Danmarks Breve

BREV TIL: Karen Margrete Rahbek FRA: Johan Ludvig Heiberg (1825-11-10)

Til Fru Rahbek.
Kjøbenhavnden 10. November 1825, per. Jul.

Kjære Fru Rahbek!

Af Datum paa mit og min Moders indlagte Brev vil Du see at vi begge have antaget den julianske Tidsregning, der ikke kan andet end være os begge velkomne, først fordi vi gjerne antage et Forslag som kommer fra en saa elstværdig Haand som den der har forarbejdet de nydelige Foræringer, og skrevet de, om muligt, lige saa nydelige Breve til mig, dernæst fordi vi ved denne forandrede Tidsregning blive begge noget yngre (et Argument der slog min Moder, ligesom Fugl Phønix, hvem hun troede derved at kunne forynge sig med); endelig fordi vor — og især min — Grovhed og Uforskammenhed derved bliver mindre, eftersom Dit Brev af 7. November jo nu bliver besvaret den 10. istedenfor den 22. Til Forsvar for denne min, dog ufrivillige Grobianisme, maa jeg dog anføre, deels at jeg bliver saa betagen af Glæde, hvergang jeg seer Dit Bud træde ind med eet af Dine elskværdige Breve, hvori jeg finder mere Poesie end i alt hvad jeg har læst i de sidste 10 Aar, at jeg, som en Beruset, ikke kan kræves til Ansvar for mine Handlinger; deels at jeg havde isinde s. 108 at svare Dig mundtlig, for at lade Dig blive i Troen, at der virkelig er en Svada, som jeg er begavet med, en Reputation som jeg let kunde tabe, naar Du saae Sort paa Hvidt for det Modsatte. Men Mennesket spaa'er, Gud raa'er, som man siger for Rimets Skyld. Jeg har i disse Dage havt Lejlighed til at sande denne licentia poëtica, da mine egne Vaudeville-Licentser ere blevne meer end billigt beklippede — som vel Rahbek har fortalt Dig — saa at jeg har været nødt til at rende den hele Dag fra Herodes til Pilatus (hvilken Mand der menes ved Herodes, der slaaer de uskyldige Vaudeville-Smaa ihjel, giver jeg dig selv at betænke; Pilatus er Holstein, som vadsker sine Hænder, og siger, han kan ikke gjøre ved det); og har næsten ikke nydt andet end den Ærgrelse jeg har ædt ind i mig i al den Tid. Denne Føde har gjort min Tyndhed endnu tyndere, og jeg skammer mig derfor for at vise mig mundtlig (som en Fætter af mig pleier at sige), hvorfor jeg altsaa omsider tager det Parti at komme skriftlig. Om saa Dage haaber jeg at være saa retableret, at jeg kan med fornyede Kræfter tiltræde Reisen til Bakkehuset, trods alle Orkaner, thi jeg vil see at faae Poul Møller med, hvis Bistand i stor Blæst jeg fuldkommen erkjender med Dig, men som vist ikke har mere Medlidenhed med Vaudeville- end med Seglgarns-Sager.

s. 109 Indtil da takker jeg Dig foreløbig for al Din Godhed og beder Dig hilse Rahbek ret meget fra

Din hengivne
Spanske.