Danmarks Breve

BREV TIL: Jonas Collin FRA: Johan Ludvig Heiberg (1849-07-25)

Til I. Collin.

Deres Exællenæ!

Ved den igaar Aftes sildig modtagne Efterretning om den hidtilværende Theaterdirections Afgang, var det mig — selv uden Hensyn paa den stedfundne Udnævnelse — klart, at jeg hverken kunde eller burde skilles fra en saa kjær og høiagtet Foresat som Deres Exællenæ, uden at bevidne min dybtfølte Erkendtlighed for alt det Gode, jeg i to forskjellige Aarrækker har modtaget af og ved Dem. Jeg behøver ikke at lægge Skjul paa, at jeg i flere, Theatret vedkommende Punkter ikke altid har kunnet dele Deres Exællenæs Anskuelse, thi jeg har under alle Omstændigheder æret og agtet Deres Overbeviisning, selv hvor den afveg fra min egen. Om Theorier kunne Meningerne være forskjellige, men om Deres Exællenæs ægte Humanitet og Liberalitet er der sandelig kun een Mening ved Theatret, og vistnok har Ingen i høiere Grad end min Kone og jeg havt Lejlighed til at erkjende, hvor vel begrundet denne Mening er.

11*

s. 184 Just i dette Øieblik, der er et Vendepunkt i min egen Skjæbne, fremstaae saa mange Erindringer for mig, ligesom Syner fra en forbigangen Tid. Jeg erindrer, hvor ofte Deres Exællence har med Taalmodighed og Deeltagelse hørt paa mine private Ønsker og Begjæringer, og ved Deres Indflydelse fremkaldt Foranstaltninger til at fremme snart mit eget, snart min Kones, snart hendes og mit fælles Vel. Men ikke Nok dermed; det er mig indlysende, at min hele Tilværelse, baade i Litteraturen og i Livet, er væsenlig knyttet til Deres Excellences Indvirkning, og at den uden denne vilde være bleven en heel anden. Thi det var paa Deres Opmuntring, at jeg i min Digter-Virksomhed sluttede mig til Theatret, og saaledes for tængere Tid kom i en Retning, som jeg selv og andre maatte erkjende for at være ligesom en Naturbestemthed for mig. Og fra disse første, af Deres Exællenæ fremkaldte Bestræbelser — med hvilke jeg, selv naar jeg betraadte andre Baner, dog stedse følte mig i Forbindelse — udgik endog mit Ægteskab. Det er saaledes et heelt Liv, paa hvis mange Grændsestene jeg læser Deres Exællences Navn, ligesom man paa Milepælen læser Kongens.

Alt Dette staaer i nærværende Øieblik saa klart for mig, at jeg ikke har kunnet nægte mig selv den simple og ufuldkomne Yttring deraf, nu, da jeg i en vis Betydning stilles fra Deres Exællenæ. Men en s. 185 virkelig Adskillelse vil dog aldrig kunne finde Sted; der ere altfor mange Baand, som knytte mig til Dem. Tillad mig at stole paa Fastheden af disse, paa Bevarelsen af Deres Venskab, som jeg aldrig skal gjøre mig uværdig til, og forund mig fremdeles den Lykke at maatte have Dem til Raadgiver, naar jeg — hvad der i min nye Stilling let vil hændes — kan behøve Deres rigere Erfaring og Indsigt.

Jeg veed, at min Kone vil gjøre mine Ord til sine. Foreløbigt bringer jeg hendes venligste Hilsener til Dem og Deres, idet jeg undertegner mig

Sølyst. 25. Juli 1849.

Deres Exællences
underdanige,
stedse hengivne og taknemmelige
J. L. Heiberg.