Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Ole Christian Sørensen (1848-05-07)

Breve fra Ole Christian Sørensen til sin Kone.
3die Reserve-Jægercorps, senere 1ste Reserve-Jægercorps. Hjørring-Egnen. Af Profession Skomager.
Nyborg7 Mai 1848.

Kjære, elskede Kone!

Jeg kan nu ikke længere undlade at skrive Dig til, da jeg nok kan tænke, at Du længes efter at høre Noget fra mig. Jeg kan næsten Ingenting lade Dig vide, da jeg selv Intet veed, undtagen at vi endnu ligger i Nyborg (thi de havde hverken Vaaben eller Klæder til os, men nu har vi faaet begge Dele) og altsaa ikke veed, hvilken Dag vi skal reise. Jeg skal ogsaa skrive et Brev for Jørgen til hans Kone, men han vil ikke, at jeg skal skrive, at vi reiser fra Nyborg; men jeg synes ikke det kan hjælpe at bølge det for Dig, thi jeg håber at Du fætter hele din Tillid til den gode Gud, og med Taalmodighed underkaster Dig hans uransagelige Villie; thi vi veed jo, at Alt hvad han tilskikker os skal være til vort Gavn buabe her og hisset, men jeg håber ogsaa nok, at vi skal samles igjen med Glæde og Fred, men skulde det nu blive Tilfældet, at den alvise Gud ikke vil have det saaledes, da beder jeg Dig inderlig, kjære Marie, at Du ikke forsager; vel vil Verden da falde Dig meget besværlig, men betænk, at den Tid, vi her har at leve i, er, naar den varer allerlængst, dog kun saare kort, hisset skal vi bestemt samles, og der skal vi høste Glæde og Fryd for den Besværlighed, vi her med Taalmodighed lider, og der skal hverken Tyskere eller Prøisere, der skal Intet adskille os. Med dette Haab og i en fast Tillid til Gud vil jeg da dristig gåe baade Kugler og Bajonetter imøde; skal jeg da ikke komme tilbage, da håber jeg at Du vil, såsandt det er Dig muligt, s. 286 opdrage vore kjære Børn i Gudsfrygt og Retskaffenhed, da haaber jeg ogsaa at Du vil tilgive mig Alt, hvad jeg haver forseet mig mod Dig, da kan jeg døe rolig.

Jeg længes nu saa inderlig efter at høre Noget fra Eder, men det kan jo ikke hjælpe, at Du skriver, thi vi veed jo ikke hvilken Dag vi reiser fra Nyborg, og saa kan jeg jo ikke faae det. Der er en saa stor Mængde Krigsfolk her i Byen, at det er uden Lige; her strømmer de til fra alle Kanter, baade Musketerer og Jægere og Dragoner og Artillerister og Frivillige, og det i mange Tusindetal. Vi venter hver Dag, at der skal komme svenske Tropper at hjælpe os, men de er endnu ikke kommen, men de kommer nok. Fjenden er alt trukken op i Jylland og er baade i Veile og Horsens, og mange siger, de er ogsaa i Århuus, men det troer jeg endnu ikke; men naar vi nu bliver alle samlet, saa skal vi nok storme løs paa dem, og da skal der ikke blive en levende Prøiser tilbage. Jeg beder Dig at hilse dine kjære Forældre og Søskende og alle gode Venner fra mig, jeg lever godt endnu. Alle Ting er her formedelst den store Mængde Mennesker saa dyre; en Porsion Spise, som vi før fik for 4, koster nu 12, og Smør og Ost er snart flet ikke at faae, men vores gode Konge har ogsaa lagt 10 til vor Lønning, vi faaer nu 22 om Dagen, og det kan vi da nok leve af. Jeg vil nu af Hjertet ønske, at I alle maae leve vel til vi sees igjen, og måskee det kan blive før nogen af os taenker. Lev vel!

Ole Christian Sørensen.