Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Ole Christian Sørensen (1848-08-07)

Vraae7 August 1848.

Høitelskede Kone!

Dit Brev af 2den August har jeg med Glæde modtaget, og jeg takker Dig, at Du skriver saa snart; det glæder mig meget, at alle Ting staaer saavidt godt til hjemme. Kjære Kone, lad det ikke ængste Dig, at jeg har sendt Dig mine Penge, thi jeg har endnu mere end nok tilbage, og jeg vilde ogsaa gjerne sende Dig nogle idag, men jeg kan ikke forskaffe mig nogle Sedler, og Sølvpenge ere ikke gode at lægge i Breve, derfor faaer Du vist ingen denne Gang. Søde Marie, Du vilde vide, hvorledes jeg har det med Linned, og dermed har jeg det godt; jeg kjøbte en Skjorte og saa blev mig siden een skjænket; thi de veltankende danske Borgere og Bønder sender os tidt baade Skjorter og Strømper, og de falder ogsaa mange Gange paa tørre Steder. Vi kan endelig nok for det Meste faae vasket hos Huusmandskoner, og naar vi ikke kan det, saa vaster vi jo selv, men det er daarligt. Søde Kone, jeg vil nu lade Dig vide, hvorledes vi har det til Almindelighed i vores Qvarteer. Naar vi nu kommer til en Gaard, hvor vi skal indqvarteres, saa marserer vi ned i Ladegaarden, vores Offiserer gaaer da hen og aabner Ladedørene, Stalddøren s. 297 og Kohuusdøren, faa raaber be: første Platung herind, anden Platung herind, tredie Platung herind, og fjerde Platung derind, og saaledes bliver de ved, indtil der ikke er flere. Osfisererne gaaer saa op i Stuehuset og lader dem der anvise de bedste og smukkeste Værelser, os bekymrer de dem nu ikke mere om. Vi gaaer nu ind, og det Første vi gjor er, at vi borer vores Bajonetter i Væggene og hænger derpaa vores Gevær, Tornyster og Lædertøi, saa skal vi til at see efter vores Seng; over hele Laden ligger et Lag Halm, omtrent tre Qvarteer tyk; denne Seng har Tyskerne først redt op, og saasnart de forlod den, blev den igjen afbenyttet af de Donske, og har ikke siden været ledig, saa Du kan let forestille Dig, hvordan den seer ud. Halmen er fast sammentraadt, baade smaat og snavset, og mange Gange saa fuld af Utøi, at vi siger til hverandre, at de tyske Luns ere her saa store, at de reiser dem op paa Bagbenene med et halvt Komisbrød i Munden, og endskjøndt denne Skjemt rigtignok er overdreven, saa er det dog vist, at det er ingen Plaseer; thi at blive fri for dette Kram er ikke muligt, om vi end saa skiftede Skjorte hver Dag. Naar vi beklager os til Offisererne, saa siger de, at det gjør Ingenting, det hører til Krigsvæsenet, og det er jo en daarlig Karl, der kan ikke bære en Luus; det er al den Fortrøstning vi fåer hos dem. Du vilde ogsaa vide, hvordan mine Reiseklæder har det, men det kan jeg ikke sige Dig, thi både Jørgen Berken og jeg leverede vores Klæder til Sadelmager Madsen i Nyborg, og vi bad ham at forvare dem til os til vi kom tilbage, og at give dem til nogle fattige Folk, hvis vi ikke mere kom tilbage, jeg veed derfor ikke, hvorledes de har det. Jeg vil nu denne Gang ende min Skrivelse med de allerkjærligste Hilsener til Dig min kjære, elskede Kone, vores isære Børn og alle gode Venner. Gud give at jeg snart maatte nyde den Lykke at see Eder igjen. Lev vel, søde Kone, lev vel!

Ole Christian Sørensen.

Skriv endelig snart igjen, gode Marie, og lad mig vide alt det Nyt Du veed.