Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Ole Nielsen (1850-10-10)

Ole Nielsen Kollerød til sine Forældre.
1ste Reserve-Bataillon. Frederiksborg-Egnen.
Frederiksstad10 Oktober 1850.

Kjære Forældre!

Da Leiligheden idag tillader det, saa tager jeg min Pen for at skrive Eder et Par Ord til, efter at vi er bleven færdig med Tydskerne. Jeg haaber, at I har mobtaget det Brev, jeg begyndte paa Mikkelsbag og fuldendte d. 3dte Oktober og skrev et d. 4de og lagbe udenom. Der vil I see, hvorledes det er gaaet til her til om Eftermd. d. 4de, da jeg forseglede det. Nu vil jeg begynde der, hvor jeg slap. Strax efter jeg haver forseglet Brevet, begynder en usædvanlig stærk Kanonade, og Kl. 5 begyndte en stærk Geværild. Tydskerne meente at sløife vore Forskandsninger og saa siden med deres Infanteri at tage Staden. Halve Snese Bomber og Kugler kunde man tælle i Luften, rettede efter os, Kanonerne gik saa stærkt, man kunde ikke tælle dem, 15000 stormede frem paa os; vi var kun 3 Batailloner, de ftormebe 9 Gange; men Herren var med os, s. 247 han gjorde den danske Arm stærk og styrkede vort Mod, saa vi stod fast som danske Helte og slog Fjenden tilbage; men frygteligt at tænke sig en brølende Fjende foran sig og en gloende Ild bag sig af Staden, som Tydskerne havde skudt ⅓ i Brand af, saa Natten var saa klar som Dagen. Omtrent Kl. 11½ blev det efter 6 Dages uafbrudt Kanonade med Et nu stille, Tydskerne var flagne og flygtede, deres Døde og Saarede laae i store Dynger udenfor vore Skandser flere 100 i Tallet, som Størstedelen faldt i vore Hænder; deres Tab overskrider vist 2000, nogle og 30 Fanger tog vi, de kom op paa Skandserne og vilde over og tage os, men vi tog dem. Det haardeste Slag, Danmark har havt, men ogsaa den meest glimrende Seir. Herren være Lov og Tak i al Evighed, som hjalp os, og som haver bevaret mig for Fare. Den største Deel af Byen er nedskudt og nedbrændt; det seer meget værre ud end ved Frederisia ifjor; men det er meget flinke Folk, de begynde at flytte ind i Byen igjen, hvis Steder ikke er altfor ødelagt. Vi haver ikke kunnet faae det Mindste at kjøbe i denne Tid, men der har været Frivillige nok; vi havde det saaledes, at sendte vi en Mand efter Vand, saa kom han med Viin, da sagde vi: har Du ikke Andet end Viin? (det skal jeg erindre.) Nogle haver faaet stor Værdie; da de holdt op at fyre, fik vi Tilladelse at tage fra Luerne, hvad vi kunde, jeg haver ubetydelig. Nu er vi fri for Kuglerne, men maae paa Vagt hver anden Dag. Gud give det havde Ende, Herren give mig Helsen, da gaaer det vel godt; selv maa jeg vaske mine Skjorter, mit Skotøi er simpelt, ingen Penge har jeg, men jeg er lige glad. — Herren være med Eder, kjære Forældre og Peder, farvel!

Ole Nielsen.

Efterskrift.

Om Fredagen gik Tydskernes Musik, og Soldaterne fik saameget som de vilde drikke, saa de var ganske svirende, og om Aftenen fik de Brændeviin med Krudt i, for at de skulde gaae paa som vilde Mennesker; dem vi tog tilfange havde ingen s. 248 Støvler eller Strømper paa, Nogle havde ingen Buxer paa; de skulde i Spidsen for at lægge Broer over og være lette for at forfølge os. Hvergang Tydskerne stormede, gik deres Musik, men naar de gik tilbage, raabte vi Hurra, „Dansken har Seier vundet" og bad dem komme igjen. De stormede 9 Gange, men tilsidst kunde deres Officerer ikke jage dem frem, det var dem sagt, at hvilke kom tilbage uden at komme over, skulde hugges ned.

Ole Nielsen Kollerød.