denne kjedelige Stilling at vi ligger i. Nu har vi lagt i Bivoak siden den 25de f. M.; vi ligger lige tæt udenfor den bekjendte Volb Dannevirke, hvor vi haver en deilig Udsigt i det Fjærne. Vi kan gaae og see Rendsborgs Spiir og Taarne hver Dag, men det Værste er, at vi kan ikke komme der. Jeg vil her i Korthed fortælle Dig, hvorledes at Livet det glider hen for os. Der var vist Mange, der ved Synet af vores Leir vilde sige, at det er et behageligt Liv at vi føre, og jeg kan just heller ikke sige, at vi haver det saa slemt. Da at vi kom til Pladsen, hvor vi skulde bivoakere, saa ilede strax Nogle i Skoven for at hente Træ og Nogle skrabede Straae sammen, og paa en Timestid havde vi opslaaet vores Bopæl. Det er just ikke af den bedste Slags Huse; thi Løvriis udgjør den meste Deel af Bygningsmaterialerne; men siden eftersom vores Tid haver været dertil, haver vi jo forskjønnet vores Bolig meget, saa at vi haver baade Borde og Sophaer i vores Huse, men af Græstørv. Om Estermiddagen da ligner det næsten et heelt Dyrehavsliv: Oppe paa en Græsbakke kommer et Musikcorps og spiller for os, rundt omkring paa Pladsen haver Marketendere og Marketendersker opslaaet deres Telter og langs med en Jordvold, som er bedækket med levende Hegn, seer man alle deres rygende Kaffekjedler, og hist og her omkring paa Pladsen danner sig Selskaber, som forslaaer Tiden med at tømme nogle Flasker Viiu og synge Viser, saa at Tiden løber s. 230 rask og uformærket bort, kuns det Eneste er, naar at det er ustadigt Veir og naar at vi kommer fra Feltvagt og ere igjennemvaade, faa er det just ikke det hyggeligste Hjem, der venter os; men vi ere dog glade og fornøiede i vores Stilling. Siden den 8de haver vi ikke havt noget Sammenstød med noget Fjendtligt, men den Dag da havde vi ogsaa nogle varme Timer, men Gud være lovet, jeg slap dog ogsaa den Gang uskadt, endskjøndt det saae sort nok ud en Tuur. — Jeg kan hilse Dig fra Adolph; deres Batteri var paa Feltvagt d. 14de t en Skandse, som vi haver opført lige udenfor den By, som vi ligger ved, og da var jeg oppe hos ham den halve Nat; han var rask og ved et godt Humør. Nu vil jeg slutte min Skrift for denne Gang; thi jeg kan ikke styre Papiret længere, da at det er en frygtelig Storm idag, og jeg haver maattet traadt 2 Gange i Gevær, medens jeg haver skrevet, saa at jeg er snart kjed deraf, og tillige regner det, faa at det drypper ned paa Papiret. Hils Sophie og Du hilses saa mange Gange fra mig, din stedse hengivne Broder

Christen Mortensen Folehauge.