Danmarks Breve

INDLEDNING. Personalia af Niels Hemm...

s. XI INDLEDNING.

s. XII
s. XIII Personalia af Niels Hemmingsens Ligprædiken over Herluf Trolle.

En
Predicken,
som bleff Predicket aff
Niels Hemmingsøn D. Vdi
salige Her Herluff Trolle Ridders
Begraffuelse, vdi Herluffsholm,
den Femtinde
dag Iulij.
Anno Domini 1565.

Til Læseren.

Vdi denne Predicken finder du baade Exempel
oc Lærdom, huorlunde du
skalt leffue, om du vilt vel Dø, oc
gladelige Affskedis fra denne Verden.
Vale.

Prentet i Kiøbenhaffn, aff
Laurentz Benedicht.

Cum gratia & Priuilegio Serenissimæ
Regiæ Maiestatis.

s. XIV [Paa Bagsiden af Titelbladet til denne Ligprædiken, der er i lille Oktav, findes Herluf Trolles Vaaben i Træsnit. Bogen indledes med en Tilskrift til Birgitte Gjøe, dat. Kjøbenhavn 20. August 1565; det hedder heri bl. a. (Bl. B ij): «Er det eder oc en stor husualelse, at den Almectigste Gud vilde, at salige her Herluff skulde komme til Lands oc affskedis fra denne Verden vdi eders, Her Byrre Trollis Ridders, salige Niels Trollis, salige her HerlufFs kiere brødre, salige fru Anna Frijs, som vaar salige Niels Trollis hustru, Fru Birritthe Rosenkrantz oc mange andres neruærelse, oc siden ærlige henførdis til sin huilested oc der bleff Begraffuen vdi mange fromme Christnes aasyn, som fulde hans Lig her fra Kiøbnehaffn til Herluffsholm». Bl. B v verso anføres: «Her Herluff Trollis seduaanlige Spraack. Alting kommer aff Gud, liffuit, døden, armod oc rigdom. Fru Birritthe Gøes seduaanlige Spraack. Frycte Gud, giør huad ræt er, oc forlad dig icke paa mennisken». Texten er Marcus XIII, 33—37: «Vocter eder, vaager oc beder, thi i icke vide, naar tiden er» osv. Bl. G ij verso hedder det: «Salige her Herluff sagde en tid oc kand vel skee tire: Ieg haffuer fangit offuerhaand offuer modgang, saa at hand skal intet skade mig met Guds hielp, Huercken siugdom eller fattigdom eller forfølgelse eller had skal mig offueruinde, ieg haffuer dennem vnder mig. Men medgang kand ieg icke saa vel faa mact met, Hand er en større kempe; naar det gaar mig lyckelig oc vel, vil kiød oc blod noget ophøffue sig der aff, Men ieg skal met Guds hielp oc faa bugt paa hannem, at hand icke skal trenge mig». Paa Bogens sidste Blad staar: «Prentet i Kiøbenhaffn aff Laurentz Benedicht. M.D.Lxxij. Oc findis til Kiøbs samme steds»].

s. XV Dette maa ieg, mine fromme Christne, met all sandhed bekiende, at denne Mands her Herloff Trollis Christelig, retfærdige, oprictige oc høffske leffnit oc endeligt er megit yppermere, end at ieg kand der om tale, som det sig met rette burde. Fordi saa, seer ieg til hans Huss, seer ieg til den Christne Menighed, seer ieg til Verdslig omgengelse, seer ieg til hans Embede oc bestilning, kortelig, seer ieg til alt hans Leffnit fra første oc til hand galf sin Aand op, da haffuer ieg oc alle de, hannem haffuer omgangit met, at forundre, saa at mand faa saadanne Exempel met alle gode vilkaar finde kand. Endog ieg icke kand, som vel det sig burde, nock tale om denne salige Mands gode vilkaar, dog vil ieg alligeuel, effterdi det er mig saa til kommet, tale nogit om hans Leffnit oc affgang oc det vende oss til Exempel oc lærdom. Oc vil ieg først tilkiende giffue, huorlunde hand sit Huss Christelig oc vel regeret haffuer. Dernest huorlunde hand haffuer hafft sig i den Christelig Menighed, der fremmit Guds ære aff sin yderste mact oc formue. Det Tredie om hans kierlige omgengelse met Menige mand. Det Fierde om hans Embede oc bestilning, som hand haffuer været tilskicket aff sin Herre oc Konning. Det sidste om hans sidste skibsreise oc Christelige endeligt oc affgang aff denne wsle Verden.

Ieg wil icke tale om hans fromme oc ædle Forældre, som hand er kommen aff, om den salige her Iacob Trolle, salige her Herluff Trollis Fader, som intet viste aft den prang, hoffmod oc store wnyttelige bekostning, som nu er i genge, men leffuede Gudfryctig, optuctede sine Børn vdi tuet oc ære. Men ieg vil begynde paa hans Hussregimente, siden hand fick den fromme fru Birritthe Gøe til Hustru oc de holde Huss tilsammen.

s. XVI Huad rod oc fundament salige her Herluff Trolle oc Fru Birritthe Gøe haffue opbygt deris omgengelse paa oc Hussregimente, kand mand vel forstaa aff den gode fruct, som der haffuer ladet sig see. Thi det er icke mueligt andet, end at det skal være en god rod, som god fruct affuoxer, oc it got fundament, som en varig bygning opbyggis paa. Saa kand mig intet tuil være, at deris største oc første forset haffuer io været at bliffue endrectelig hoss det Løffte oc pact, som de haffde met deris Aandelige Brudgomme vor HERre Iesu Christo indgaaet, saa at de vilde hannem haffue for øyen, hannem prise oc loffue offuer alting, vdi huor det ellers gaa vilde met dennem. Huor dette fundament icke er vdi Ecteskab, kand der intet gaat aff komme, men Dieffuelen haffuer indgang met dennem oc fører dennem aff en last oc i en anden, indtil hand aldelis fordærffuer dennem. Men tuert imod, huor Hosbonden oc Hustruen haffue deris kierlighed begynt vdi Troen til Iesum Christum, det lader sig vel see vdi deris leffnit oc faar oc en god fremgang oc ende. Aff dette fundament, som er beggis samtycke at bliffue hoss den pact, de haffde giort met Iesu Christo, er megit got aff kommit vdi salige her Herluff Trollis oc Fru Birritthes Huss. Thi dette forsæt, at de vilde bliffue hoss deris HErre Iesum Christum, gaff dennem det raad, at huor de haffde Sædegaarde, da bygde de deris Bede kammer, huor de gaffue sig ind, besynderlige om Morgenen oc Afftenen, huer for sig at giøre deris Christelige Bøn til Gud. Oc vaar det salige her Herluff Trollis daglige viss (vden naar det bleff hannem fortagit met stor bestilling paa Rigens oc Konningens vegne), at hand straxs om Morgenen, effter hand haffde giort sin Bøn, Læste it Capittel eller tu vdi Bibelen oc lige saa om Afftenen før at hand gick til Sengs. Men ellers vaar hans besynderlige læssning vdi Sancti Pauli Epistel, i Sancti Iohannis Euangelio oc vdi Dauids Psalter, som hand altid haffde hoss sig, huad heller hand vaar til Land eller Vand.

Oc meente icke salige her Herluff oc fru Biritthe, at s. XVII det vaar nock, at de selffue fryctede Gud, men de oc der til hulde alle deris Husstienere, Iomfruer, piger, Hoffmend oc drenge, saa at de, som fands at leffue wskickelig oc vilde icke lade sig vnderuise, nøddis til at forsee sig en anden sted. Der faare lod hand offuer sit Bord daglige læse it Capittel aff Bibelen, straxs effter de haffde standit oc læst til Bords. Thi dette vaar hans viss, at hand altid vdi sit egit Huss, vden at fremmede fortog hannem det, stod met sit folck oc læste til Bords, bad vor Herre om sit daglige brød oc det siden bragede, som hand det haffde taget aff Guds haand. Om Afftenen før mand gick til sengs, maatte alle Iomfruer, quindfolck oc drenge, som tilstede vaare, siunge en Psalme oc tacke den almectigste Gud, som den dag haffde spiset oc beskermet dennem aandelig oc legemlig. Glemde de icke heller den fattige Lazarum, det er fattige folck, som haffde deris hielp hehoff, men rundelige, baade inden Huss oc vden, mange fattige, arme oc bedrøffuede menniske husualede, anseendis dennem icke effter deris reffne klæder eller legemlig wselhed, men effter det billede, de vaare skabte effter. Ia, som vor HERris Iesu Christi egne lemmer. Huor faare hand siger sig at giffuis, huad de arme giffuis vdi sit Naffn.

At salige her Herluff Trollis oc fru Birritthe Gøes Hussregiment haffuer saadan været oc meget bedre, end ieg fortaldt haffuer, vide de vel, som haffuer met dennem daglige omgaaet. Der faare vaare det vel raadeligt, at de besynderlig, som Gud haffuer giffuit nock aff denne Verden, at de saae til dette Exempel oc skickede sig der effter oc icke hulde sig effter den rige Fraadzeris exempel, som huercken passede paa Gud eller Mennisken oc forsmaade den fattige Lazarum. Huor faare hand fick sin rette løn vdi Helffuedis affgrund, som alle Wgudelige Hussholdere oc skulle faa.

Det Andet, som ieg fremsette om salige her Herluft Trollis leffnit, er om hans Christelig beuisning imod den Christne Menighed, huorlunde hand haffuer Guds ære aluerligen forfremmit. Det vaar hannem icke nock at høre s. XVIII met andre Guds ord oc at bruge vor Herris Iesu Christi Legeme oc Blod, Men hand ocsaa met hierte oc gierning altid lod sig finde at være den, som den Christne Kirckis gafFn oc ære vilde forfremme. Oc fordi hand saa vel, at den Christne Kircke kand icke lenge bliffue ved mact, vden der oplæris vdi Bogelige konster oc vdi den hellige Scrifft de, som skulle den Christne Menighed faarestaa met Guds salige Ords pure oc rene Lærdom, Der faare sparde hand ingen bekostning paa Scholer at fremme oc skickelige Personer at holde til Studium baade her vdi Riget oc anden steds. Der faare haffuer hand lagt til Helsingørs Schole aarlig rente til at holde Scholemester oc Hører met. Disligeste til Nestuede schole, Roschilde schole oc ander steds. Thi hand viste vel, at saa lenge som Scholer bliffue ved mact, bliffuer der vel ocsaa personer, som kand tiene den Christne Menighed. Oc fordi hand meente icke at være nock at oplæris vdi børne Scholer, haffuer hand vdi mange Aar holdet stundem to oc stundem flere til Studium inden Riget oc vden Riget, saa at wi haffe baade Professores vdi dette Kongelige Vniuersitet vdi Kiøbnehaffn, Bisper vdi disse Riger oc Sogneprester oc andre nyttelige tienere, som ere opdragne oc fremkomne aff den hielp, som salige her Herluff haffuer dennem hulpet met.

Oc effterdi hand kom vdi forfaring, at der vaar nogle fri Børne Scholer vdi Tysdland(!), vdi huilcke børn haffde besynderlig tilsiun oc der faare kunde dis snarere forbedris, den Christne Menighed til gode oc bistand, Haffuer hand oc met sin kiere Hustru fru Birritthe Gøe giffuit Herluflsholm til at være en Schole, vdi huilcken baade Adels børn oc andre kunde optuctis oc læris vdi, Kircken oc Riget til gaffn oc bæste. Mig haabis, at den almectigste Gud skal vel opuecke dennem, som samme Schole kand komme vdi en ret brug, saa at den bekostning bliffuer gantske vel sted. Endog denne velgierning vdi mod den Christne Kircke. Gud til ære oc det gantske Rige til beste, kand icke nock prisis aff de, som frycte Gud oc ville Guds æris fremgang oc Danmarcks rigis forbedring. Dog findis mange, som s. XIX mand offte hører, som mene, at det vaar icke vel giort aff Herluff, at hand saa meget skulde koste paa en Schole, oc føre her iblant huad wgudelig tale, som de kunde paafinde. Men huad kand mand suare met rette? Haffde salige her Herluff oc fru Birritthe saald samme Gods, omkommet det met praal, pancket, drick, daabbel oc vdi andre wtilbørlige maade, huad vilde mand sagt andet, end Huer mand maa giøre aff sit, huad hand vil, mand haffuer Recessen met sig, ingen kand forbiude, at mand maa io effter sin vilie bruge det, hannem tilhører. Men nu kunde de icke være tilfrids, men knurre her vdi mod, end de, som det intet ved kommer, oc mene, det vaar icke ret giort at faa Pæblinge saadant gods at løbe met. Huad, mine fromme Christne, er det andet at sige, end saa, haffde salige her Herluff oc fru Birritthe offrit deris Gods til Dieffuelen vdi Helffuede, da haffde det været velgiort, Men at de haffue Offrit det til Guds ære oc hans Christelige Kirckis opbygning oc Rigens beste, kand icke lides. Huor vdaff mand kand vel forstaa, at de icke vide, huor til Gud haffuer vnt en mere end en anden. Ach, huad det er Gud velbehageligt at hielpe oc fremme dennem, som skulle tiene i den Christne Kircke, Disligest ocsaa vdi Verdslig regimente oc bestilning. Men det vil ieg her hoss haffue sagt, at den Almectigste Gud skal icke holde dennem det til gode, som ville denne her Herluffs oc fru Birritthe Gøes schole omstøde oc ødelegge, men skal dennem vel hiemsøge paa sin tid, at deris onde forset skal komme dennem lidet til fromme.

Gud giffuet, at alle vilde see til dette her Herluffs oc fru Birritthes Exempel oc fremme huer effter sin æffne Guds rige oc ansee den Christne Kirckis gaffn oc Rigens bæste. Sandelig, om saa vaare, da stode der icke saa mange effter at forrycke fra den Christne Kircke det, som Gudfryctige menniske haffue vdi fordom tid der til giffuet. Men dette mit klagemaal hielper intet, den almectigste Gud hand vel paa sin tid finder de skyldige. Oc icke lader sig affstøde met nogen mact, trusel, Sophisteri oc kraaglow, s. XX men dømmer oc straffer effter sin Retfærdighed, anseendis ingen person, stor eller liden.

Det tredie, ieg faaregaff om salige her Herluffs leffnet, vaar om hans kierlige omgengelse met alle Menniske, ædel oc wædel, fattig oc Rig, Borgere oc Bønder, Quinder oc Mend, vnge oc gamle. Hand lod sig at være ingen for god. De Stater 1 , som Gud haffuer ordineret, gaff hand huer sin tilbørlige ære, anseendis huer at være en gaffnlig lem vdi vor HERris Iesu Christi Legeme. Hand icke saa holt aff den ene Stat, at hand forsmaade den anden, som mange giøre, Men vaar dennem alle tilfellig 2 met all Retfærdighed, medlidighed oc beleffuenhed. Huor vdaff hand bekom denne fruct, at huer mand haffde hannem kier, Klercke, Borgere oc Bønder actede hannem icke anderledis end som en mild Fader vdi alle maade. Adelsmend oc Fruer gierne omgingis met hannem baade i medgang oc modgang. Vdi medgang vaar hand beleffuen, lystig, venlig, yndelig. Vdi modgang vaar hand baade met trøst, gode raad oc anden bistand behielpelig. Korttelig at sige, huer mand vilde gierne omgaas met hannem, vaare glade aff hans neruærelse oc nødigt vilde være hannem quit. Dette vaar vdi sandhed Guds gierning, som saa lønner dennem, som hannem frycte. Iesus Sirach siger: En huld oc Tro ven, hand er liffsens lægedom, oc de, som frycte HERREN, bekomme hannem. Saa vende Gud mangis hierte til denne salige Mand, at hand det vilde lade hannem vide, at de, som frycte sig, fange baade yndist oc venskab hoss Mennisken, som Gud dennem forskicker.

Det Fierde, som ieg faaregaff om salige her Herluffs leffnit, vaar om hans Embede oc bestilning, som hand haffde aff sin Herre oc Konning. Huor vdi hand sig beuiste som en tro Mand vdi alle maade, baade vdi Fredlig tid oc vdi feide, baade vdi Danmarcks raad oc andre steder. Vdi Fredlig tid lod hand Louen være sin regel at handle oc s. XXI giøre effter, hand icke optenckte ny fund til at besuere fattige Vndersaatte met, hand icke forgreb sig imod Rætten met nogen mand. Men huor naade oc Barmhiertighed vaar til skade, der brugte hand straffen effter Louen, huor mand kunde spare nogen vden skade, beuiste hand all mildhed. Oc giorde hannem væ, naar nogen saa forsaa sig, at hand nøddis til at lade hannem straffe paa liffuit eller Helbreden. In Summa, hand saa skickede sig vdi all sin bestilning, at hand fands baade Gud oc Kongen tro. Vdi Feide tid til Land oc Vand beuiste hand sig met rette at bære it Ridder suerd, huilcket oc fremmede folck kunde hannem bære vidnisbyrd om. Hand icke skyde for Rigens Fiender, men sig mandelig beuiste imod dennem. Thi hand viste vel, at den, som icke vaar sin Konning oc Fæderne rige huld, hand icke heller Vaar Gud tro, som vdkreffuer aff Vndersaattene huldskab oc troskab imod deris Verdslige øffrighed. Oc tit hørde ieg disse ord aff hannem, som Sanctus Petrus siger. Frycter Gud, ærer Konningen. Huilcke ord som giffue tilkiende, at disse tho ting følgis at, Guds fryct oc tro oc huldskab imod sin Herre oc Konning, Saa at huor som det ene feil, feil oc det andet. Er nogen, som er vdi munden huld oc feil vdi gierningen, hand haffuer vidnisbyrd, at hand feil vdi Guds fryct, i huor hellig mand siunis vil. Thi den samme, som biuder, at wi skulle frycte Gud, hand oc biuder, at wi skulle være vor Øffrighed huld oc tro. Dette viste vel den frommen salige her Herluff Trolle, huor faare hand icke heller sparede for sin Herre oc Konning huercken liff eller gods. Gud giffuet, at mange vilde sette sig denne salige Mand for øyen oc følge hans Exempel effter, baade vdi fredlig tid oc feide. Men om nogen det forseer 1 oc icke acter Guds vilie oc befalning, hand faar vel i sin tid den tilbørlig løn. Gud hand bier vel en tidlang, men hand dog icke glemmer dennem, som sin vilie foracter.

Det sidste staar igen, som ieg faaregaff om salige her s. XXII Herluff, som er om hans affsked fra denne Verden. Før end hand udfoer sidste gang oc vaar skicket aff Kongelig Maiestat til Ommeral offuer Kongens skibs flode, begaff det sig, at ieg talede met hannem den dag det ny Skib bleff vdskut i Vandet. Oc vdi blant anden tale, som wi haffde sammen, sagde ieg til hannem. Herre, i lae flucks til skibs, I haffue nu vdi thu Aar yderlig voffuit eders liff, baade til Land oc vand, Gud spare eder, sandelige, yderlig giffue i eder vdi liffs fare. Her til suarede hand mig saa: Mister ieg mit liff, ieg faar vel liff igen. Vide i, huor faare wi hede Herremend, hui wi bære Guld kæder oc haffue Iordegods oc ville være yppermere oc høyre actet end andre? Der faare haffue wi denne ære for andre, at naar vor Konning oc Herre, Land oc Rige haffuer det behoff, da skulle wi Rigens Fiender affuerie, beskytte oc beskerme met mact oc all formue vor Fæderne rige, at vore Vndersaatte maa bo oc være vdi fred oc roligheɔ: Ia, ville wi haffue det søde, saa maa wi oc haffue det sure met. Met dette suar skildis wi at. Der effter foer hand til skibs vdi vor HErris Iesu Christi naffn oc holt sit folck paa skibet til Gudfryctighed, saa at de om Morgenen, Middag oc afftenen siunge Loffsang, oc lod holde Predicken oc Litani oc vddele Sacramentet, lige som hand pleide giøre, der hand vaar hiemme til sit eget. Oc beuiste hand sig saa vdi mod alle, som vaar paa skib met hannem, at de haffde hannem kier, som hand haffde været deris kiødelige Fader. Der de nu komme nær deris Fiender, kom hand dennem alle til at falde paa knæ oc giøre deris Bøn til Gud oc formanede dennem, at de sig vilde mandelige beuise imod deris Fiender oc komme deris Eed ihu, de haffde soret deris Herre oc Konning. Oc der offuer sagde Presten dennem affløsning til, som alffuerlige fulde til Gud met en stadig tro. Her effter komme de til deris Fiende, huor hand oc fick sin banne oc dødelige saar, it i det ene been oc it vdi sin venstre arm, dog stod hand frimodig oc tilraadde folcket, at de mandelig stode deris Fiender imod. Men der de nu bleflue skild fra huer andre, da kom Barskeren oc vilde forbinde her Herluff før end s. XXIII nogen aff de andre, som vaare saare: Da befalede her Herluff, at hand først skulde forbinde de andre, som vaare saare, oc siden komme til sig. Her maa mand see it oprictigt Hierte oc en ret kierlighed til sin næste. Hand stod met sine Saar, blodet forrant hannem, dog vilde hand, at de fattige Krigsmend oc Baadsmend skulde først forbindis. Det vaar vel en farlig fortøffuelse, men det vaar it oprictigt mods oc Christelig kierligheds visse tegen, som kunde icke være aff kiød oc blod (thi huer haffuer naturlige sig selff kierere end en anden), men vaar visselig aff Guds aand, huilcken der regerede hannem baade til Land oc Vand.

Der salige her Herluff nøddis til at giffue sig hiem for sin suagheds skyld, kom hand til Dragør, oc hans kiere Broder her Byrre Trolle foer vd til hannem oc lod hannem føre vd aff skibet. Der hand nu kom til Kiøbenhaffn, vilde hand icke lade sig enten bære eller age til sin gaard, men hand gick hoss sin Broder met sit Suerd paa sin Axel, lige som hand intet haffde skadt, oc fuldis de baade at ind til Fru Birrritthe Gøe paa deris Gaard.

Som hand nu vaar hiem kommen, saa brugte hand middel oc raad, som Gud haffuer der til skicket, oc befalede sin Sag den almectigste Gud i haand, huad heller hand vilde haffue det til liffuit eller døden.

Nogle dage der effter kom ieg til hannem oc talede met hannem om hans Saligheds sag oc vilde trøste hannem, da fant ieg større trøst aff hannem, end ieg kunde giffue hannem, Men paa det, at Fru Birritthe skulde icke actet, at hand redde sig til at fare til sin kiere Frelsermand Iesum Christum, bad hand mig, at ieg skulde tale Latine. Da faare gaff hand selff de besynderligste stycker aff den hellige Scrifft. met huilcke hand trøstede sig. Oc besynderlige disse Sententier brugte hand. Paulus siger: Det er en vis tale oc verd at holde aff, at Iesus Christus er kommen vdi Verden at salig giøre Syndere. Item, Naaden er større end Synden. Item, 1. Joh. 1. IEsu Christi blod renser oss aff alle Synder. Item, Om nogen synder, da haffue wi en Talsmand vdi Himmerige, som er Iesus Christus den s. XXIV Retfærdige. Item aff Dauids Psalmer. Salige ere alle de, som forlade sig paa hannem. Item, Guds Barmhiertighed gaar offuer alle hans gierninger. Men huad (sagde hand) ville wi søge mange Sententier aff Scrifften? Dette søde naffn IESVS er en fuldkommelig Euangelisk predicken. Guds Søn heder IESVS, det er Frelser. Fordi hand løser sit Folck aff deris Synder. Hans Folck ere alle de, som tro paa hannem. Denne predicken (sagde hand tit oc offte), som heder IESVS, vil ieg beholde vdi mit Hierte oc vil videre icke bemøde mig. Hand er mig nock, hoss hannem vil ieg bliffue, oc hannem vil ieg befale Liff oc Siel. Oc bad hand mig oc hemmelig, at naar det skulde være met hannem, at ieg bliffue skulde hoss den lille predicken IESVS oc icke vilde giffue hannem mere faare.

Vdi de dage, som hand saa laa, falt der atskillig tale ind, oc iblant andet talede hand om dennem, som forholder at giøre Penitentz til deris døds stund, Oc meente, att siugens bitterhed fanger en vel saa megit at tage vare, at hand icke megit kand tencke paa Penitentz. Oc meente der faare at være alle raadeligt, at de beridde sig vdi deris velmact, saa som de vilde giffue oc tage, som mand siger.

Sagde hand oc iblant andet, der er ingen ting, ieg vilde nu lenger leffue faare, end at ieg maatte komme vor ny Schole til gang, men ieg vil dog den befale den Almectigste Gud, hand finder vel raad effter sin hellige vilie.

Komme wi ocsaa i tale om hans folck, Iomfruer, piger, Hoffmend oc drenge, oc gaff hand dennem alle gode vidnisbyrd oc sagde til mig: Doctor Niels, Ieg haffuer gode tienere, ieg kand ingen aff dennem skylde, de haffue tient mig oc min kiere Hustru trolige oc vel. Ieg ved icke andet, end at de ere Gudfryctige, Gud være met dennem allesammen, Amen.

Om ottende dagen før end hand hensoff vdi Herren, effter Predicken oc effter hand vaar besuimmet, som Blodit haffde forløbet hannem, oc vaar oplagd paa sengen, da talede hand til fru Birritthe Gøe, som stod for sengen, oc sagde: Birritthe hustru, Du haffuer været min Hustru vdi s. XXV alle maade all den stund wi haffue været til hobe, som en goder Christen dannequinde, den almectigste Gud hand skal vel rigeligen belønne dig. Der fru Birritthe disse ord hørde, sprang taarene aff hendis øyen ned paa hen dis bryst oc paa lorden. Oc sagde hun til hannem: Herluff, hui sige i saa? Haffue i nu intet haab til Liffuit? Her Herluff suarede: Min kiere Hustru, vær tilfrids, mig skader intet, det bliffuer vel snart gaat, giff dig ekun tilfrids, vor HERre forlader oss icke.

Anden dag der effter, som vaar om tisdagen 1 , anammede her Herluff oc Fru Birritthe vor Herris Iesu Christi Legeme oc blods Sacramente. Der effter sagde hand oss, paa huad dag at hand skulde affskedis fra denne Verden, paa Mandag, sagde hand, da bliffuer der en stor foruandling paa min siuge, saa at ieg huercken skal plagis aff hæde eller kuld meer. Det sagde hand om Onsdagen, Fredagen oc Løffuerdagen før end hand døde om Mandagen, effter som hand haffde sagt.

Der Mandagen nu kom, som hand haffde sagt sig at skulde faa bedre, saa at hand icke videre skulde plagis enten aff hede eller kuld, Da skickte hand bud aarle om Morgenen, der try slo, til Erlig oc Velbyrdig mand Cristopher Mognsøn 2 , at hand skulde komme til sig. Der hand nu vaar kommen, da lod hand dennem løffte sig aff sengen oc sette sig paa en stoel, huor paa hand bleff sidendis, ind til hand gaff sin aand op.

Der klocken haffde slaget siu, lod hand Barskeren forbinde sig, endog hand sagde, det haffde intet paa sig. Der effter blefi hand i 3 meer oc meer suag, dog hand aldrig suckede eller stønde vdi sin bitter kranckhed. Oc talede met mig, dog faa ord, oc neffnde sin Frelsermand tit oc sagde: Iesu vær mig naadig. Oc holt det saa vd indtil afftenen, at klocken vaar offuer ni. Der effter saad hand s. XXVI oc soff, lige som hand haffde været it sund Menniske. Men lit stund ved en fierings time, før hand gaff sin aand op, bruste hans øyen, oc der effter dro en lang suck, lige som it Menniske vdi en naturlig søffn. Siden bleff hand siddendis oc soff stille lige som it barn oc der met rolige hen soffuede vdi HERREN, saa at huercken mund eller andre lemmer noget rørde sig, som pleyer end at skee met mange, naar de hen soffue. 1 Saa see wi, at hans endeligt vaar lige som hans leffnet, Gud regerede hannem, der hand leffuede, hand oc vaar hoss hannem vdi hans døds stund. Saa kand det aldrig feile, at den døer io vel, som leffuer vel. For at effue vel vdi Guds fryct, giør Mennisken frimodig, at mand døden intet acter meer end en søffn.

Dette haffuer ieg nu kortelige talet om denne salige Mands leffnet oc endeligt, paa det at wi skulle sette oss hans Exempel for øyen, paa det wi saa maatte leffue effter hans Exempel, at wi saa rolige kunde hensoffue vdi HERREN, som hand giorde. Her met ville wi nu befale hannem den almectigste Gud oc forhaabe, at wi skulle met glæde see hannem paa den yderste dommedag oc siden met hannem oc alle Guds børn prise Gud til euig tid, Huilcket oss bereed haffuer vor kiere HErre Iesus Christus.