Fra Poul Møller.
Kjære Heiberg!
Uagtet jeg ikke troer, Du er vred paa mig, fordi jeg i saa lang Tid har forsømt den Pligt at besvare Dit kjærkomne Brev (som var dateret fra forrige Sommer og som jeg rigtig modtog i forrige Vinter), da jeg kjender din Langmodighed og umaadelige Tolerance, ønsker jeg dog nødig, Du skulde troe, at den blotte Ulyst til at skrive et Brev har bevirket denne store Forsømmelse. Den egentlige Grund til min Taushed er den, at jeg tilligemed min Epistel haabede at kunne sende Dig noget Bidrag til Flyveposten.s. 126Skriftligt kan jeg ikke paa en tilfredsstillende Maade tydeliggjøre Dig, hvorfor det ikke er skeet, men jeg er overbeviist om, at jeg i vor næste mundtlige Samtale skal bibringe Dig den Overbeviisning, at jeg har vægtige Grunde, der i det Mindste tale til min Undskyldning.
Noget vil jeg foreløbigen i al Oprigtighed skrifte for Dig: Da jeg ifjor kom lige fra dette tomitanske Land til Kjøbenhavn, blev jeg grebet af saa varm Interesse for Eders literære Travlhed og levende Conversation, at jeg fik Lyst til at være med og især gjerne vilde have Lov til at komme frem med en og anden Yttring i dit aandrige Blad. Men jeg har siden mærket, at man ikke kommer til at kjende sig selv, naar man ei omhyggeligen subtraherer de Beskaffenheder, som man erholder af sine Omgivelser. Da jeg igjen kom til Norge, erfarede jeg for seent, — medens jeg daglig betragtede Nordmændenes constitutionelle Holdning og politiske Miner — at jeg ved Foden af Egebjerg ei er den samme Person, som paa en Stol ved Enden af Fru Gyllenborgs Sopha. Jeg fortrød mit givne Løfte og befandt mig i samme Fald, som den velbekjendte Mand, der følte sig oplagt til at dandse paa Rhodus, men tabte Lyst og Evne dertil paa Fastlandet. Jeg fortrød mit ubesindige Løfte, som jeg havde givet, mens jeg var electriseret af Din og andre spirituelle Landsmænds Nærværelse;s. 127men jeg ansaae mig ikke for beretttiget til at bryde det og jeg haabede, at jeg i Stilhed kunde løse det ved at indsmugle en og anden lille anonym Papiirslap i Flyvepostens Contoir. Jeg kunde dristigen have tilstillet Dig en og anden flygtig Artikel; thi hverken Du eller jeg kunde compromitteres derved: Du kunde nemlig forkaste, hvad der ei stemmede med dit Posthorn og jeg var sikker for, at man aldrig skulde gjette paa mit Navn. Levede jeg i Kjøbenhavn, da var jeg ikke saa ømfindtlig; thi der kan man nok begaae sig, om man en Gang imellem kommer for Skade at skrive noget Sladder, men blandt mitte stive, høitidelige, kolde, stolte, haarde, qvasi- Landsmænd her paa Stedet, har jeg ondt nok ved at bjerge mig, selv uden at have saadan Klik paa mig, og for deres Forum kunde meget erholde Navn af Sladder, selv om det ikke var saa gandske Sladder. Kort sagt — jeg befinder mig her i samme Forfatning, i samme forknytte og fortrykte Stilling, som en Hund i en fremmed Gaard, der stikker Halen mellem sine Bagbeen og betvinger Driften til at give den naturlige Lyd fra sig. Jeg kunde — for at komme til Traaden igjen — have tabt mig som en hemmelig Fjær i Flyvepostens Vinger, dersom Du ikke havde sat mit Navn i Subscriptionsplanen; men derved ere de i sig selv mislige Forhold blevne saa slemme, at hiint Løfte bliver mig til ens. 128trykkende Steen paa Hjertet. Det er langt fra at jeg ved dette Skriftemaal vil gjøre Dig nogen Bebreidelse, men jeg vil blot berette Dig Lidet af det Meget, som undskylder mig og stemmer mig saaledes, at jeg i nogen Tid ikke kan skrive det Mindste, der passer til Flyvepostens Tone. Jeg sender blot hermed 3 Smaastykker, som jeg — hvis Du finder det Umagen værd at optage dem deri — ønsker aftrykte uden Navn.
Jeg har med sand Deeltagelse fulgt din hele Forsvarskrig imod de soranske Korsfarere. Hauch har da i enhver forstandig Tilskuers Øine saaledes prostitueret sig, at han nødvendigviis maa have forspildt en stor Deel as sin litterære Agtelse. Det gjorde mig især i Begyndelsen ondt for ham, men under Stridens Løb lagde han saa mange Fordomme for Dagen, at han blev mig reent ukjendelig, det forekom mig, at en ond Dæmon var faret i ham og at den gamle Hauch reent var bleven forvandlet. Din sidste Replique til ham var et af de raskeste og grundigste polemiske Stykker, jeg i lang Tid har læst. Paa den Maade, som Du greb Sagen an, blev det gandske tydeligt, at Feiden var noget meer end en personlig Ordstrid. Jeg har forresten først af denne hellige Krig lært, at endogsaa Videnskabsmænd i en liden By kunne blive saa spidsborgerlige, at de for Alvor kunne fortørnes over, at man tager deres Flækkes Navn forfængeligt.
s. 129Jeg havde Lyst til at skrive længe, men da Brevet skal afleveres paa et bestemt Klokkeslet til vor Ven Møhl, vil jeg blot til Slutning bede Dig at bringe din Moder min oprigtige Taksigelse for den sidste smukke Novel, hun har skreven i Flyveposten. Jeg tilstaaer oprigtigt, at jeg forleden Aar var saa dum ei at kunne see, at hun var Forfatterinde af en „Hverdagshistorie"; men „Slægtskab og Djævelskab" havde jeg ikke læst halv til Ende, før det faldt som Skjæl fra mine Øine. Visse ubedragelige indre Kriterier lode mig strax opdage det, og nu, bag efter, var jeg selv forundret over at jeg et Øieblik kunde have anseet det for muligt, at en Mand kunde have foredraget en Fortælling med en saa fordringsløs og yndig Lethed. Det kunde ikke føre mig paa Vildstraa, at der lagdes et Bekjendtskab med de græske Tragikere for Dagen, som blandt Fruentimmer er ualmindeligt; thi deels vidste jeg, at der hos din Moder findes meget som hos Qvinden er ualmindeligt, deels havde jeg den nærmere Forklaring, at Du for nogle Aar siden, da Du præparerede Dig til Magister-Conferencen, gjennemlæste de græske Tragedier med din Moder. Jeg beder Dig altsaa at takke din Moder og hilse hende —
fra Din trofaste Ven,
Poul Møller.
E. S. Hvis jeg blot en Time kunde tale meds. 130Dig og din elskværdige Moder — især mellem de sædvanlige Kulisser, som jeg nu er bleven saa vant til, at jeg maa have dem med, — da havde jeg for lang Tid hentet Kraft til at friste det øde Liv i Christiania med. Jeg skriver snart igjen enten til Dig eller til din Moder; thi nu, da jeg faaer Smag derpaa, erfarer jeg, at det er ikke endda saa utilfredsstillende et Surrogat, som jeg havde forestillet mig.
(Omtrent Juli 1830).