Til I. P. Mynster.
Kiel, 7. April 1825.
Høistærede Herr Doctor!
Da jeg i forgangne Efteraar udarbeidede mit litte Skrift om den menneskelige Frihed, og fandt mig foranlediget til i samme at opponere ei blot imod Prof. Howit, men ogsaa mod hans Modstandere, bestræbte jeg mig for at føre denne Strid med den Urbanitet, jeg ikke blot var de hæderlige Mænd skyldig, der allerede havde opløftet deres Stemme, men ogsaa Sagen selv, der, ifølge sin Natur, burde forhandles indenfor den videnskabelige Polemiks Grændser, og ikke neddrages i den Sphære, hvori de danske Stridsskrifter kun altfor hyppigen tumle sig. Ikke desmiudre troede jeg dog ogsaa at maatte undgaae den modsatte Yderlighed, der heller ikke er saa sjælden, den at gaae altfor varsomt udenom Gjenstanden, af Frygt for at fornærme nogen af de stridende Parter, istedenfor at sige sin Mening bestemt og fyndigen, samt blande i Foredraget noget Salt ogs. 98Peber; hvilket er himmelvidt forskjelligt fra Grovhed og Smudsighed, ja endog et nødvendigt Ingredients i polemiske Skrifter, der ellers let blive fade for Pluraliteten af Læsere. Etatsraad Ørsted, Professor Sibbern og Professor Howit ville vist alle tilstaae mig, at jeg med Hensyn til dem har undgaaet Polemikens Scylla og Charybdis, idet jeg uden personlig Fornærmelse (og hvad Grund skulde jeg vel ogsaa have til en saadan?) har kraftigen opponeret imod dem alle tre.
Breve til og fra J. L. Heiberg.
6
Saa meget mere skulde det gjøre mig ondt, om Deres Høiærværdighed fandt, at jeg, med Hensyn paa Dem, havde været mindre heldig i at undgaae det ene af de betegnede Skjær. Mig selv er denne Mistanke aldrig faldet ind, og det af den naturlige Grund, at jeg aldrig med fjerneste Tanke kunde have isinde at sige det ringeste Fornærmelige imod en Mand, for hvem jeg selv har den allerstørste Agtelse, og hvem jeg er Taknemmelighed skyldig, fordi han ved alle Leiligheder har viist sig som min Ven og Beskytter. Jeg har kun afveget fra ham i en philosophisk Synsmaade, hvori det desuden er sjeldent at finde to Mennesker fuldkommen enige; men herfra er en uendelig Afstand til fjendtligt Angreb paa en ærværdig Individualitet, for hvilken Ingen bøier sig dybere, end Forfatteren af disse Linier. Mig selv falder det let, saavel i hvad jeg skriver mod Andre,s. 99som i hvad Andre skrive imod mig, at abstrahere fra Personen, og holde mig til Gjenstanden. Jeg forndsætter derfor hos Andre det samme Talent — om jeg saa maa kalde det, thi det er virkelig ligesaa sjældent, som noget andet Talent —, og jeg er overbeviist om, at Ingen besidder det i høiere Grad end De selv, omendskjøndt jeg af en Note til Deres sidste Recension i Litteraturtidenden øste den Frygt, at der dog nok her maatte sinde en Misforstaaelse Sted — for hvilken jeg gjerne anklager mine egne Udtryk, men ogsaa kun disse. Jeg havde nemlig, dengang jeg skrev min Afhandling, ei den mindste Anelse om, at den første Recension var af Dem; men jeg holdt mig, af indvortes Kriterier, hvilke rigtig nok, som jeg seer, kunne bedrage, for overbeviist om, at den maatte være af Kolderup-Rosenvinge; men selv denne Tilstaaelse maa overbevise Dem om, hvor lidet fjendtlig min Stemning mod Recensenten har været, da Rosenvinge er min Ungdoms Ven, hvem det aldrig kunde falde mig ind at ville fornærme. Kun troede jeg, at kunne tiltale ham i en kraftig Tone, som den sømmer sig mellem Jevnaarige og Ligemænd paa Videnskabernes Bane. Min Bemærkning angaaende Recensentens Anti-Gallicanisme *) var directe stilet imod ham, paa hvem dens. 100virkelig passer ligesaa godt, som den passer slet paa Dem, thi han er, med alle sine Fortrin, eensidig i sin Smag, hvilket jeg af mundtlige Disputer ofte har erfaret. Jeg tilstaaer — hvad jeg desuden, efter at have udgivet mit Skrift, ikke længer kan benægte — at den første Recension forekom mig alt for lidt omfattende, bevægende sig om et eensidigt abstract Standpunkt, ligesom Prof. Howit paa sin Side om et ligesaa eensidigt, ligesaa abstract; og just derfor troede jeg, at Recensionen maatte være af Rosenvinge, ikke af Dem, som jeg altid har været vant til at see paa det høieste Standpunkt, især da De i Deres fortræffelige Prædikener — som ideligen tjene min Moder og mig til Opbyggelse, naar vi ikke vente at finde en saadan i Pastor Harms's Gudstjeneste — har afhandlet de dybeste Sandheder med den største Klarhed og den ædleste Varme.
6*
Maatte denne min oprigtige Tilstaaelse være Dem Borgen for, at hvis noget i mine Udtryk har stødt Dem, da var dette Stødende ikke beregnet paa Dem, men paa en Anden, og var, selv under denne Forndsætning, ganske udenfor Forfatterens Hensigt. Det er mig nødvendigt at lette min Samvittighed ved at tilskrive Dem dette, saa meget meer, da jeg om faa Dage haaber personlig at tale med Dem, thi min Moder og jeg have isinde at reise idag otte Dage til Kjøbenhavn.
s. 101Deres anden Recension synes mig at bære langt mere Spor af sin Forfatter, end den første; thi den vidner om et vedholdende Studium af og nøie Bekjeudtskab til de forskjellige philosophiske Systemer, en Kundskab, hvori jeg selv staaer meget tilbage, men jeg haaber at kunne oprette hvad jeg deri har forsømt.
Min Moder sender Dem sin forbindtligste Hilsen. Hun glæder sig meget til snart at tale mundtlig med Dem.
Jeg selv forbliver
Deres Høiærværdigheds
meget forbundne
J. L. Heiberg.
s. 102