Danmarks Breve

BREV TIL: Peder Hansen FRA: Johan Ludvig Heiberg (1811-06-01)

Til Hansen.
Kjøbenhavnden 1ste Juni 1811.

Kjære Hansen!

Jeg veed vel, at jeg skylder Dig Svar for dine to Breve, som jeg alt for længe siden modtog; jeg veed vel, at jeg allerede for længe siden burde have skrevet Dig til; men om jeg ogsaa har været nok saa forsømmelig, saa matte dog denne Dag erindre mig om min Pligt; thi hvor ofte har jeg ikke lang Tid i Forveien glædet mig til den forønskede 1ste Juni, hvor jeg med største Utaalmodighed lykønskede Dig, og præsenterede Dig mine Smørerier, som jeg visselig ikke satte nogen ringe Priis paa? Husker Du endnu da jeg skrev Dig det latinste Brev til, hvoraf jeg intet andet erindrer mig, end at der til min store Sorg stod et Verbum med en urigtig Casus efter? Sandelig naar jeg tænker paa den Tid, som jeg har tilbragt i dit Selskab, saa er det med en forunderlig Følelse. Paa den ene Side glæder jeg mig, naar jeg tænker paa, at det er den lykkeligste Periode af mit Liv, som jeg endnu har tilbragt, men paa den anden s. 24 Side, naar Nærværelsen ikke vil lade sig sin Ret fratage, naar jeg tænker paa, at det hele er forsvundet og aldrig vil komme igjen paa den Maade, som det var, saa kan jeg ikke tilbageholde en Taare; i et saadant Øieblik synes jeg næsten, at jeg er kjed af Verden, fordi det bedste er borte. Det Nærværende nyde vi stedse med Ligegyldighed. Medens vi med den største Forventning og de gladeste Udsigter see ud i Fremtiden, tænke vi med Sorg tilbage paa vort Livs forsvundne Øieblikke, ligesom ved et Skuespil; inden Dækket gaaer op, sidde vi med den største Forventning og ønskede, at vi kunde gjennemtrænge Forhænget med vore Øine; men aldrig saasnart er Dækket faldet, førend vi med Bedrøvelse gaae bort, og kun Erindringen er os tilbage. Saaledes er det gaaet mig i min hele Forbindelse med Dig. Da vi vare sammen, skjønnede jeg ikke paa det Gode, jeg besad; nu da det er forsvundet, tænker jeg med Sorg tilbage derpaa. Dog selv dette byder mig at bruge det Nærværende, og saaledes nu da jeg er nærværende med Dig og taler med Dig, ikke at opholde mig med saadanne sørgelige Tanker, men heller da at underholde mig med Dig paa en muntrere Maade.

Lad mig altsaa for det første lykønske Dig af ganske Hjerte til din Fødselsdag. Skjøndt jeg skriver dette Brev i Dag, saa faaer jeg dog ikke Leilighed til at sende det bort førend Tirsdag. Thi jeg har først s. 25 kunnet begynde at skrive nu i Eftermiddag, da hele Formiddagen er gaaet bort for mig med at skrive til min Fader. Jeg skriver til Dig i Dag, saaledes som jeg saa mange Gange har skrevet Dig til paa denne Dag. Jeg har ikke forglemt de Glæder, som den saa ofte blev bestemt til. Jeg husker, hvorledes vi i denne Maaned saa ofte gjorde os en behagelig Dag ved at tage ud i Skoven. Jeg gaaer vel endnu ofte i Skoven, naar Veiret er godt, men som oftest alene. Da tænker jeg stedse paa, hvorledes jeg gjorde den samme Tour i dit Selskab, med hvilken Lyksalighed jeg rullede afsted paa Bondevognen. Jeg glemmer aldrig den første Gang, da vi vare i Dyrehaven sammen og saae de mange vilde Dyr, og gyngede i den store Gynge. Jeg sov ikke den hele Nat i Forveien af Glæde over det jordiske Paradiis, som den næste Dag skulde aabne sig for mig. Dog er der mig endnu det tilbage, at den samme Følelse, som den Gang besjælede mig, naar jeg fra de qvalme Gader kom ud i den frie Natur, endnu stedse bliver hos mig. Du vil erindre Dig, med hvilken Glæde jeg den Gang betragtede alle Planter og Dyr, som vi stødte paa underveis, skjønt jeg som oftest var ganske ubekjendt med dem. Denne samme Lyst.lever endnu i mig, og yttrer sig næsten stærkere, end dengang, og det saa meget mere, som jeg siden den Tid har udvidet min videnskabelige Natur-Kundskab. Endnu render jeg, som en Nar, s. 26 efter ethvert Insekt, som jeg seer, efter enhver Fuglestemme, som jeg hører. Forhen gjorde jeg det blot af en medfødt Følelse, af en vis Kjærlighed til Naturen, nu gjør jeg det tillige, fordi jeg har gjort et nærmere Bekjendtskab med den, fordi jeg dyrker den Videnskab, hvis Gjenstand den udgjør. Thi ligesom jeg forhen havde min ftørste Glæde i at læse i Bechsteins Naturgeschichte Deutschlands, saaledes elsker jeg nu enhver Deel af Naturvidenskaberne, og for nærværende Tid, paa denne deilige Aarstid, da den hele Natur er gjenfødt, da alle Fugle, Insekter og Planter ligesom paatrænge sig os, kan Du nok tænke Dig, at Naturhistorien er det, som især beskjæftiger mig.

Breve fra og til J. L. Heiberg.

2

Entomologien eller Kundskaben om Insekterne har alt længe været mig en høist interessant Gjenstand. Alt i flere Aar har jeg samlet Insekter og opbevaret dem, som en behagelig Moeskab og Tidsfordriv i mine ledige Timer, og jeg er allerede i Besiddelse af en net lille Insektsamling af indenlandske Insekter, hvortil jeg endnu har føiet adskillige udenlandske, som jeg har faaet i Foræring. Jeg har studeret de forskjellige Systemer, der i Særdeleshed i denne Deel af Videnskaben ere forskjellige og mangfoldige, jeg har lagt mig baade efter de ældre og nyere, og har virkelig bragt det nogenlunde vidt i at kjende de indenlandske Insekter. Man pleier at betragte Zoologien og Botaniken som to forvandte s. 27 Videnskaber, men hvor meget den første i Omfang overgaaer den sidste, vil Du deraf kunne indsee, at der af Insekter alene gives langt flere Arter end af Planter. Naar Dn endnu Hertzil lægger, at i Botaniken er alting langt mere bestemt end i Entomologien, hvor der ofte endnu hersker den allerstørste Forvirring, hvilket især har sin Oprindelse af de mange forskjellige Systemer, da man derimod i Botaniken blot følger det linneiske, betænker Du endnu, at Planterne ere fæstede til Jorden, da derimod Insekterne have en vilkaarlig Bevægelse, og blot ved kunstige Midler kunde fanges, og endelig især den ringe, ja ofte ubetydelige Størrelse af Insekterne, der gjør, at de næsten alle maae undersøges med Mikroskopet i Haanden, betænker Du alt dette, saa vil Du let indsee, at Entomologien er et langt vanskeligere Studium end Botaniken. Imidlertid have selv disse Banskeligheder endnu mere forøget min Anstrængelse, og det er virkelig tildeels dem, der ere Skyld i, at Entomologien har et langt mere videnstabeligt Udseende, end Botaniken. Min store Lyst til disse Ting har foraarsaget, at jeg har arbeidet mig igjennem det, som mange andre vilde have fundet tørt og kjedsommeligt. Men hvad der meest fortryder mig, er, at jeg netop for denne Lyst og Anstrængelse ofte maa udstaae Bebreidelser, selv af Personer, for hvis Forstand jeg ellers har Agtelse. De bebreide mig, s. 28 at jeg spilder min Tid med at lægge mig efter en Ting, der ikke fortjener min Opmærksomhed. De sige, at Insekterne og det øvrige Kryb er alt for foragteligt, til at det burde tildrage sig et Menneskes Omsorg, og især indvende de, at det er tomt Libhaberi, der ikke er til nogen Nytte, saaledes som Botanik, der kan anvendes i Medicin, Agerdyrkning og Huusholdning. Men er det ikke at sætte vor sandselige Natur over vor Aandelige? Hvo vilde vel dyrke en Videnskab for dens Anvendelses Skyld? Anvendelsen er meget god, og vil indfinde sig af sig selv; men det tænkende Menneske maae dog drives af en langt høiere Kraft, af Kjærlighed til Videnskaben selv, uden fremmede Bihensigter. Det Gode, det Skjønne og det Sande, altsaa ogsaa Dyden, Kunsterne og Videnskaberne maae udøves for deres egen Skyld; thi de ere absolut gode, de have intet praktisk Øiemed, saaledes som Haandværkene, der kuns ere relativt gode. At ansee Anvendelsen for Videnskabens Øiemed, er at profanere vor Sjels ypperste Evne, og at dyrke en Videnskab for dens Nyttes Skyld forekommer mig som at elske en Pige for hendes Penge. Derfor røres jeg heller et af slige Indvendinger, men vedbliver at studere mine Insekter, fordi jeg anseer Størrelse for et relativt Begreb, og derfor ikke troer, at Insekterne, fordi de ere smaa, bør foragtes, men er overbeviist om, at enhver Deel as Naturen, og hvilken som helst, s. 29 fortjener vor Opmærksomhed, og den ene ikke mere end den anden, men alle i en lige høi Grad.

2*

Derfor rnaa Du dog ikke troe, at jeg reent begraver mig i Skarnbasser og Kaalorme; jeg har ikke saaledes fordybet mig i disse Ting, at jeg jo ogsaa nok har Sands for andet. Mathematiken og Astronomien elsker jeg ligesaa høit som Naturhistorie. Du veed, at Ørsted lærte mig de første Principer as Mathematiken, men paa min egen Haand har jeg siden gjort betydelige Fremskridt deri. Jeg har nu i Vinter studeret den høiere Mathematik, og agter næste Vinter at fortsætte dette Studium. Thi Vintereu er mere skikket til sligt eud Sommeren, da mine kjære Naturgjenstande alt for meget vilde distrahere mig. For endnu at erholde mere Øvelse i de mathematiske Videnskaber, har jeg for et halv Aars Tid siden begyndt at give Underviisning i Mathematiken. Jeg har 4 Personer paa sorskjellige Tider at læse med, der alle skulle tage Examen artium til Esteraaret. Jeg saaer 4 Mk. hos nogle, og 3 hos andre for Timen, og har saaledes den Fornøielse selv at fortjene mig nogle Penge. Hvad der især har bidraget til, at jeg paa egen Haand har kunnet studere Mathematiken med Lethed og Fornøielse, er et fortræffeligt mathematisk Værk over den hele rene Mathematik, i 7 Bind, as ben berømte franske Mathematiker Lacroix, som min Fader paa min Begjæring har sendt mig s. 30 fra Paris, da det hverken er at faae til Laans eller tilkjøbs i hele Byen. Det er noget af det ypperligste, man kan læse, og overgaaer langt enhver anden mathematisk Haandbog. — Astronomien begyndte jeg i Vinter at lægge mig ester af Lyst, men har dog endnu ikke bragt det synderligt vidt deri; dog skal jeg nok med Tiden komme videre. Det er en behagelig Afvexling, naar man om Dagen har betragtet disse smaae Skabninger som ved .deres Smaahed næsten unddrage sig vore Øine, da om Natten at hæve sig mod hine uhyre Verdenslegemer, der i en lige saa talrig Mængde rulle i deres evig bestemte Kredsløb, og stjøndt ved første Øiekast noget ganske modsat af hine, dog tillige med dem udgjøre Dele af Naturen. Jeg har anskaffet mig Kikkerter til Laans, med hvilke jeg betragter Himmellegemerne, og hvor mange Forkjølelser mener Du ikke, at jeg har paadraget mig, naar jeg i strænge Vinternætter har siddet hele Natten midt i Gaarden under aaben Himmel med mine Kikkerter foran mig paa et stort Bord, og gjennemmønstret hele den stjerneklare Himmel? Nu er vel Aarstiden mere passende til et saadant Arbeide; men for nærværende Tid beskjæftige mine Insekter mig saa meget, at jeg nok neppe vil faae Tid tilovers førend mod Slutningen af Sommeren.

Endelig er der endnu en Videnskab, til hvilken s. 31 jeg har ben største Lyst, og bet er ben, som Du har givet mig ben første Smag for: Philologien. Om jeg ogsaa for nærværende Tid dyrker den mindre, end jeg ønskede, saa er bet blot fordi andre Ting beskjæftige mig, da jeg vist ikke har i Sinde at lægge den paa Hylden. Tvertimod samler jeg stedse paa Materialier til et tilkommende philologisk Studinm. Jeg har ved Lejlighed og Tid efter anden anskaffet mig Erfurdts Sophocles, Bothes Aeschylus, Heynes Pindar (den nye Udgave), Heynes Apollodor (ligeledes), Stroths og Dörings Livius, Schmieders Plautus o. fl., desuden en ganske ny fortræffelig græsk Grammatik af Matthiä. Endvidere halder jeg et philologisk Maanedsskrift: Museum der Alterthumswissenschaft (Philologie), som udgives af den berømte Wolf og Philip Buttmann, og hvori der findes Afhandlinger i alle Philologiens Dele af de berømteste Philologer. En smuk Udvidelse har ogsaa mit Bibliothek faaet ved en Foræring fra min Fader, nemlig alle de franske Stereotyper. Denne Samling bestaaer allerede af 138 Bind, og indeholder Corneilles, Molieres, Racines, Voltaires, Rousseaus og de fleste andre berømte Franskmænds Skrifter. De ere alle meget nitid conditionerede, og ba Samlingen endnu fortsættes, saa faaer jeg jevnlig en Transport af nye Bind.

Men, vil Du sagtens indvende mig, hvoraf skal s. 32 jeg da leve, siden jeg lægger mig efter lutter brødløse Kunster. For dette Epitheton ornans kan man rigtig nok ikke forskaane Jnsektkyndigheden, i hvor fortræffelig den ellers ogsaa kan være. Selv Universitetet har havt denne Mening lige indtil for et Aar siden, da det gjorde Rathke til Professor i Zoologien. Var dette ikke skeet, saa kunde maaskee en anden med Tiden have havt Udsigter. Dog vilde der endnu være den Udsigt, at naar det norske Universitet kom i Stand, behøvedes der to Professorer i samme Fag, hvis ikke den anden allerede var i Baghaand, og det er en Person, ved Navn Reinhard, som besidder megen Duelighed i disse Ting, og adskillige Gange har holdt Forelæsninger derover. Han er saaledes den nærmeste til at indtage den vacante Plads, som engang vil komme, og denne Vei er altsaa ganske spærret for mig. I Astronomien kunde Bugges Alderdom have givet mig Udsigter, hvis ikke et ganske ungt Menneske, ved Navn Schumacher, var bleven Professor deri. Dog var det ikke umuligt, at der ved et norsk Universitets Indstiftelse dog kunde blive en ledig Plads heri. Men min sikkreste Støtte er Mathematiken. Da det er denne Videnskab, hvorpaa de fleste og gavnligste Indretninger i det borgerlige Liv beroer, saa kan den aldrig have for mange Dyrkere, ja jeg troer endog, at en duelig Mathematiker, for hvem Adgangen i det ene Land blev spærret, s. 33 atter vilde finde den i Udlandet. Men uden at gaae saa langt, betænk saa engang, hvilke herlige Udsigter der findes blot ved Universitetet her til Lands. Vore tre mathematiske Professorer: Wøldike, Bugge og Wolf ere alle tre til Aars. Den første er saa gammel og svag, at han kan døe, naar det skal være, og de andre to ere kun meget maadelige Mathematikere Det norske Universitet vil gjøre end flere Pladser vacante, og saaledes tør jeg maaskee haabe, at jeg ved fortsat Flid engang kunde gjøre mig Haab om en saada Plads. Jeg gjør altsaa Begyndelsen med at tage philosophisk Doctorgrad, hvilken jeg maaskee om et Par Aars Tid kan erholde. Jeg anmœlder da offentlige Forelæsninger over Mathematiken, og gaaer saaledes gradvis frem, til jeg erholder det som jeg ønsker.

For imidlertid ikke at sulte ihjel under alle disse Tilberedelser, deels for selv at fortjene noget, deels for at berede mig en anden Vei, som jeg kan have i Baghaand, om den første skulde glippe, er det maaskee muligt, at jeg tager Landmaaler- og Landinspecteur-Examen til Efteraaret. Dette er især Gyllembourgs Plan, og om jeg gjør det, saa skeer det meest for at føie ham. Egentlig maae man først tage Landinspecteur-Examen 8 eller i det mindste 6 Aar efter Landmaaler-Examen. Men da jeg allerede forstaaer langt mere Mathematik, end jeg dertil behøver, saa s. 34 faaer jeg nok Tilladelse til at tage begge paa eengang. Aarsagen, hvorfor jeg ikke gjerne tager ben Examen, er, at de fleste Landmaalere ere nogle uhyre Klodse, saa at jeg egenlig synes, at jeg begiver mig i altfor flet Selskab derved. Thi en Landmaaler og et umælende Bæst ere næsten Synonymer; og naar en Fader har en Søn, som hverken duer til Studeringer, Handel eller noget andet i Verden, saa pleier hans sidste Resolution at være den at gjøre ham til Landmaaler. Jeg har derfor heller ikke i Sinde, at gaae og maale Land op for. Folk, men mere at have det Hele i Baghold, og kunne beraabe mig derpaa ved Ansøgning om andre Ting.

Min gamle Lyst til Poesien er saa langt fra at være forsvunden, at den er langt stærkere end før. Jeg læser bestandig de bedste Digterværker, saavel Smaadigte, som Skuespil og Romaner, og især studerer jeg Göthes Mesterværker. Forundre Dig ikke over det Udtryk studere. Thi det er egenlig en falsk Idee, naar man kalder slige Beskjæftigelser Moerskabs-Læsning. At læse gode Digterværker er lige saa nødvendigt eller endnu mere, end at læse de saa kaldte nyttige Bøger, thi disse danne os til Videnskabsmænd, medens de første danne os til Mennesker ; de udvide vor Forstand, medens disse beskjæftige vor Phantasie og vor Følelse. At jeg ogsaa selv undertiden forsøger min Lykke i Poesien er en nødvendig s. 35 Følge heraf. Dog skeer det ganske i Stilhed, som en Fornøielse sor mig selv allene, og der er neppe to Mennesker, som jeg lader see dette. Imidlertid vilde det røbe en altfor stor Mistillid til min gamle Lærer, om jeg ikke nu, ligesom før, turde vise ham mine smaa ufuldkomne Forsøg. Jeg beder Dig derfor at modtage indlagte tvende Smaadigte. De ere begge naturbeskrivende, det ene er en Vinter-, det andet en Foraars-Situation *) . Det skal glæde mig, om de kan gjøre Dig nogen Fornøielse, og et Øieblik opmuntre Dig mellem de mange kjedsommelige Forretninger, som Du sikkert er plaget med.

Jeg forbliver Din hengivne
J. L. Heiberg.