Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Ole Christian Sørensen (1849-05-09)

Fredericia9 Mai 1849.

Høitelskede Kone!

Endskjøndt Tiden er meget knap for mig, vil jeg dog skrive et Par Linier til Dig, kjære Kone, og lade Dig vide, at s. 303 jeg endnu, Gud være lovet, er sund og frist, og det har jeg ikke Andre at takke for end den gode Gud; thi iforgaars saae det bedrøveligt ud for os. Vi kom i Søndags paa Forpost, og Mandag Morgen Klokken 8 skulde vi igjen være aflost, men Klokken 7 rykkede Fjenden frem, og vi begyndte at forsvare os det bedste vi kunde. Men da Tyskerne vare altfor mange, saa matte vi træffe os tilbage til en Landsby *) , som laa et lille Stykke Bei længere tilbage. Der fik vi Forstærkning af nogle Batallioner, og der havde vores Folk opkastet nogle Forstandsninger, og da vi ogsaa der havde en Deel Artillerie, saa haa-bede vi, at vi der nok stulde holde Stand, og vi holdt os ogsaa længe, men da Fjenden stk mere og mere Forstærkning, og deres Batterier var meget sværere end vores, og Byen, hvorved vi havde Dækning, blev studt i Brand, saa maatte vi retirere, især da vores høire Floi trak sig tilbage, og vi blev bestudt fra tvende Sider. Ja Du maa troe, søde Kone, at det saae galt ud; hvor vi vendte vores Dine hen, saae vi ikke andet end fjendtlige Skarer, brændende Gaarde, flygtende Familier, Saa-rede og Døde. Dengang frygtede jeg rigtignok, at jeg ikke stulde have strevet mere til Dig, men den gode Gud, som altid har bevaret mig, holdt ogsaa denne Gang sin bestjermende Haand over mig. Vi trak os nu tilbage lidt efter lidt, og hver Gang vi kom forbi en Gjenstand, hvorved vi kunde have en Smule Dækning, saa forsvarede vi os der saalænge, til vi blev nødt til atter at retirere, og saaledes maatte vi vedblive omtrent to Miil, og først Klokken 5½ rykkede vi ind i Fredericia. Det var en streng Dag for os; jeg har nu været i 5 Slag, men de første fire havde flet Intet at betyde imod dette, og saa traf det tillige saa uheldigt, at vi havde Intet hverken at spise eller at drikke, thi vi stulde have havt Naturalforpleining, naar vi kom af Vagt, men vi fik i det Sted tyste Kugler. Fredericia er nu beleiret af Tysterne, og Indbyggerne flygter i Hobetal over til Fyen; ogsaa af Krigsfolkene er der mange sat over, men vi tilligemed flere stal nok blive her og forsvare s. 304 Byen. Tiden tillader mig ikke at skrive mere denne Gang, og jeg ender nu min Skrivelse med de kjærligste Hilsener til Eder alle, og med en inderlig Bøn til Gud, at han vil gjøre en Ende paa den Elendighed, som truer vort kjære Danmark. Lev vel, søde Kone! o Gud! lad os samles igjen med Sundhed og Glæde.

Ole Chr. Sørensen.