Hansen, Christen BREV FRA: Hansen, Christen (1850-09-19)

Christen Larsen Ballerup til sin Familie.
3die Jægercorps. Nordsjælland.
Cosel ved Ekernførde 19 September 1850.

Kjære Moder og Søskende!

Eders Brev af 10de ds. har jeg bekommet for et Par Dage siden. Jeg seer deraf, at I ere Alle raske der hjemme, hvilket Gode jeg, Gud være lovet, og kan tilmelde Eder igjen. Afvigte Torsdag den 12te have vi havt en slem Affaire med Fjenden, som krævede mange Offre, jeg slap dog med Guds Hjælp derfra uskadt som sædvanlig. — Vi bleve afløste om Morgenen Kl. 8½ fra Feltvagt af 1Ode lette Bataillon, da var Alt ganske roligt, endog mere end de andre Dage,. da vi den Dag ikke stødte paa de fjendtlige Patruiller paa vor Morgenrecognoscering, som vi ellers daglig pleiede. Vi kom her til denne By, hvor vi ligge, naar vi ikke ere paa Vagt, og fik kogt vor Middagsmad, som den Dag bestod i Bygsuppe. (I tænke vel, hvor faaer Soldaten, hvad der hører til Bygsuppe? vi faae nemlig store Skibsgryn leveret til Kjødsuppe,s. 233dem bruge vi imellem, naar vi ere paa Steder, hvor man kan faae Sirup og Ædike; den er vel ikke saa god, som den man faaer i Hjemmet, dog alligevel en Lækkerbidsken for os i denne Tid.) Men nu igjen til Sagen; vor Mad var færdig og sat paa Bordet (en Vognfjael, der var lagt paa nogle Steen), da en Ordonnants kom farende med udtrukken Sabel for at melde, at Fjenden var i Fremrykning. Strax raabte Captainen: Tøiet paa gesvindt! Vi kastede begjærlige Øine paa vor Bygsuppe, som vi ihast maatte forlade, uden at faae noget deraf; 5 Minutter efter marscherede vi ud af Byen med en sulten Mave for at see, hvad der var paafærde. Vi tog en Stilling en Fjerdingvei bag Forposterne, enkelte Skud hørtes kun, og vi troede strax, det blot var en større fjendtlig Patruille, som kom for at allarmere os, men kort efter udbredte der sig en stærk Geværild over hele Linien, saa vi kunde mærke, det var Alvor. Vi saae vore Geværer efter, og forberedede os til Kamp. Næsten havde vi troet, at Fjenden ikke kom saa langt, da 10de Bataillon opholdt ham i 2 Timer ved Forpostlinien, som er temmelig stærk ved en Aae, der løber fra Slien til henimod Ekernførde. Endelig see vi, at Vore retirere paa venstre Fløi, og Fjenden trænger i store Skarer paa os. Vi havde havt lang Tid til at tænke paa vore indre Anliggender, det er det Varste, naar man staaer saa længe, før man kommer i Ilden, naar man dog veed, man skal med; det er saa ubehageligt at staae og høre paa Fjendens Kugler de tude, før man selv kan komme til Skud. Vi maatte forlade vor Stilling uden at løsne Skud, da Fjenden trængte sig frem paa vor venstre Flanke, for at omgaae os uden at gaae løs paa Fronten. Vi drog os tilbage over Midsunde tilligemed 10de Bataillon, 3die Reservebataillon havde besat Skandserne, som dække Overgangen, Artilleriet tog sin Plads, og Fjenden kom snart indenfor Skudvidde; et Par Gange begyndte de at storme, men toge snart Næsen tilbage, da vort Skyts gjorde slemme Huller i deres Rækker, derefter kjørte Fjenden sit Artilleri op. En svær Kanonade begyndte paa begge Sider, som vedvarede i 2 Timer, Kugler og Granater brølede i Luften bestandig og sang Bas tils. 234Geværkuglernes pibende Stemme, Officerernes Commando-Raab, de Ssaredes Jamren, de Kæmpendes Hurra udfyldte Mellemstemmerne til Ildinstrumenterne, og frembragte en frygtelig Storm af Toner, der kunde bære værd at høre for en stor Componist. De Fjendtlige sagtnede deres Kanon-Ild imidlertid, da en Deel Heste vare skudte, og et Par Kanoner vare ramponerede, 3die Reserve gjorde et Udfald fra Skandserne og gjorde en Deel Fanger, saa kom bi over og lagde vore Tornyster for desbedre at kunne forfølge dem; i et rask Stormløb kastede bi Fjenden, tog en Deel Fanger og forfulgte ham Her forbi denne By, som han havde været Herre over en 3 Timer. Da Mørket faldt paa, kunde bi ikke avancere længere. Tydskerne havde spiist det Meste af vor Grynsuppe, om Aftenen spiste bi Resten, som de havde levnet. Det Hele endtes med et stort Fyrværkeri: Fjenden stak Ild paa vore Barakker, som i kort Tid brændte og farvede Aften-Himlen rød til stor Glæde for Tydskerne, men ikke til Skade for os, da vi de sidste 14 Dage ikke have afbenyttet Leiren. Om Morgenen tog vi vor gamle Stilling igjen, og der var stet ingen Fordeel vunden paa nogen af Siderne, men en Deel Mennesker var bleven spoleret. — Jeg seer af Eders Brev, at der samles Penge der hjemme, som skal afsendes til Soldaterne der af Byen; de vil vist ogsaa komme paa en passende Tid, da de Penge, som man har havt med sig, er gaaet for de Fleste; for mig er det Tilfældet, jeg vil med Taknemmelighed modtage, hvad der bliver sendt mig, nu da jeg ikke selv har flere Penge at skrive efter. Leve af Lønningen kan man rigtignok, men det er meget knapt. Jeg har i flere Uger levet meget øconomisk, jeg har selv vasket mine Skjorter og indskrænket mit Spisekammer saa meget som muligt; men Fodtøiet er en slem Artikkel, Strømperne de raadne paa Fødderne af Sved, og Støvlerne har man paa baade Nat og Dag, saa at et Par Saaler er snart istykker. Der tales saa meget om alt det Frivillige, der bliver givet til Soldaterne, Gud veed, hvor det bliver af? Her kommer Intet, det Eneste jeg har faaet er en Cigar, og der er heller ikke nogen Anden her ved Compagniet, som har faaet mere til Dags Dato. —s. 235Vor Lønning og Brød samt Naturalforpleining faae vi i rette Tid, og gode Varer er det bestandig, saa vi have Intet at klage over; desuden har hver Mand faaet en islandsk Nattrøie, som er meget god herefter, naar det bliver koldt. Veiret har i den senere Tid været meget godt, som er et stort Gode for os; men vi kan jo snart vente, at det forandrer sig, da det for det Meste om Efteraaret er meget ustadigt, saa bliver det slemt i den Stilling, som vi ligger i. Nu er det over 9 Uger siden vi vare i Seng, desuagtet er det meget godt saa vel med Sundheden som med Reenligheden; men skal dette vare meget længe, saa er jeg bange, det bliver det Modsatte med begge Dele. — Fra Brede har jeg faaet Brev idag, de ere Alle raske, fra Peder er det derimod 14 Dage siden, jeg hørte noget fra, men saa vidt jeg veed, have de ikke været i nogen Fægtning, hvor han er i den senere Tid, saa jeg haaber han er som jeg rask og ved et godt Mod. Niels han skrev i sit sidste Brev, om jeg trængte til Penge, saa kunde jeg lade ham det vide; skulde han have et Par Skilling tilovers, saa kunde jeg nok bruge dem, og haaber med Guds Hjælp med Tiden at kunne godtgjøre det. — Nn vil jeg afbryde for denne Gang med at bede Eder hilse hele Familien der hjemme samt alle gode Venner og Bekjendtere. I paa det Bedste være hilset af Eders oprigtige Søn og Broder

Christen Larsen Ballerup.