Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Ole Andreasen (1849-04-21)

Vestermark pr. Sønderborg21 April 1849.

Kjære Svoger!

Det Første, jeg har at underrette Dig om er, at jeg er ved Helsen, og jeg ønsker at spørge det Samme fra Dig og Familie igjen. Jeg har, som Du nok har feet af de Breve, som jeg har sendt hjem, allerede været i to Fægtninger med Tydskerne, men hvor jeg dog, Gud være lovet, er kommet ufkadt fra. Der var en flem Træfning Langfredag, men der var jeg ikke med, ligesom jeg heller ikke var med den 13de ds. paa Dyppel Bakke, hvor Tydskerne ganske tidlig og før Dag angreb vore Forposter og drev dem tilbage til Brohovedet ved Sønderborg; med hidtil skulde de komme og ikke længer, thi nu blev det Dag, og nu begyndte vore faste Batterier at hilse god Morgen til dem. Dette fortrød Tydskerne, og for at kunne hilse ordentlig igjen, sendte de 16 Kanoner ned mod vore faste Batterier, og nu begyndte en heftig Artillerikamp, som var det s. 269 frygteligste Uveir, man kan tænke sig, som varede omtrent en halv Time. Det var som det heftigste Tordenveir, Knald fulgte paa Knald, og de susende og brølende Bomber og Granater gjennemkrydsede Luften i alle Retninger. Vi var imidlertid ved den tidlige Vaabenlarm kommet paa Benene, og Nysgjerrighed førte os op paa Bakkerne for at betragte dette frygtelige Skuespil, men hvor det snart blev farligt at opholde sig, og vi maatte rømme Gaarden, hvor vi var indqvarteret, da vi ikke var sikker for Kuglerne, da det var i Skudlinie efter vore Batterier. Vi morede os da med at samle de fjendtlige Kugler, som kom udmattede ned til os, og mange blev dem sendt tilbage fra vore Batterier. Fægtningen varede en halv Time, hvorpaa deres Kanoner var bragt til Taushed, og de maatte skyndsomst trække sig tilbage, uden at man siden erfarede mere til deres Artilleri den Dag, og 10de Batallion rykkede nu rask frem og bemægtigede sig to 12- pundige Malmkanoner; to var der imidlertid til, men da Hjul og Lavetter var ituskudt, saa var de ikke til at bringe med, men der opstod nu en haard infanterifægtning om dem, da Tydskerne nødig vilde forlade dem. De vedblev da næsten den hele Dag uafbrudt med en levende Ild paa hverandre; naar Vore avancerede for høit op paa Bakkerne, saa maatte de igjen trække dem tilbage, og det Samme var Tilfældet med Tydsterne, naar de kom forlangt ned mod Stranden. Der faldt vel endeel af Vore, men det var intet at regne imod det Tab, som Fjenden leed, især da de ligesom de Danske vilde storme med Bajonetten, og Vore vilde da ikke, som Tydsterne pleiede, løbe, men blev staaende og flog dem kraftig tilbage igjen. Henimod Aften aftog Slaget vel endeel, men dog vexledes enkelte Skud lige til det blev mørkt. Der har i den senere Tid ikke været noget af Vigtighed, med Undtagelse af en kort Vaabenhvile, som var afsluttet igaar paa 2 Timer, og benyttedes til at opsamle de Døde, som laae i Nærheden af de to tydske Kanoner, da der Ingen kunde komme nær til dem, da de laae imellem begge Kjæderne; thi Tydskerne vilde ikke tillade Vore at komme der af Frygt for, at de skulde fornagle Kanonerne; men bemeldte Vaabenhvile afbenyttedes da s. 270 paa begge Sider til at tage hver Sit tilbage, som endnu laae paa Valpladsen. Der var ogfaa for nogle Dage siden en stor Mængde Tydskere forsamlede i en af de afbrændte Gaardes Ruiner, men som de troede dem meest sikkre, kom 4 Bomber paa eengang ind tit dem fra vore Batterier, og den mindste Deel kom uskadt derfra, da baade de sprungne Bomber og de utallige Steenstumper, som derved kom i Bevægelse, gjorde frygtelig Virkning. Jeg veed snart ikke mere Nyt at fortætte Dig; jeg vil nu fortælle en Smule om hvorledes vi lever her i Felten. Vi venter hver Aften, naar vi lægger os i vort Straa, at vi inden Dag skal purres ud, da man formoder, at Tydskerne en eller anden Nat vil prøve at gaae over til os, men lad dem kun komme, her er til dem, og for at være beredt til at tage imod dem, maa man lægge sig med alt sit Lædertøi paa, med Undtagelse af Gevær og Tornyster; det er da ikke faa behageligt at sove, men Vanen er jo det halve Liv, siger man, og det er ogfaa Tilfældet, det mærker man i diske Tider. Jeg vil nu afbryde min Skrivelse for denne Gang, og bede Dig at hilse din Kone og alle gode Venner. Lev vel! det er mit oprigtige Ønske. Venskabeligst

Ole Andreasen Jægerspriis.