Til Rahbek.
Kjøbenhavn
den 8de Februar 1829.
Kjære Rahbek!
Med hvor megen Deeltagelse jeg har erfaret Dit sørgelige Tab, behøver jeg ikke at sige Dig. Længe havde jeg desværre forudseet det, men Efterretningen derom forekom mig ikke desmindre som noget aldeles Uventet, der dybt rystede mig, saa meget mere, som jeg selv var syg, og saaledes dobbelt modtagelig for ethvert smerteligt Indtryk. Ogsaa min Moder har begrædt Tabet af en Veninde, der, omendskjøndt hun kun sjelden saae hende, dog i hendes Tanker var hende nær, og af hvis kunstfærdige Haand hun besidder flere, nu tidobbelt dyrebare, Erindringer. Ogsaa hende forbausede den uventede Efterretning i høieste Grad; thi sandelig, uagtet vi vare forberedte paa det sørgelige Udfald, saa troede vi det dog ikke saa nær, thi vel maatte det forekomme Enhver utroligt, at saa stor en aandelig Kraft, saa sjelden en Vivacitet, saa pludselig kunde udslukkes. Min Fader, hvem jeg allerede i Sommer havde forberedt paa Efterretningen, forsikkredes. 110jeg i mit sidste Brev, efter at jeg selv havde seet Fru Rahbek (det var den Aften, jeg forelæste Elverhøi, og dette er den sidste Erindring jeg har om min moderlige Veninde), at hendes Tilstand dog med Guds Hjelp ikke var saa farlig, som jeg efter Beretningen derom havde troet. Naar jeg nu skriver ham til — formodenlig med næste Post — maa jeg desværre underrette ham om mit feilslagne Haab.
Breve til og fra J. L. Heiberg.
7
Jeg føler dybt, at mellem alle dem, som kunde eller burde plante en Blomst paa den kjære Afdødes Grav, var ingen mere forpligtet dertil, end jeg, hvem hun i min Barndom har viist Velgjerninger, og siden, med kjærlig Forglemmelse af enhver i hiin Tid forefalden Drengestreg, har vedbleven at beære med sit Venskab. Men Oehlenschläger er kommen mig i Forkjøbet; han har paa saa skjøn en Maade og med saa megen Inderlighed udtrykt de Følelser, som i dette Øieblik opfylde hendes mange Venner, at.jeg maa befrygte, at mine Ord kun blive en Efterklang af hans Qvad. At ved denne Lejlighed kun saa Faa have vovet at bringe sine Følelser paa Papiret, har vist nok sin Grund i den Overbeviisning, at man enten maa offre Camma noget Fortræffeligt, eller ogsaa med en stille Taare begræde hendes Tab. Dog — hendes Minde er uudsletteligt, det lever i Utalliges Hjerte, det knytter sig endog paa mere end een Maade til vor Litteratur, og vil vedblive at leve i og med den. Anledningen til at vise hende et værdigts. 111Monument er derfor hverken idag eller imorgen forbi; den er stedse forhaanden, og vil vist nok blive benyttet af Mange. Maatte det ogsaa lykkes mig, at gjøre i denne Henseende hvad mit Hjerte paalægger mig!
Ved Møhl og David har jeg havt hyppige Efterretninger fra Dig. Det har ret smertet mig, at min Sygdom forhindrede mig fra at slutte mig til deres Vennekreds, naar de i Virkeligheden udførte hvad Oehlenschläger har bebudet i den næstsidste Strophe af sit Digt. Saasnart den strenge Frost aftager, gjør jeg Parti med een af hine Venner, og kommer ud til Dig en Aften paa det gamle, endnu stedse saa kjære Bakkehuus.
Tusind venlige Hilsener fra min Moder, og Bevidnelsen om den inderligste Deeltagelse baade fra hende og
Din stedse hengivne
J. L. Heiberg.