Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Niels Nielsen (1850-12-12)

Niels Nielsen Suserop til en Ven.
4de Reserve-Bataillon. Sorø-Egnen.
Frederiksstad12 December 1850.

Gode Ven!

Dit Brev af 8de December haver jeg bekommet den 12te og seer deraf, at I er alle ved en god Helsen. Jeg kan tilmelde Dig, at jeg er Gud være lovet rask, men desværre jeg har mistet min kjære Kone. Du kan troe det er drøit for mig, da vi tillige maae døie saa meget Ondt og ikke veed, hvilken s. 250 Time at vi bliver overrasket af Fjenden. Du kan troe, kjære Ven, at jeg har aldrig oplevet saadan et Aar som dette; naar vi er paa Forpost og bliver vaade til Skindet, saa kan vi lægge os, naar vi kommer hjem, i vores gamle Halm, til vi bliver tørre; vi har ikke været af Klæderne siden vi reiste fra Veile, og Gud veed, om vi nogeutid oplever den Tid at komme i en Seng. Men Vorherre han har holdt sin Haand over mig og givet mig Mod og Kræfter, derfor kan jeg aldrig fuldtakke Vorherre, fordi han har været mig en tro Ledsager paa hvert mit Vandringsfjed. Du kan troe, kjære Ven, at det gjør mig hjertelig ondt, at jeg ikke kunde opfylde min kjære Kones Ønske at komme hjem til hende; jeg gik til Oberstløitnanten *) og han læste Brevet; men han sagde, om jeg var hans Broder, saa kunde han ikke tillade det; men han gav mig en Spesie og jeg maatte blive at spise og drikke hos ham hele Eftermiddagen; han viste mig Veien til Gud i Himmelen og tillige takkede mig for at jeg havde stridt saa tappert ved Frederiksstad. I disse Dage har vi gode Paroler; de taler om, at til den 20de saa skulde vi forlade vores Stilling, men desværre det bliver vist ikke det første Aar .... I disse Dage er vi i en By, som hedder Svabsted, men paa Løverdag saa skal vi reise til Hytterne, saa der kommer vi nok til at spise Juleaftens Nadver; det bliver maaskee et Stykke bart Brød, for Pengene de kan ikke slaae til, hvad vi skal kjøbe, det er fire Gange saa dyrt som paa Sjælland. Nu slutter jeg mit Brev med en kjærlig Hilsen fra mig og til Dig og din Kone og dine Forældre og alle gode Venner. Lev vel, gode Ven.

Niels Nielsen Suserop.

Gode Ven! i dette Brev lægger jeg en lille Sang, som jeg har digtet; jeg synes den kan være passende efter min Stilling.

Hvor Bølgen høit mod Kysten flaaer,
En ganske lille Hytte staaer;

s. 251 Der trindt omkring det hele Næs
Ei mindste Plet af Græs.

Kuns Himmel, Hav og nøgent Sand
Omgiver Hyttens Drømmeland.

Et Paradis er dog det Sted,
Thi der boer Kjærlighed.

Ei Sølv ei Guld man finder der,
Men To, som har hinanden kjær;
Kuns Kys og Smiil fra Læben leer,
Mens Øiet Øiet seer.

Vi talte ei det mindste Ord,
Glemt er for os den hele Jord,
Dens Sorg, dens Smerte, Fryd og Fred,
Thi der boer Kjærlighed.

Men Skjæbnen kalder og vi maae
Ei længer Tid tilsammen gaae,
Thi Fædrelandets Pligt jeg kan
Ei svigte som en Mand.

Jeg gjør mig færdig til at gaae,
Endskjøndt jeg føler Hjertet slaae,
Thi maaskee jeg dog aldrig meer
Mit elskte Hjem gjenseer.

Endnu en Gang dog, før jeg gaaer,
Et Kys ud af din Mund jeg faaer.

Jeg slutted hende i min Favn
Og nævnte hendes Navn;
Jeg drage skal nu bort i Krig,
Men aldrig jeg forglemmer Dig,
Din inderlig Hengivenhed,
Din trofast Kjærlighed.

Jeg skyndte mig i Kampens Larm
Og brugte mandelig min Arm;
Trindt om mig saae jeg Venner faldt,
Men Fædreland det gjaldt.

Jeg derfor udholdt Kampen heed,
Til Fjenderne forlod det Sted,
Thi Gud han var min bedste Ven,
Hans Kjærlighed er stor.

s. 252 Nu Hytten ene staaer forladt,
Thi Døden favned Qvinden brat.
Jeg kunde ei modstaae det Stød,
At høre hun var død.

Paa Jorden skilles To saa kjær,
I Himlen vi jo samles der
I Kjærlighed, i Fryd og Fred,
Thi der boer Kjærlighed.