Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Ole Christian Sørensen (1850-09-01)

Hollingstedt1 September 1850.

Høitelskede Kone!

Dit Brev af 25de August har jeg med ubeskrivelig Glæde modtaget, og jeg takker Dig hjertelig, fordi Du skriver saa snart, og jeg ønsker Dig til Lykke med vores lille nye Datter. Jeg fik igaar Brev fra min Broder Jørgen, hvori han tilskrev mig denne Nyhed, og jeg troer næppe, at Tiden nogensinde har været mig saa lang som igaar og idag, indtil jeg nu iaften sik Brev fra Dig, og det Første jeg vil foretage mig skal være, at skrive Dig dette Par Linier til og lade Dig vide, at jeg endnu Gudskelov er sund og frisk, og lever saa godt, som man i disse Tider kan gjøre Fordring paa. Det er jo rigtignok intet Herreliv, naar man skal ligge 63 Mand i et Huns, hvor lidt skident Hø er vores Senge-Straae og Under-Dyne, vores Tornyster vores Hoved-Pude og vores Felt-Kappe vor Over-Dyne, og vores Spise bestaaer sædvanligt af Suppe og Ærter, som for det meste ikke er værd at spise; men vi faaer jo ogsaa Kjød og Flesk, og det er for det meste godt, især faaer vi meget Flesk, og dog bliver jeg ikke feed deraf, men det var Synd at klage, thi jeg har det forresten meget godt, og naar den gode Gud nu snart vil unde mig den Lykke, at jeg kan sporge fra Dig, elskede Kone! at Du igjen er fuldkommen frisk, saa er jeg meget glad og tilfreds med min Stilling, endskjøndt jeg længes meget efter at komme hjem til Eder. Men Gud veed, naar den Tid kommer; vi ligger endnu i den samme Stilling og veed Ingenting, og der kom idag En af vores Compagnie fra Lasarettet i Kjøbenhavn, og der vare de ligesaa kloge som vi. Altsaa kan jeg intet Nyt tilmelde Dig, kjære Kone, men Gud kan snart vende Alting om og gjøre Alt godt igjen, og det faaer vi jo at haabe. Madame Færk troer vel ikke at jeg kommer hjem mere, eftersom hun vil have mig opkaldt, dog dette haaber jeg med Guds Hjælp. Dog hvad Barnets s. 311 Navn angaaer, da er jeg meget godt fornøiet, naar det bliver efter din Villie.

Naar Du skriver til mig igjen, saa lad mig vide, hvorledes det stod til med Sessionen hos Eder, om der blev mange taget, og hvad Tid de skal reise; og lad mig tillige vide, hvorledes det sterner til med vores Avl, thi jeg har hørt, at Kornet derhenne har taget megen Skade af Uveir, og det er vist ogsaa et elendigt Høst-Veir hos Eder, thi her regner det hver eneste Dag, og blæser tillige. Jeg maa nu ende min Skrivelse denne Gang, thi jeg kan ikke see at skrive mere, for mine Øine ere ikke rigtig gode, og det volder vist disse tyske Røghytter, som vi ligger i; for de bruger ikke Skorsteen her, saaledes som andre fkikkelige Folk, men Røgen maa gaae ud af Vinduer og Døre, hvor den finder for godt . . . . . Lev stedse vel! det ønskcs af din oprigtige Mand

Ole Christian Sørensen.