Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Ole Christian Sørensen (1848-07-06)

Leirskov6 Juli 1848.

Høitelskede Kone!

Dit venlige Brev fra 28de Juni har jeg med stor Glæde modtaget den 5te Juli, og jeg takker Dig hjertelig, fordi Du skriver faa snart, thi jeg er aldrig ret glad, uden naar jeg faaer Brev fra Dig. Det smerter mig meget, at min Nølen med at skrive har forvoldt Dig faa stor Bekymring, og jeg lover Dig for Eftertiden ikke at tøve saalænge. Dog hvis det skulde blive Tilfælde, at det engang skulde vare længe, inden Du faaer Brev, faa maa Du derfor ikke tabe Modet, thi det kunde jo blive muligt, at jeg kunde blive syg eller fangen, faa det kunde blive mig umuligt at skrive, men jeg var jo derfor ikke forloren. Det glæder mig inderlig at høre, at I alle har Helbred og lever vel, og at Folk ere faa gode mod Dig. Tak Peder Aasholm, eller maaskee rettere hans Kone, paa mine Vegne, fordi hun har eftergivet Dig de halve Rentepenge; hils ogsaa Madame Færk fra mig og tak hende mange Gange for den Godhed, hun beviser Dig; hun har altid været en god Kone mod os. Ogsaa Gundersen og Madamen være hilset fra mig; da deres Fødested ikke er langt fra Kirkeby, saa kjender de maaskee en derværende Præst Pastor Petersen, en meget tydsksindet Mand. Da vi efter en temmelig lang Mars s. 293 kom der tit Byen, vare vi som sædvanligt meget tørstige; der løb derfor en stor Flok ind i Præstegaarden for at drikke noget Vand, men efter Præstens Befaling blev Pompen fastnaglet, saa det ikke var muligt at faae en Draabe. De tæste nu en Deel Velsignelser over Præsten, og kom hen i en anden Gaard og fik Vand; men næste Dag, da vi skulde til at koge Suppe, da fik Præsten Gjengjeld for sin Gjæstfrihed; vi faae, at han havde en stor Stabel Bøgebrænde i sin Gaard, og nu bleve Alle enige om, at dette skulde bruges til at fyre med. Vi løb nu omtrent 30 Mand hen og hentede saameget som vi kunde bære, og endskjøndt vi ikke behøvede saameget, saa blev det dog alt opbrændt. Men det var dermed ikke nok: vi fik ogsaa i Sinde, at vi vilde have Grønt paa vor Suppe; vi gik derfor ind i Præstens Hauge, og tog alt hvad der faae grønt ud, enten det var saa brugeligt til Suppe eller ei. Præste-Familien stod i Vinduerne og faae paa os, men de sagde Ingenting til os, og de maatte ogsaa helst tie stille; thi naar vi ikke nyder vor Ret, saa tager vi os selv tilrette. Saaledes kom vi ogsaa engang til en stor Herregaard, der vilde vi kjøbe noget Melk, men Madamen vilde flet ikke sælge os noget, hun sagde hun havde ikke noget, thi der havde nylig været en stor Deel Krigsfolk der og havde fortært det; vi søgte nu omkring og fandt snart Melkestuen, som var fuld af Melk. Der gik nu et Par Stykker derind og Åbnede et Vindue, og nu langede de een Bøtte ud efter en anden, og da der var en stor Mængde Folk samlet der udenfor, saa gik det alt med, tilsidst drak de endogsaa Fløden. Nu kunde Madamen siden lade sine Piger gaae omkring iblandt Soldaterne og opsamle de tomme Bøtter, og saaledes gaaer det ofte til. Jeg seer, at Gundersen trøster Dig med at vi snart skulle komme hjem, men efter hvad jeg kan forstaae, nyder vi nok ikke saasnart den Lykke. Den 29de Juni stod der et Slag ved Haderslev, og endskjøndt de Danske beholdt Valpladsen, maatte de dog strax ester trække dem tilbage, da Fjenderne vare altfor mauge. Hele den danske Armee rykkede tilbage over Kongeaaen, og vi ligger nu i Jylland omtrent en Miil Vesten fra Kolding, og det er den daarligste By vi s. 294 har lagt i, men idag skal vi nok reise derfra, hvor vi skal hen, veed jeg ikke. Svensterne ere nok komne, men de ligger paa Fyen og paa Als, de skal vcere 25000 Mand, men der siges, at de ikke maae hjælpe os, uden Tyskerne vil rykke ind i Jylland igjen, og det gjør de vist ikke, thi de ere ikke tossede. Du skriver, at Tyrkerne vil komme og hjælpe dem; men det har jeg ikke hørt noget om, men de siger, at Engellænderne vil hjælpe dem, og at Russerne vil hjælpe os, men skal de alle rykke herind, saa frygter jeg meget for at vort kjære lille Danmark bliver aldeles ødelagt; men jeg takker Gud mange Gange at I lever i en Egn, hvor Krigens Elendighed vist ikke saa snart vil ramme Eder. Kornet staaer herude meget godt paa Marken, men det er bedrøveligt at see, hvorledes det mange Gange bliver overkjørt med Kanonerne, og overmarseret af store, tætfluttede Kolonner, saa det bliver som det var tromlet . . . . . . Søde Kone, jeg sender Dig hermed igjen 5 Rigsdaler, som er alle de jeg eier, men imorgen er det Lønningsdag, saa faaer jeg 3 &. 2, saa har jeg Penge nok igjen. Jeg ender nu min Skrivelse med de kjærligste Hilsener til Dig, min elskede Kone, og vores kjære Børn og alle gode Venner. Gud være med Eder!

Ole Sørensen.