Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Ludvig Heiberg FRA: Jens Baggesen (1820-12-22)

Fra Baggesen.
A L’extrait du monde *) ce 22 Decembre 1820.

Deres elskelige Brev af 18 December har inderlig rørt mig, min unge Ven! jeg kan ikke beskrive Dem min Taknemmelighed for en saa ufortrøden Venskabelighed, som den De har viist i saa ofte forgjæves at besøge mig, eller rettere mit Efterladenskab i St. Annegaden, hvor selv min ulykkelige Kone og ikke lykkelige Søn ei have været istand til at modtage Dem. De have tilmeldt mig Deres gjentagne Artighed, og paalagt mig, ogsaa paa Deres Vegne hjertelig at takke Dem.

Hvad der i dette Øieblik, foruden hundrede andre Ubehageligheder, i høi Grad bedrøver mig, kjæreste Heiberg, er den Tanke, De naturligviis maa Menneske i Verden. Intet maa i Deres Øine kunne undskylde, at jeg paa eengang unddrager mig de faa Landsmænds Omgang, der med aabne Arme have modtaget den halv landsforviiste Baggesen, og uden videre lader alle Høfligheder og Artigheder fra deres Side ubesvarte. Men vidste De, min Ven, i s. 71 hvilken Forfatning jeg og mine har været siden den 11te December (en ikke blot i Dannemark ulykkelig Dag) vilde De neppe have nogen anden Følelse i Henseende til mig, end den, en yderlig Grad af Ulykke opvækker i etyvert elskende Hjerte.

Jeg har stræbt, og stræber endnu med stoisk Haardnakkenhed at skiule denne yderst ulykkelige Forfatning, hvori jeg finder mig aldeles forladt, for alle mine Venner og især for mine Landsmænd, ja, selv for dem iblandt mine mægtige Velyndere her i Paris, der kunde redde mig. Der blander sig upaatvivlelig lidt Forfængelighed i denne Haardnakkenhed; men Hoved- eller rettere Hiertekilden til min Beslutning er ædel Stolthed. En dyb Følelse af den Uret, der er skeet mig. og af min Fortienen af en bedre Skiæbne forhindrer mig i, at tage min Tilflugt til Redningsmidler, den Skyldige blot fornedrer sig til. Jeg vil desuden ikke give min nærværende Skiæbne til Priis for mine danske Forfølgeres og Bagvaskeres Kommentarer.

For at trøste Dem, i Henseende til min Ære, kan jeg blot sige Dem saa meget, at jeg deler Skiæbne ikke blot med fortrinlig ædle, men med fortrinlig udmærkede, og selv med Personer, hele Europa kiender som saadanne.

Hælvten af denne Aarets sidste Maaned er mit s. 72 Livs meest tragiske men og interessanteste Epoke; jeg har deri læri hvad intet Bibliothek og ingen Reise paa Jorden eller rundt om Jorden kan lære. Det koster mig Anstrængelse, ikke at meddele Dem Opløsningen af denne min praktiske Gaade — som jeg indtil videre gad kalde Det timelige Sindbillede. Jeg formoder at De vil komme Giætningen deraf i Prosa ligesaa nær, som De kom Giætningen af hin i Vers.

Jeg haaber, trods det frygtelige

„Lasciate ogni speranza voi ch’intrate !”

Forløsning af mit nærværende Helvede inden Aarets Ende.

.... Facilis descensus averni
Noctes atque dies patet atri janua ditis
Sed revocare gradum, superasque evadere ad
auras

Hoc opus, hic labor est! —

Og det er først i Dag, jeg finder mig aandelig og legemlig istand til at skrive. De er den første, min ædle unge Ven (næst min inderlig elskede Kone) til hvem jeg gjør Brug af denne Evne — ikke engang mine to ældste over mig urolige Sønner have siden min Ankomst til Paris seet en Linie fra Deres Fader s. 73 — jeg haaber, dette vil være nok for at overbevise Dem om hvor inderlig jeg er Deres hengivne

Baggesen.

Et Par Linier fra Dem til mig, i et Brev aflagt for min Kone eller min Søn, vilde meget glæde mig. De kunde frit skrive mig hvad De vilde, thi Politik etc. rager og rører mig saalidt som en siellandsk Grønlandsfarer i en Hvalfiskebug paa hin Side Spidsbergen.