Danmarks Breve

BREV TIL: Jonas Collin FRA: Johan Ludvig Heiberg (1854-07-25)

Til I. Collin.

Deres Exællences

venlige Skrivelse vilde have foraarsaget mig en ublandet Glæde, naar ikke den sørgelige Efterretning havde forenet sig dermed. Jeg tør imidlertid haabe, at den uventede Sorg vil, om ikke glemmes, saa dog om føie Tid træde i Baggrunden, og ikke indgribe s. 186 forstyrrende i en saa lykkelig Familie, der er saa kjær for Alle, der kjende den. Og Midtpunktet for denne Families Lykke er dog Deres Exællence selv. Hvorledes skulde det ogsaa være muligt at leve dagligt i Deres Nærhed, og ikke føle sig velgjørende paavirket af den milde, venlige, forsonlige, ægte humane Aand, som udbreder sig fra Dem til Alt, hvad der kommer t Berøring med Dem? Ofte har jeg med min Kone, ogsaa med Andre, talt om det sjeldne Phænomen, at en Mand i den ældre Alder saaledes forener Ungdommens elskværdige Egenskaber med den modne Alders Ro og Besindighed; at en Mand, der har været virksom Deeltager og ofte Ophavsmand til næsten Alt, hvad her i Landet er udført af blivende, betydningsfuld Virkning, kan, under Tidernes saa forandrede Vilkaar, og efter at have trukket sig tilbage fra den største Deel af denne udbredte Virksomhed, bevare fin Sjæl for Mismod og Bitterhed, og give sit Otium et saadant Præg af Skjønhed. Det er Characteren, hvorpaa det her, som i alt Væsenligt, kommer an. Deres Exællences Characteer har visseligen aldrig været nogen Hemmelighed, men det er dog især i Deres nuværende Alder og Stilling, at den aabenbarer sit rige og ædle Indhold, og bekræfter hvad man vistnok iforveien vidste, men hvorpaa man dog gjerne modtager en saa skjøn Bekræftelse.

s. 187 Deres Exællence vil ikke tage mig mine Yttringer ilde op. Det tilkommer ikke mig at afgive Vidnesbyrd i denne Henseende, men jeg har længe følt en Trang til at sige, hvad jeg i foranstaaende Linier har berørt. Det var kun en Leilighed, der manglede mig. Jeg veed ikke selv, hvorfor jeg troer at have fundet den idag. Men enten den er vel valgt, eller ikke, vil Deres Exællence ikke miskjende den Forsikkring om Høiagtelse og Erkjendtlighed, hvormed jeg undertegner mig som

København, 25. Juli 1854.

Deres allerærbødigst hengivne
J. L. Heiberg.