Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Ludvig Heiberg FRA: Karen Margrete Rahbek (1813-09-07)

Fra Fru Rahbek.
Bakkehusetden 7. September 1813.

Kjæreste Ludvig!

Jeg vilde gjerne have anstrængt mig med dette Brev, for om muligt at overbyde Dig, og havde til s. 43 den Ende taget et Stykke Papir frem, der er prydet med den store Napoleons Billede; men da jeg erindrede, at jeg ikke havde uden de allerelendigste Kragefiær at skrive med, nænnede jeg dog ikke at overmale hans keiserlige Majestæt med Kragetæer, som jo vilde have været en Majestæts-Forbrydelse. Derfor tog jeg et fienbtligt Stykke Papir, men vær overbeviist om, at Du, saasnart jeg faaer ordentlige Kragefiær fra Herremanden paa gamle Kiøgegaard, skal faae et Brev, hvis Ziirlighed skal forbause Dig.

Du havde Ret i, at det ikke var smukt af mig, ei at sige Noget om Dit Stykke *) , hvis jeg nemlig havde vidst Noget at sige Dig, eller læst det dengang; men da ingen af Delene var Tilfældet maatte jeg vel tie. Sagtens kan jeg heller ikke sige Meget i Dag; men jeg kan dog sige Dig, at jeg endelig i Dag har faaet Ro til at læse det, (Du maae forresten slet ikke troe, at jeg har forsinket det, thi Etatsraad Olsen skulde dog først have det i Morgen, og havde jeg ikke vidst det, havde jeg sikkert læst det en Nat, siden jeg slet ikke kunde faae Ro til det om Dagen,) og jeg har gjort det med megen Fornøielse. Det har interesseret mig i det Hele, især har alt det Deilige, der siges om Tycho Brahe, rørt og glædet mig inderligt og givet mig megen Lyst at faae meget s. 44 mere at vide om denne mærkelige Mand, end jeg tilforn har vidst.

Onsdag Morgen.

Da jeg var kommen saavidt i Aftes, blev jeg afbrudt, og skiøndt jeg nu skammer mig over Grimheden af den Skrift, Du kalder: skiøn, vil jeg dog fortsætte dette Brev, for at Du ikke skal vente flere Dage efter min Tak; og desuden frygter jeg ogsaa, at Du eller Din Moder kan have hørt, at jeg var Eder saa nær i Søndags, uden at lade mig see, og da dømme underlig om mig. — Om Dit Stykke kunde jeg have Lyst til at sige Dig noget, naar ikke Budet, der skal bringe dette til Kiøbenhavn, skulde gaae om faa Minuter. Nu kan jeg kun sige Dig, at iblandt Sangene, som alle forekomme mig meget vakkre, og nogle ordentlig vidunderlig skiønne, rørte Claras Romanze mig allermeest, hvorfor jeg ogsaa har læst den mange Gange. Endelig maae jeg tilføie dette, at kunde jeg giøre noget til det, saa fik Du visselig Dit Ønske opfyldt i Henseende til Antagelsen og Opførelsen af Dit Stykke; men at jeg, skiøndt alle 3 Theater-Directeurer ere mine gode Venner, ikke tør haabe at kunne udrette noget til Dine Ønskers Befordring, ifald de skulde møde Hindringer.

..................................

Og lad mig nu endelig sige Dig, hvad derfor mit Hierte er det allervigtigste, at Du ved Dit s. 45 kiærlige Brev, og ved at have ladet Ord, der virkelig kom fra mit Hierte, finde Adgang til Dit, har forøget den Glæde, Dit korte Besøg forskaffede mig, og rørt mig saa dybt, og inderligt, at jeg nu ikke kan skrive om det, uden at græde af Glæde. Gud velsigne Dig altid, og lade Din Aand og Dit Hierte altid blomstre saa skiønt, som hidtil. Din kiærlige Moder og Gyllembourg maae Du endelig overbevise om, at det var ganske imod min Villie, at jeg ikke kom til dem i Søndags, og hilse Dem inderligt fra

Din oprigtig hengivne
K. M. Rahbek.

Rahbek hilser Dig venskabeligst, og bringer nu Dit Stykke i Theater-Directionen til Etatsraad Olsen.