Danmarks Breve

BREV TIL: Peder Hansen FRA: Johan Ludvig Heiberg (1814-07-02)

Kjøbenhavnden 2den Juli 1814.

Kjære Hansen!

Hvor inderlig kjært dit Brev af 28de Mai har været mig, behøver jeg vel ikke at forsikkre Dig. Det forekom mig som enkelte Toner fra en alt længe forsvunden Tid, som jeg kun alt for meget savner, fordi jeg anseer den for at høre til de lykkeligste Perioder i mit Liv. Du har atter talt til mig, og med samme Venlighed, Blidhed, Aabenhjertighed, Godhed og Venskab, s. 53 som Du allerede i min Barndom skjænkede mig, og hvorved Du vidste at gjøre mig de for Børn og unge Mennesker sædvanligen ubehagelige Læretimer til nogle af de behageligste Øieblikke, jeg har oplevet. Men Du var mig ogsaa langt mere end Lærer. Aldrig savner jeg Dig mere end paa nærværende Tid af Aaret, da vi pleiede at gjøre vore morsomme Toure til Skoven. Endskjøndt Dyrehaven langt fra ikke længer er det, den før var i Kildetiden, saa kan jeg dog ikke lade være hvert Aar at gjøre en Valfart derhen, paa hvilken jeg da levende erindrer mig dit behagelige Selskab, som jeg nu maa savne. At jeg ikke før har svaret paa dit Brev, kommer deraf, at jeg har ventet paa at kunne opoffre en ordentlig Række af Timer dertil; thi naar jeg skal underholde mig med Dig, saa vil jeg nyde denne Glæde i Ro, og ikke behøve at løbe til og fra. I denne Formiddag har jeg da endelig seet mit Snit. Udenfor regner det, og er et ubehageligt Veir; men desto mindre skal min Indbildningskraft lade sig forstyrre af noget udvortes Indtryk; den skal indeslutte sig i sig selv, og tilbagekalde sig Erindringen af fordums Tider. Hvad der har gjort mig særdeles ondt, er, af dit Brev at have bemærket, at Du dog ikke er vel fornøiet. Du taler om din uheldige Stemning, dit sørgmodige Sind, at Du høiligen trænger til Adspredelse o. s. v. Langt fra (som Du troer) at være s. 54 kjed af denne (som Du kalder den) Jammersang, takker jeg Dig tvertimod for at Du i alle Maader søger at fremstille mig din Forfatning, som den virkelig er. Men mon Du ikke tager Dig Verden for nær? Mon Du ikke lader Dig for meget nedtrykke af Øieblikkets Ubehageligheder, og lever alt for lidt i Haabet, hvori dog i Grunden vor eneste Lykke her paa Jorden bestaaer; thi naar selv det, vi haabe, bliver nærværende, er dog den bedste Glæde forbi, og vi nyde det ikke engang med Fornøielse, førend vi have bygget et nyt Haab for Fremtiden. Jeg er overbeviist om, at Mennesket, naar ikke virkelige positive Ulykker ramme det, er lige lykkeligt under enhver Stilling i Livet. Allermindst bør man lade sit Humeur nedkue af oeconomiske Sorger. Vel sandt, at de tynge for Øieblikket, men om den Fattige nu i samme Øieblik blev rig, da vilde sikkerlig nye og ikke mindre ubehagelige Sorger afløse de forrige. Jeg tør sige, at kun et borneret Menneske kan faae sine Ønsker og sit Haab opfyldte, eller blive fuldkommen tilfreds i denne Verden. Hvortil skal da den frugtesløse Bekymring? Du siger, at Du kan ikke være Stoiker. Men der gives flere Maader end Stoicismen, til at overvinde hiin overflødige, chimæriske Sorg. Et saadant Middel er Epicuræismen. Jeg tager her naturligviis ikke Ordet i den slette Betydning, som det Misbrug i de senere Tider har s. 55 erholdt, men i den ældgamle, oprindelige Betydning, da Epicurs Philosophi bestod i en flygtig og let Anskuelse af Livet, ikke som en Følge af barnagtig Letsindighed og Overfladiskhed, men som et dybthentet Resultat af Betragtningen over de jordiske Tings Forgjængelighed, og Umuligheden af at opnaae en absolut Lyksalighed ved vore endelige Midler; en deraf flydende Selvindesluttelse i Haabet paa noget tilkommende, uforanderligt, evigt; og en dermed forbunden glad Nydelse af det nærværende. Det er denne herlige Philosophie, hvis Talsmand Horats har været; og skulde ikke hans Læsning kunne opmuntre Dig? Det er denne Philosophies practiske Resultater, som han har skildret (for blot at tage de nærmeste Exempter) i sine Oders første Bogs 4de, 7de, 9de, 11te Ode, og i det Følgende paa mangfoldige andre Steder. Det er denne Philosophie, Baggesen har fremstillet i sin henrivende Efterligning af Horats, som Du vil finde i hans samtlige Værkers første Deel, Pag. 92, under Titel af Selvindbydelse. Skulde Du ikke kunne forskaffe Dig den lette, flygtige Stemning, som findes i disse Digte? Og mon Du ikke har den i Grunden, ifald Du kun vilde dyrke den, og overlade Dig til den? Lad den lette og muntre Poesies Læsning og Videnskabernes Dyrkelse, saa meget som muligt, beskjæftige Dig for det nærværende, da vil Du ogsaa faae nye Tanker, som s. 56 skulle fortrænge de nu vaagne prosaiske Sorger; da vil Du vist leve mere i Haabet, end Du nu gjør. Og hvorfor skulde Du ikke haabe? Der er al mulig Rimelighed for, at Du vil blive forflyttet. Kaas *) har sagt til Gyllembourg, at han sikkert skulde erindre Dig, og saa snart muligt opfylde dit Ønske, ikke just med dette, men vel med et andet Kald. Hjembek fik den samme Herr Basse, som læste med mig. Han var gift et Par Aar, førend han fik Kald. Baade han og hans Kone græmmede sig længe over at han ikke knude blive ansat, Nu ere de derimod saa lykkelige, som muligt. Deres første Barn var dødfødt, men nu har de faaet dem en rask lille Dreng, som allerede er døbt. For 3 Uger siden flyttede de ud til Præstegaarden. — Tag mig nu ikke ilde op hvad jeg har skrevet her ovenfor. Jeg mærker, at det paa somme Steder seer ud som Moralisering. Men Du kan vel tænke, at jeg ikke kan have villet paatage mig en saa upasselig Forretning. Jeg har kun ønsket at kunne bidrage til at skjænke Dig den Trøst, som Du saa oste har tildeelt mig, naar jeg har været bedrøvet; og nu ikke mere om den Sag.

Jeg veed ikke, hvor længe det er, siden jeg sidst skrev Dig til; men det maa være særdeles længe siden, eftersom Du endnu staaer i den Formening, at jeg s. 57 vil tage Landmaaler-Examen. Det er vist over to Aar, siden jeg ombyttede dette Project med det andet, at studere Medicin, hvilket jeg hidindtil har været troe, omendskjøndt jeg just ikke endnu har anvendt nogen ret vedholdende Flid derpaa, men, som Du veed, ofte har ladet Poesien distrahere mig. Jeg kan just ikke sige, at det er min Hensigt at blive practiserende Læge, medmindre dette skulde gjøres nødvendigt. Mere haaber jeg, at Medicinen skal bane mig Vei til et eller andet dermed forbundet Levebrød. I det mindste er det noget, man kan have i Baghold, naar alt andet slipper. Aarsagen var, at alle mine Venner ønskede, at jeg skulde bestemme mig til et vist Fag, der tillige kunde skaffe mig Levebrød. Landmaaleriet er mig alt for modbydeligt. Jeg valgte da Medicinen, ikke som det Fag, jeg havde den største Tilbøielighed for, men som det Brødstudium, jeg mindst afftyede. For at være conseqvent, faaer jeg da vel at rive mig med det første løs fra alle mine smaae Liebhaberier og i nogen Tid studere for Alvor, for at jeg kan faae Examen. Imidlertid er der dog et og andet, som jeg havde Lyst til at skrive i Forveien, og maaskee giver jeg et lille Bind i Trykken, førend jeg ret for Alvor tager fat paa Medicinen. — Mit Marionettheater har nydt alt det Bifald, som jeg kunde vente mig, og meget mere. Deels har Manges mundtlige Deeltagelse forsikkret mig derom; s. 58 deels? har Oehlenschläger skrevet et smukt Digt *) til mig, hvilket han sendte mig første Juledag, tilligemed alle de af hans Værker, som han selv har forlagt. Dette Digt er indrykket i Maanedsskriftet Athene, hvori jeg ikke, som Du troer, har ladet nogle Afhandlinger indrykke, men vel en Romance og en Oversættelse af et Par Digte af Fru Brun, hvilke hun selv bad mig om at oversætte og lade indrykke i Athene. For at Du kunde faae disse Ting at læse, har jeg ladet din Svoger, som i disse Dage er reist hen til Dig, medtage mit Exemplar af Athene, hvilket Du kan gjennemblade; men jeg skal bede Dig om, at Du vil lade ham tage det tilbage igjen. Den omtalte Romance, som staaer i Februarhestet, er taget ud af et Syngespil, Tycho Brahes Spaadom, hvilket jeg skrev forrige Sommer, efter Don Juan og førend Pottemager Walter. Dette Syngespil leverede jeg ind til Theaterdirectionen, som lovede at antage det, ifald jeg vilde gjøre nogle Smaaforandringer deri, og hist og her forkorte det lidt. Men imidlertid blev jeg kjed deraf. Jeg troede at have opdaget nogle Feil deri, som ikke uden ved en total Omarbeidelse kunde forandres, og har da saaledes hidindtil ladet det det ligge urørt. Jeg skulde gjente have sendt Dig det, med Schow, til Gjennemlæsning; s. 59 men, som sagt, jeg er ikke fornøiet med det. Naar jeg engang omarbeider det, og lader det trykke, skal jeg sende Dig (som Du vel kan tænke) et Exemplar. Oehlenschlägers Digt til mig staaer i Martshestet. I Maiheftet vil Du finde Fru Bruns Digte, tilligemed et Digt foran, fra mig selv til hende. Ifølge heraf har Baggesen skrevet følgende alt for overdrevne Berømmelse, som han har ladet indrykke i sin Skuddag, et Ugeblad, som han udgiver:

„Til fru frederikke Brun, født Münter, paa hendes fødselsdag, i Anledning af Ludvig Heibergs Sonnet i Spidsen af hendes to, af ham oversatte Digte, i det nys udkomne Maihefte af den omslaggnte Athene."

Den Digter, der saa sindrig, som beskeden,
Halv Yngling end, med spæde Vingeskud,
Liig dem af Skuldrene paa Amors Brud,
Qvad Digteren denne Sang herneden,
Vil engang stor, som nu alt elskelig,
Paa mægtige fuldvoxne gyldne Vinger,
Til Sangens Top, hvor Evalds Aand sig svinger,
Fra vore Toners Kampplads svinge sig,
Og, Fremtids Genius i Upartiskhed liig,
Naar, Psyche, Dit os her alt rakte Bæger
Bag Gravens stille Lethe vederqvæger,
Sangdømme den i Live førte Krig
Imellem Baggesen og Oehlenschläger.

Baggesen."

s. 60 Thi Du veed vel, at Baggesen, saavel i Bladet Dannora, som ogsaa i Skuddagen og lille Søndagasten paa det skarpeste har recenseret Oehlenschlägers sidste Tragedie, Hugo von Rheinberg, Maanedeskriftet Athene, Professor Bruuns Værker, Theatret, N. C. Bruuns Theateroversættelser, Rahbeks seneste literaire Producter etc. etc., samt at han nu vil tage fat paa alle Oehlenschlägers seneste Værker, saa at han nu ligger i Strid med den hele Verden. Meget heraf vil Du finde i Athene, især hans Stridigheder med Molbech. Unægtelig har han Ret i meget af sin Kritik. Oehlenschläger har virkelig tabt sig. Hans seneste Produkter ere matte; men jeg haaber, at han vil reise sig igjen efter dette Stød. Mærkværdigt er det ellers, at han ikke har svaret et Ord paa alle Baggesens Invectiver. — Literaturtidenden har i disse Dage indeholdt en meget brillant og smigrende Recension over mit Marionettheater. Den er formodentligen skrevet af Jens Møller. Om jeg kan opspore nogen Leilighed, skal jeg sende Dig den.

Hvor gjerne havde jeg ikke fulgt med Christian Schow over til Dig! Men uagtet din venskabelige Indbydelse, som jeg ret takker Dig meget for, seer jeg mig dog ikke istand dertil. En saadan Reise vilde koste mig flere Penge, end jeg for nærværende Øieblik kan taale at miste. — Men Tiden er forbi; Brevet maae bort, og endnu havde jeg tusinde Ting at sige Dig. Jeg har ei engang ret besvaret dit s. 61 Brev. Dog vil jeg hellere sende dette bort nu, som det er, end lade det ligge til næste Post. Med det første vil jeg begynde, hvor jeg i Dag slap. Min Moder hilser Dig paa det venskabeligste. Gyllembourg ligesaa. Med næste Post vil han selv skrive til Dig. Hils din Kone og Christen mange Gange fra mig, ligeledes fra min Moder og G. Lev nu ret vel, og skriv snart igjen til din bestandig hengivne

J. L. Heiberg.