Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Niels Peter Rasmussen (1848-04-27)

Breve fra Niels Peter Rasmussen Viemose til sine Forældre og Søskende.
Først Menig ved 4de Bataillon, senere Sergeant ved 1ste Forstærknings-Bataillon. Laaland. Af Profession Snedker.
Qvarteen Storebro, Igen Sogn, paa Øen Als27 April 1848.

Kjære Pige, mine gode Forældre og Søskende!

Atter finder jeg saa rigelig Anledning til at bruge Pennen for at bringe Eder Efterretning om de Begivenheder, der i de sidste Dage. har berørt mig.

s. 312 I vort Qvarteer ved Lyrskov fik vi først Efterretning om, at Preussen vilde møde os som Fjender. De tydsksindede Slesviger vidste godt at fortætte om deres store Antal. 1ste Jægercorps og 9de Batt. havde Langfredag en heldig Fægtning med Fjenden, hvorved de fangede 40 Mand, og endeel Bagage blev tagen; dette gav mig let at forstaae, at de smaae Angreb vilde føre til Hovedstag. Vi arbeidede ufortrøden Fredag, Løverdag og Paaskedag paa Forskandsninger, Forhug i Difileerne ved Lyrskov og Langesø. Paaskemorgen stod vi i Høitidsdragt for at søge Kirken; men med Spaden og Hakken mødte vi ved Solens Opgang, villige til at danne Forhindringer for Fjenden af yderste Evne. Kl. 8 hørte vi fra Fronten de første Skud, men vedblev rolig vort Arbeide, der blev accompagneret af den stedse tiltagende Kanonade. Kl. 1 kom der Ordre til at rykke mod Fjenden, det var kun en Haandevending, inden vi atte vare færdige og marcherede til en Skov ved Gottorp. Vi mødte mange af vore Tropper, der bleve dragne ud af Ilden, som havde lidt meest; det gjorde os ilde stemt, at see vore Kammerater døde og saarede, men dog tilraabte man os af og til: slaae de tydske Hunde, de Danske ere tappre! Vi vare næppe ankommen til Skoven, før Batallionen erholdt Ordre, at den skulde drage gjennem Skoven for at angribe Fjenden, om den fandtes der. I vor Tiraleurkjæde var jeg med at drage den igjennem; den første Halvdeel var besat af vore Jægere, en lang Mose, 600 Al. bred, gjorde et Skjel igjennem Skoven; paa den modsatte Side af denne uheldige Mose saae vi første Gang de preussiske Pikkelhuer; de holdt sig godt i Læ derovre og drillede os med deres Kugler, der vare uden Virkning; vi sparede paa vore Skud og skød ingen til Unytte. Vores Anfører drog os Skytter længer frem mod en Grøft, der gjennemskar Mosen; herfra kunde vi lange Fjenden; vor Oberst fulgte kort efter med hele Batallionen under Hurraraab og Kongen leve. Fjenden aabnede nu et dækket Batteries Kanoner paa os. Jeg og nogle faae vilde springe over Grøften, men sprang midt i den, i Dynd til Buxelinien. Da Obersten saae det, trak han Batallionen tilbage. Der sad jeg som kjøn Fyr, men s. 313 kravlede dog op igjen under en liflig Kuglemusik; jeg lagde mig ned langs Jorden og skød paa en Preusser, Officeer, men da jeg ladte igjen, glemte jeg Krudt; det var en smuk Redelighed, Kuglen kunde jeg ikke tage ud, alt Mandskabet var retireret, og min Riffel ubrugbar, en daarlig Stilling midt i Fjendens Ild; dog følte jeg Intet i Øieblikket, men glædede mig over Fjendens Feighed, der kun turde skyde fra sin Dækning. Jeg afskruede Pistolen, kom lidt Krudt i Kanalen, paa denne Maade lykkedes det mig at faae Kuglen ud, nu ladte jeg rigtig og løb tilbage til mine Kammerater. 7de Batallion forlod vor høire Flanke, som vi troede dækket af dem. Det benyttede Preusserne og rykkede i Masser imod os med den Speculation at fange os; itide drog vi tilbage under vedvarende Skytteild til Udkanten af Skoven, hvor Armeerne stod opstillet i Slagorden, nu skulde de ikke længer. Mørket faldt paa, en heel Dags Kamp havde ikke givet dem nogen Fordeel over os. I Morket trak hele Armeen sig tilbage bag Skandserne ved Lyrfkov, hvor vi tilbragte Natten under Gevær. Kl. 4 om 2den Paaskedag marcherede vi til Flensborg, og efterhaanden fulgte hele Armeen, af hvad Grund, veed jeg ikke, for vi havde Intet tabt. I Flensborg bleve vi indqvarterede, men 2 Timer efter blev der gjort Alarm, at Preusserne var i Byen; i den største fkammeligste Uorden løb Alting ud af Byen. Jeg havde vasket Buxer og Strømper, saa inden jeg fik indpakket, var alle mine Kammerater borte. Jeg havde hængt mit Uhr op over Sengen, det glemte jeg, det er ogsaa den eneste Skade og Tab, jeg endnu har lidt. Jeg gik rolig ud af Byen og ærgrebe mig inderlig over den fkjændige Uorden; der laae Geværer, Tornystere, Trommer, Munderingsstykker spredt i hele Forstaden; Alt dette var 5te Dragonregiment Skyld i; de havde seet Fjenden et Par Mile fra Byen, og saa reed de alt hvad Remmer og Toi kunde holde gjennem Flensborg og sagde, at Fjenden var i Byen; det var en af de tossede Jyder og Skam for deres Officerer. Cavalleriet har endnu ingen Nytte gjort os. Udenfor Flensborg, paa Valpladsen fra 9de April, fandt jeg min Fane, men kun den halve Battalion. Min Pr.-Leutnant var s. 314 med sit Peleton dragen mod den Port, hvorfra Fjenden var at vente, og Kapitainen ligeledes med det 3die Comp., med Resten drog Obersten over Gravensteen til Als, hvor vi ankom i Qvarteer Onsdag Nat Kl. 2. Fra Sondag Morgen-Kl. 5 havde vi vaaget, Været i Kamp, marcheret, arbeidet og sultet. Enhver Fornuftig tænke sig vor Stilling i 3 Døgn. I dette gode Qvarteer samler vi nu atter Kræfter. Jeg har ingen Klager hort af Soldaterne, uden over de Officerer, der feigt førte os tilbage og viste en ussel Conduite. Jeg haaber det Bedste af Fremtiden for gamle Dannemark og Kong Frederik. Gud være med os alle.

Niels Peter Rasmussen.