Danmarks Breve

BREV TIL: Jonas Collin FRA: Johan Ludvig Heiberg (1836-12-31)

Meddeelt I. Collin.

Mellem de af vore Digtere, som ere fremtraadte i de sidste Aaringer, er der ubentvivl Ingen, som man med større Sikkerheb tør spaae et varigt Navn i vor s. 162 poetiske Litteratur, end Henrik Hertz. Uagtet denne Digter allerede i høi Grad er yndet og elsket — man erindre den uhyre Sensation, som „Gjengangerbrevene“ frembragte, den næsten almindelige Beundring, som de vakte — saa er han dog maaskee endnu ikke vurderet efter Fortjeneste; men den Tid vil vel komme, da man klart vil see hvad man egenlig besidder i ham; i ethvert Tilfælde vil den npartiske Efterverden lade ham vederfares Ret.

Allerede inden Gjengangerbrevene udkom, havde Hertz som Anonym bragt 4 Skuespil paa Theatret, af hvilke de 3 første, skjøndt ikke uden visse Mangler, dog meer eller mindre erkjendtes for talentfulde Arbeider, medens det 4de, „Amors Geniestreger,“ vandt en Yndest, der var saa meget mere fortjent, som dette Stykke var det første Forsøg paa at indføre det versificerede Conversations - Lystspil paa vor Scene og i vor Litteratur. Denne Opgave var her løst med en sjelden Smag og Indsigt. Alle spurgte hinanden, hvem dog denne Ubekjendte kunde være, hos hvem Tanken i den Grad havde vundet Herredømme over Sproget i dets nok saa vanskelige Former; først „Gjengangerbrevene“ formaaede at overbyde den allerede erhvervede Beundring og at spænde Nysgjerrigheden endnu høiere. Hvad Hertz siden den Tid har bragt for Lyset, bestaaer deels i 6 andre Skuespil, som ere opførte paa Theatret, og s. 163 mellem hvilke idetmindste den smukke Vaudeville „Debatten i Politivennen“ har gjort Lykke hos Publicum; deels i nogle prosaiske Fortællinger; deels enbelig — og Dette er vistnok Hovedsagen — i en Mængde lyriske Digte, der høre til de skjønneste i vor Litteratur, og mellem hvilke det vil være nok at erinbre om „Slaget paa Rheden,“ dette værbige Sibestykke til Ewalds „Kong Christian stod ved høien Mast.“

Hvad der især characteriserer Hertz, er Formsands, altsaa den Egenskab, som Goethe erklærede for at være den første og væsenligste for Digteren, den som især constituerer det poetiske Genie — en Sandhed, som ogsaa Tieck nylig har udviklet meget smukt i Novellen „Der Monbsiichtige.“ Thi dette sjeldue Fortrin vilde vurderes meget for lavt, ifald man ikke forstod Andet derved, end Færdighed i at skrive velklingende Vers. Nei, det har en langt mere omfattende Betydning; det bestaaer deri, at den Form, hvorunder Tanken nødvendig maa fremtræde, for at blive poetisk, og for at kunne fuldkomment meddeles Læserne, aldrig svigter Digteren. Hvad han vil sige, det siger han; hvad han vil skildre, det skildrer han. Alt hvad der er i hans Tanke, i hans Hensigt, faaer Skikkelse i hans Fremstilling; Intet bliver tilovers, som ikke kan forme fig; Alt viser sig klart og bestemt igjennem Sprogets gjennemsigtige Gevant, og selv ikke den miudste Nuance i Tanken bliver skjnlt eller s. 164 dunkel. Til en saadan Digter trængte vi paa en Tid, da Dunkelhed i den poetiske Form, Forkvakling af Tanken, formedelst dennes Mangel paa Herredømme deels over Phantasien, deels over Sproget, havde bemægtiget sig vore Digtere, forførte ved en stor og sjelden Digters bedrøvelige Tilbageskridt i denne Retning. Turde man antage, at der ogsaa i Litteraturen gives et Forsyn eller en høiere Styrelse, da vilde jeg spore samme i den bestemte Tid da Hertz fremtrådte i vor Poesie, og i det kraftige Held, som kronede hans Fremtræden.

Om saa Maaneder vil et nyt Værk af Hertz, allerede færdigt fra hans Haand, komme paa vor Scene, under Titel: „Svend Dyrings Huus.“ Heri har Digteren, ligesom tilforn i „Amors Geniestreger,“ anden Gang betraadt en ny Bane, kun endnu mere ny og original end den forrige, hvorfor den vist ogsaa vil finde talrige Efterfølgere. Stoffet, som er tragisk, er hentet fra en af de gamle Kæmpeviser, og i Overeensstemmelse hermed er hele Dialogen behandlet i en Form, der nærmer sig til Kæmpevisernes Versemaal. Kun en Digter med saa megen Smag og med saa stor foruderhvervet Øvelse knude formaae at løse denne yderst vanskelige Opgave. Det er ikke blot Behandlingen af den her valgte enkelte Begivenhed, som henriver, men endnu mere den Universalitet, hvoraf den er gjennemtrængt, thi det s. 165 forekommer Læseren, som om vor hele Kæmpevise-Litteratur havde i dette ene Skuespil vundet dramatisk Liv og Tilværelse. Dette høist originale Værk vil udentvivl fremtræde med en imponerende Magt; Digteren har i dette sit sidste Arbeide begyndt en ny Epoche af sit Digterliv.

Overalt fortjener det at bemærkes, at den digteriske Udvikling synes at bruge længere Tid og gaae langsommere forhaanden hos Hertz end hos de fleste Andre. Medens disse sædvanlig optræde første Gang i en meget ung Alder, debuterede Hertz i en Alder, der snarere var Manddommens end Ungdommens. Men man maatte kjende Lidet til hvad der udsordres til en saa fuldendt poetisk Debut, for ikke at vide, at den maa have været forberedt ved mange Aars Studium og Øvelse, og at Ungdommen maa i det Stille have baaret mange Blomster, inden saa mange Frugter kunde modnes i Manddoms-Alderen. Men det gaaer Hertz som enhver paa Smagens og Critikens Vei dannet Digter: den største Vanskelighed finder han i at tilfredsstille sig selv. Heraf maa det forklares, at han saa længe er bleven staaende paa det samme Standpunct, hvorpaa han ved sin første Fremtræden følte sig henstillet. Men det vilde være overilet at antage, at han derfor ikke kunde komme videre. Hans sidste, for Publicum endnu ubekjendte Værk vil vise, at hans Genie nu begynder at udvikle sig i s. 166 en ny Retning; og det kan neppe være tvivlsomt, at der paa denne vil følge endnu andre, saafremt Tid og Aandsfrihed skjænkes ham dertil.

Jo vissere det er, at mange, endog store Digtere ikke have besiddet det eiendommelige Talent, at skrive for et Theaters ephemere og lunefulde Publicum, des glædeligere er det, at dette Talent hos Hertz synes at være optaget i hans øvrige poetiske Omfang. Vel maa det indrømmes, at der i nogle af hans Theaterstykker forekommer Et og Andet, som i denne Henseende kan kaldes ufuldkomment; især mangler det undertiden paa den rette dramatiske Fyndighed og Con-centration; men ved Siden af denne Mangel findes umiskjendelige Spor af det rette dramatiske Talent, I Rækken af hans Skuespil vil man derfor ogsaa spore en vis Fremgang i Henseende til dramatisk Smag og Indsigt; og jeg maatte tage meget feil, om ikke hans sidste, endnu ikke offentliggjorte Værk afgiver et fortrinligt Exempel paa denne Fremgang. Saavidt jeg skjønner, er Hertz den eneste mellem alle de i de sidste 10 Aar optraadte Theater-Digtere, af hvem Theatret — ifald det kunde faae et klart Begreb om det Trin, hvorpaa vor dramatiske Litteratur staaer, og vilde behandle de nationale Digtere paa en værdigere Maade end for Øieblikket — turde have Grund til at vente sig et betydeligt Udbytte.

31. Decbr. 1836,