Knudsen, Frederik BREV FRA: Knudsen, Frederik (1850-10-04)

Frederik Knudsen til sin Broder.
1ste Reserve-Jægercorps. Sorø-Egnen.
Flensborg 4 Oktober 1850.

Kjære Broder!

Dit Brev af 26de f. M. har jeg rigtig modtaget, og seer derved til min store Glæde, at I er alle ved Helsen; jeg kan, Gud være lovet, bringe Eder den samme gode Tidende igjen fra mig. Jeg kan tillige lader Eder vide, at jeg idag har dens. 240Fornøielse at besøge vores Broder; oel sandt, der er vel ikke megen Glæde ved at see ham i saa sørgelige Omstændigheder, men jeg maa dog tilstaae, at det er mig en stor Glæde at tale med ham, og efter Omstændighederne har det ogsaa ganske gode Udsigter med ham. Han siger at det er blot et Par Dage siden han tilsendte Eder et Brev, hvorved han bekjendtgjorde sin tunge Skjæbne for Eder; dersom I har faaet det Brev, saa veed I jo allerede det Samme som jeg kan lade Eder vide, at han har desværre mistet sit Been. Jeg veed vel, at det er en sørgelig Tidende for Eder, men hvad hjælper Sorg og Klage, vi kan dermed Intet udrette, og vi maae heller ikke overdrive det, men huske paa, at Herren er den, der tildeler Enhver sin Skjæbne, og han er ogsaa mægtig til at understøtte Enhver, eftersom han har Behov. I Særdeleshed beder jeg Dig, min kjære Moder! at have Taalmodighed. Jeg indseer meget vel, at det er Haardt for en Moder; men jeg indseer ogsaa, at Du kan dog ikke regnes blandt de meest Ulykkelige; thi tænk engang, der er jo dem, som har mistet begge Benene, eller begge Armene; det er jo dog en meget haardere Skjæbne; der er ogsaa den Moder, som har havt to Sønner i Krigen, og de er begge døde paa Valpladsen; Peder har jo dog et frisk Been, og jeg er jo ganske ubeskadiget, det vil jo dog blive en stor Glæde for Eder, om vi engang kommer hjem, og det haaber jeg dog med Guds Hjælp. I maae heller ikke frygte for, at han ikke bliver opvartet godt, thi det vilde vist blive vanskeligt for Eder at yde ham bedre Opvartning end han faaer her, og disse gode Folk, nemlig Gjørtler Bang ^*)Manden fra Næstved, Konen en Flensborgerinde, begge Peder Knudsens ædelmodige Velgjørere under hans lange Leie paa Lazarethet i Flensborg, hvor hans venstre Been blev afsat efter Jsted-Slaget, og hvor han døde den 21de Oktober 1850, som Følge af Benets Afsættelse. og hans Kone, dem er vi al Tak skyldig; thi de besøger ham hver Dag og tager dem af ham, som det kunde være deres egen Søn; ogsaa mig har de modtaget paa det Venskabeligste. De beder ubekjendt at hilses. 241Eder. Jeg kom her til Byen iaftes og reiser herfra imorgen tidlig. Nyt veed jeg Intet af, men vi venter hver Dag, at der skulde skee en Forandring. Hermed vil jeg slutte med kjærlig Hilsen til Eder alle. Lev vel! det ønskes af mig, din Broder

Frederik Knudsen.