Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Niels Peter Rasmussen (1849-05-17)

Roerslev ved Strib17 Mai 1849.

Kjære Forældre og Søstende!

Rolig og veltilfreds vendte jeg tilbage til mit Qvarteer hos min reformerte Vært, der altid havde meget travlt med at skjænke Cichorievand og Kartoffelbrændeviin til sin Jndqvartering, der bestaaer as 56 Mand, der, for at faae Plads under Tag, næsten maae ligge ovenpaa hinanden. Jeg lagde mig veltilfreds paa mit Straaleie, medens jeg endnu hørte Mandskadet fortælle i Munden paa hinanden, hvorledes de havde feet vore Kugler træffe. Jeg slumrede snart ind og drømte, hvad man kalder behageligt, om fraværende Slægt og Venner. Kl. henimod 4 syntes jeg at fornemme en Susen udenfor, men jeg kunde dog ikke ret vaagne derved, men derpaa kommer et Skrald, som ryster hele Huset fra øverst til nederst. Forstrækket farer Alle op og iler til Vinduet for at erfare Aarsagen; da var det en Bombe af 168 s Kaliber, der var sprungen i en Have i en 30 Skridts Afstand; der kom flere der faldt i forstjellige s. 326 Dvarterer, af og til brønede Skytset fra Voldene. Jeg gik op i den nærmeste Bastion for at fee lidt over paa, hvorledes Sagerne stode, men der var intet at fee af Fjenden; han ftod dækket for vore Kanoner meb fine Morterer i nogle Forbybninger; vore Kosakposter ftob uden om Fæstningen, fom om Ingenting var paafærde. Men snart øinede jeg en Krudtdamp i det Fjerne; der er en! streg man; jeg faae efter den og hørte en Susen høit over Hovedet, og faae den falde en 600 Alen fra mig nede i Byen med et stort Skrald; herefter fulgte en Hvislen og faae Skridt fra mig saldt Noget; nysgjerrige ilede vi hen for at fee, hoad det var. Med Hirsfængeren opgravede vi da et Stykke af Bomdens Skal af en 2 til 3 s Vægt. Dette knnde overtyde os om, hvilken Kraft disse Djævle kan have. Jeg gik neb i Byen for at fee Stedet, hvor den saldt; der havde den staaet hele Forsiden ud af et Huns, der beboes af en Skomager. Hvilket Syn! der var ikke et Stykke Boflab i Stuen, nden at det var fønderflaaet; der laae Støvler, Læster, Syle, Theekopper, Tallerkener o. s. v. imellem Tagstene, de fønderflaaede Vinduer og udslaaede Vægge. Det var et tragifkcomifk Syn; thi ovenpaa denne Forvirring ftob Skomageren meb en høitibelig Gestus og fortalte os, at uagtet Alt i hans Stue var fønderflaget og hans Naboers Vinduer alle vare gaaede i Stykker af Skraldet, var han og hans lille Barn dog uffadte; skjønbt de befanbt dem i Stuen, oar de bleven det eneste Hele; thi felv Pladerne paa Kakkelovnene vare knuste. Jeg tænkte, den Gub bevarer, er uden Farer. Kl. 9 holdt Fjenden endelig op med Bombardementet. Nu bleve vi afløste og overførte til Fyen. En ftor Mængde Fruentimmer, Børn øg Syge fulgte med os paa Commanbantens Opforbring. Det var et smerteligt Syn at fee disse Stakler med Sengeklæder, Klæbningsstykker og Fødevarer samle sig i Smaagrnpper ved Strandbredden og langs Landeveien. Her græd en Lille ved Moderens Bryst, en 2—3 andre Smaastakler klyngede sig omkring hende, medens hun bekymret faae over paa det fortadte Hjem, hvor den efterladte Wgtefælle maatte blive tilbage for at opfylde fin Borgerpligt; maastee feer hun ham ikke mere, maaskee s. 327 vil hun finde fit Huus og Bohave ødelagt, naar hun igjen vender tilbage. Men hvor flal hun nu føge Ly med fine Smaae? alle de nærmeste Byer ere allerede opfyldte med tidligere Flygtninge og Jndqvartering; Soldaten gaaer vel kold og stiv forbi, men foler meget derved. Vi marcherede 1 Miils Vei til denne venlige Landsby, hvor vi hos de rige og gode Beboere lever godt og fryde os ved den venlige Natur. Men Kanontordenen ved Fredericia kalder vore Tanker med Alvor til Kampens Tumleplads. En stærk Ild faae vi der imorges; en Flygtning derfra fortæller, at en 5 til 6 Huse ere brændte, det vil ikke blive de sidste. Men Fæstningen faaer Tydsten derfor ikke, den vil, fom jeg haaber, blive forsvaret med Kjækhed og kun falde med Ære, efter at Tusinder af Voldsfkarerne ere faldne i dens Grave. Commandanten sparer paa Ammunitionen, men han skal nok vide at bruge den i rette Tid. Den Tro har jeg for min Part, om jeg end ærgrer mig lidt over den maaskee for store Sparfomhed. Jeg har det godt. Lev Alle vel! Gud bevare Dannemark og Kongen!

N. P. Rasmussen.