Heiberg, Johan Ludvig BREV TIL: Hansen, Peder FRA: Heiberg, Johan Ludvig (1810-03-03)

Til Hansen.
Kjøbenhavn den 3die Marts 1810.

En sand Glæde var det mig, kjære Hansen, at modtage dit Brev af 10de Febr. Thi lige saa ondt, som Du siger, at det har gjort Dig, i saa lang Tid ikke at have faaet Brev fra mig, lige saa meget har ogsaa jeg savnet den underholdende Brevvexling, som i Begyndelsen var imellem os. Det være langt fra, at jeg vil undskylde min Efterladenhed i at skrive Dig til; men jeg er dog overbeviist om, at Du ikke selv mener, at jeg havde forglemt Dig, som Du udtrykte Dig i dit Brev. Jeg kan forsikkre Dig, at, naar Du maaskee mindst tænkte det, have dog mine Tanker ofte været hos Dig. Jeg tænker med alt for stor Glæde tilbage paa den lykkelige Tid, jeg tilbragte hos Dig, til at jeg nogensinde skulde være i Stand til at glemme den. Af de mange Ulykker som skeede i Bombardementet, kan jeg med Sandhed sige, at intet har gjort mig saa ondt, som at see Ruinerne af Borchens Collegium; thi jeg erkjender med Taknemmelighed, at jeg der har tilbragt de allergladeste og lykkeligste Timer af mit Liv. Jeg ansaae det, som mit rette Hjem; og hvor jeg ellers var, syntes jeg snarere at være paa et fremmed Sted. — Dog — jeg vil ikke opholde Dig med Snak, eller spilde den kostbare Tids. 12med at fortælle Dig Ting, som jeg haaber, at Du selv veed; jeg vil tvertimod søge at give Dig en Historie af denne exa-men artium, og fortælle Dig det, som jeg troer vil interessere Dig meest; thi at fortælle Dig alt, vilde være mig umuligt; det øvrige maa jeg gjemme, til jeg engang faaer Dig at see, saa at jeg mundtligt kan tale med Dig.

............................................................

Jeg blev ansat i Deputationen Litr. C, i hvilken følgende Professorer vare, som Du af de indlagte Characteerlister vil kunne see, A. Kall, Wøldike, P. E. Müller, Sverdrup. Jeg var meget glad ved at komme i denne Deputation, fordi jeg syntes, at disse Professorer maatte være de lemfældigste; men efter alles Tilstaaelse har denne Deputation været langt strængere end de andre i at bedømme de skriftlige Afhandlinger. Opgaverne vare følgende:

I. Den danske Stiil: „At vise hvorledes en ordentlig og alvorlig Flid medfører sin egen BeIønning, og Efterladenhed derimod sin egen Straf. — — — Et trivielt Emne i Sandhed, og høist upassende til en Examensstiil, især formedelst dets uhyre Ømsang. At afskrive hele min Afhandling vilde være for vidtløftigt, især da den ikke lykkedes mig saa godt, som jeg havde ventet det. Imidlertid vare dog samtlige Professorer, som jeg har hørt, høist vel fornøiede dermed,s. 13og gave mig eenstemmig udmærket godt. — Dette Spørgsmaal var opgivet af Prof. Rahbek.

II. De historiske Qvæstioner. (Opgivne as Rahbek.)

a) af den gamle Historie.

1. »Exponere historiara certaminis de hege-

»monia (principatu Graeciae) inter Spar-

»tam et Athenas.« — — — — Denne fik jeg især paa godt Latin. —

2. »Enarretur historia dissentionum in ci-

» vitate Romana inter patricios et pie-

»beios. « —

b) af den nyere Historie.

1. „Den protestantiske Religions Jndførelse i Engelland. “

2. „Om Trediveaarskrigens Indflydelse paa Tydsklands politiske og religieuse Forfatning. “

Alle disse Qvæstioner ere, naar jeg undtager den første i den nyere Historie, af saa umaadeligt Omfang, at de virkelig ere høist upassende til Examensstile, som alle de Qvæstioner, hvilke Rahbek har opgivet. Enhver vil kunne skrive noget over disse og den danske Afhandling; der vil ingen blive rejiceret for deres Skyld; men derimod vil det ogsaa være vanskeligt at ndmcerke sig derved, netop formedelst deres store Vidtløstighed;s. 14da man i et saadant Tilfælde maae søge at udlede det mærkeligere, og udelade det mindre mærkværdige, for hvilken Umage man derimod er sparet ved en Qvæstion af mindre Omfang; men i en saadan vil en Stymper lettere komme til kort, da han derimod vist altid veed noget om de almindelige og større Spørgsmaale, saasom der i disse er mere at vælge iblandt. — I Henseende til Indholdet og Materien lykkedes mig de første baade af den ældre og nyere Historie bedst; Nr. 2 af den nyere Historie mindst.

III. De theologiske Qvæstioner, (opgivne af Prof. Hornemann).

1. „Hvilke ere de Egenskaber, ved hvilke vi især „adskille os fra Dyrene, og hvilke de Pligter, „som i Fylge deraf paaligge os?" —

2. „At fremsætte de vigtigste Velgjerniuger, som „vi have Jesu Religion at takke for, for nemmelig i Henseende til 1) vor moralske „Forbedring, 2) den dermed forbundne for- „nuftige Sindsberoligelse. “

3. „Eu kort Fremstillelse as Jesu Characteer. “

IV. De mathematiske Qvæstioner agter jeg det ikke værdt at anføre, da jeg veed, at Du ikke har givet Dig synderlig af med denne Videuskab,s. 15og hine altsaa ikke vilde interessere Dig. De vare opgivne af Prof. Wolf.

V. Til Oversættelse af Latin paa Dansk havde vi det Sted i Livius, IXde Bogs 17 Capitel fra de Ord i Begyndelsen: ut quærere libeat, hvilke vare forandrede til quaerere libet.

til Ordene incruentas devicit i Capitelets Slutning. — Dette var opgivet af Prof. Thorlacius.

VI. Dansten til den latinske Stiil var følgende:

Den var opgiven af Thorlacius, og var ikke betydeligt vanskelig.

Vil. Oversættelserne i de levende Sprog vare opgivne af Rahbek.

Da jeg havde besvaret de første Qvcestioner ved den skriftlige Examen, vare mine Dommere saa vel fornøjede med mig, at de aabenbart lode sig forlyde med, at jeg, uden al Sammenligning, var den bedste i Deputationen. Ja jeg veed endog sikkert, at de eenstemmig havde besluttet at udmcerke mig; thi Du veed vel, at naar man har besvaret de vigtigere Spørgsmaale ved Examen Artium vel, saa pleie Professorerne derefter at lempe Characteren for de levende Sprog, og hæve disse gjerne noget høiere, end de fortjene det, for at disse, som det meest uvæsentlige, ikke skal skade Candidaten i at blive udmærket.s. 16(NB. naar disse Oversættelser kuns ei ere alt for slette). Ja de ere endog tilbøielige til at hæve Characteren for Mathematiken, naar de kuns ere vel fornøiede med de Poster, som de ansee for de vigtigere. Min franske Stiil havde ikke været ret god; uagtet jeg hele Sommeren havde læst med Professor Bruun, saa lykkedes den mig dog ikke. Bruun selv forsikkrede mig, at jeg kunde være sikker paa ben bedste Character i det Franske. Maaskee har min alt for store Tiltro til mine Kræfter i det franske Sprog gjort, at jeg var mindre opmærksom; da derimod min Frygt for at feile i det Tydske gjorde, at jeg var mere opmærksom paa mig selv, og saaledes fik en bedre Character herfor, end for det Franske, uagtet jeg dog i Grunden er stærkere i dette end i hiint. Mine Censorer havde dog nu besluttet at udmærke mig; og ved en besynderlig Uvidenhed ansaae de Characteren godt for tilstrækkelig til at jeg kunde komme i 3die Klasse af de Udmærkede. Du vil erindre af Forordningen, at de, der i enhver Rubrik have udm. godt komme i 1ste Klasse; de, der for Dansk Stiil, Lat. Stiil, og Latin have udm. g.; men meget godt for alt det øvrige, komme i 2den Klasse; de, der have udm. g. for de 3 anførte Rubriker, item for Græsk, Hebraisk (hvis de have angivet disse), Religion, Geographie, Historie; og for det øvrige godt komme i 3die Klasse. Mine Censorer indsaae nu, at ved at give mig megets. 17godt for Fransk, var jeg kommen i 2den Klasse; men da dette forekom dem at være for meget, gave de mig godt, paa det at jeg saaledes kunde komme i 3die Klasse; thi de saae af Forordningen, at man gjerne kunde have godt for Fransk og Tydsk, og dog blive udmærket i 3die Klasse. Men derved glemte de, at man tillige maatte have u. g. for Religion, Geographie og Historie, hvor jeg havde meget g. De og alle andre Mennesker troede nu vist, at jeg var udmærket: Pedellen gratulerede mig, Basse løb ud til mig, for at lade mig den glædelige Nyhed vide, jeg selv ilede hen til Prof. Ørsted, for at være den første der bragte ham denne Efterretning; alle mine Medstuderende i samme Deputation ønskede mig til Lykke. Da jeg var kommen til Ørsted for at lade ham det vide, fortalte han mig, at han allerede havde hørt det, og gratulerede mig af Hjertens Grund. Men da jeg længe havde talt med ham derom, og tildeels beklaget mig over, at jeg kuns kom i 3die Klasse af de Udmærkede, og han ligeledes sagde, at jeg rigtig nok burde have været i det mindste i anden Klasse, faldt det ham ind at kaste op i Forordningen, for at see, hvor langt jeg var fra at komme i anden Klasse; men da saae han med det samme til baade hans og min største Forundring, Bedrøvelse og Ærgrelse, at jeg slet ikke var udmærket. Jeg var saaledes i en besynderlig Forfatning: Jeg var paa et hængendes. 18Haar nær ved at komme i anden Klasse, men derimod overmaade langt fra at komme i den 3die. For at komme i anden Klasse behøvedes blot 1 eneste Characteer, og det for den uvæsentligste Videnskab af dem alle, nemlig det Franske, at hæves en Grad høiere; men for at komme i 3die Klasse maatte Charactererne for 3 vigtigere Videnskaber hæves en Grad høiere, nemlig Religion, Geographie, Historie. Netop denne Forordningens Jnconseqvens og Urimelighed var Skyld i, at Professorerne troede, at de havde udmærket mig, thi Ingen kunde troe, at en kongelig Forordning var saa bagvendt og forkeert skrevet, som denne. Imidlertid trøstede Ørsted mig saa godt, han kunde, og gav mig endnu lidt Haab, om at mine Ønsker kunde blive opfyldte. Thi han formodede, at naar mine egne Professorer troede mig udmærket, saa vilde de andre vel være af samme Mening, saa at jeg altsaa maaskee, trods Forordningen, kunde blive udmærket. Sagen skulde om faa Dage afgjøres i det almindelige Møde af alle Professorerne. Da denne Dag var kommen, og enhver Deputation anmeldte deres Udmærkede, foreviste Litr. C. en Liste, hvor mit Navn ene var anmærket. Men desværre! en af de andre Professorer (jeg troer, det var Bugge) opdagede snart det lovstridige i min Indkaldelse, til største Forbauselse for mine Professorer, der med Fornøielse havde givet mig meget godt for Fransk, hviss. 19de havde kunnet ane dette. Imidlertid vare alle enige i at taste Forordningens Urimelighed og Eensidighed, og paa Grund deraf skrede samtlige Deputationens Medlemmer en Ansøgning i et meget djærvt Sprog til Universitets - Directionen, hvori de søgte om min Udmærkelse imod Forordningen. Men da der aldrig er kommet Svar paa denne Ansøgning, saa knude natnrligviis Indkalden ikke opsættes for min Skyld, og skeede saaledes uden mig. Forresten bleve følgende udmærkede : a) i 1ste Klasse: Jacob Hornemann Bredsdorf fra Nykjøbing Skole: b) i 2den Klasse: 1) I. C. A. Rosenvinge Kolderup, Privatist; dimitt. af Cand. theol. Plesner, 2) Peder Møller, Skouboes Institut; c) i 3die Klasse: 1) Pastor Clausens Søn fra Frue Skole, 2) Leuning fra Nykjøbing. — — — Det ærgrede mig nok i Begyndelsen, at jeg saaledes maatte staae tilbage for de andre;

men . . . — quicquid mutare nefas,
Levins fit patientia —
Jeg er din hengivne
J. L. Heiberg.
s. 20