Til H. L. Martensen.
Wien. 21. Septb. 1856.
Kjære Ven!
„In der Ferne fühlt sich die Macht" — er et Ord, som vel ogsaa tør finde Anvendelse paa Ven¬skabsforhold. Jdetmindste har jeg, siden jeg forlod Kjøbenhavn ofte savnet den, om end ikke daglige eller hyppige, saa dog altid oplivende Omgang med Dem og Deres. Jeg kan derfor ikke modslaae min Tilbøielighed til at sende Dem et Par Ord herfra, endskjøndt jeg visselig ikke har noget Betydende at meddele Dem. Ved Etatsraad Suhr, som jævnlig er saa god at skrive mig til, og med hvem jeg derfor er kommen i en temmelig stadig Correspondance, vil De have erfaret idetmindste vore „äutere Schicksale," og deriblandt, at vi efter Curen i Marienbad og en langsom, ret nydelsesrig Landreise gjennem hele Bøhmen til Linz, ere med Donau-Dampskibet an¬komne til Keiserstaden, som det isærdeleshed interes¬serer mig at see, da jeg ikke har været her før. Des. 202kan vel tœnke, at Theatrene ere en Hovedgjenstand for vore Iagttagelser; men nagtet jeg maa indrømme, at der paa Bnrgtheater er Meget, som maa roses og fortjener Anerkjendelse, har jeg dog endnu ikke seet en eneste Forestilling, om hvilken jeg kan sige, at den i det Hele tilfredsstillede mig. „Nathan der Weise" var det Bedste, „die Jungfrau von Orleans" høist ufuldkommen. Jaften skulle vi see „Julius Cæsar." Men hvad der for mig er det Mærkeligste, er, at disse Forestillinger, ved hvilke jeg faaer Læsningen af gamle berømte Digterværker repeteret, nøde mig til at vende Tanken mod mig selv med det Spørgsmaal, om jeg da har forandret mig saa meget, thi Værkerne ere jo ikke forandrede. Jeg seer saa mange Ufuldkommenheder i disse saakaldte classiske Værker, og jeg er mig dog bevidst, at jeg gaaer til dem med den største Forventning, og at jeg ingenlnnde hører til de Mennesker, som finde en For¬nøielse i at see deres gamle Idealer forringede. Schillers „Jungfrau" har stedse staaet for mine Tanker som Idealet af en moderne, romantisk Tragedie, men hvor Meget er der dog ikke i Compositionen, som maa kaldes ufiint, for ikke at sige raat? Johannes Inspiration er jo hæsligt fordnnklet ved pathologiske Tilstande, der minder om den magnetiske Exaltation. Hun er clairvoyant i ganske ndvortes Ting, kan sige, hvor et Faar har forvildet sig paas. 203Bjergene, kjender Kongens hemmeligste Tanke, spaaer, og gjør Mirakler, saasom at sprænge sine Lænker. Alt Dette synes mig at minde om Oehlenschlägers bekjendte Svaghed. Miraklet bør her ikke være Andet end det, som frembringes af den rene, hellige Begeistring. Det er tilstrækkelig forklarligt, uden alt ydre Apparat, at den stjønne, begeistrede Jomfru, som i Farens Øieblik griber Fanen, ogsaa fører Soldaterne til Seier. Det synes mig derfor ogsaa et Misgreb at lade hende føre et Sværd, kjæmpe og dræbe. Dog Nok herom, jeg vil ikke skrive en Critik, men kun meddele en privat Bekjendelse, der maaskee ikke geraader min Bestandighed til Ære. Men jeg troer, at jeg i en yngre Alder har ladet mig saaledes henrive af de udmærkede lyriske Skjønheder i dette Værk, at jeg derover har forsømt at rette mine Tanker mod selve Compositionen. At jeg blev opmærksom paa denne ved Opførelsen, hvor de lyriske Skjønheder kun meget ufuldkomment kom til deres Ret, er da maastee ikke saa forunderligt.
Under vort fire Ugers Ophold i Marienbad, hvor det var vor Hensigt at holde os saa isolerede fra Selskabet, som muligt, kom vi dog i ikke ganske faa, og ret interessante Forbindelser. Min Kone var, mod sin Villie, Anledningen dertil. Thi det var i Sandhed mærkeligt, hvorledes næsten Alle havde Op¬mærksomheden henvendt paa hende, uagtet hun giks. 204ganske simpelt klædt mellem be mange glimrende Toiletter. Mange søgte hende, og hviilte ikke, før de vare komne i Bekjendtskab med hende, hvilket de selv oprigtigt tilstode. Uagtet hun taler et meget ugrammaticalsk Tydsk, fandt dog Alle, at hun udtrykte sig godt, og viste, at deres Ord vare meente, eftersom de aldrig kunde faae talt nok med hende. Og endda havde hun den Vanskelighed at overvinde, at det var bekjendt, at hun var Skuespillerinde, hvilket Fru T. letsindjgt havde røbet, og som ikke er nogen Anbefaling i det finere Selskab i Tydskland. Det Mærkeligste var, at alle disse Fremmede strax gjorde hende til Deres Fortrolige, og indviede hende i deres intime Privatforhold. Den Første var en meer end 70-årig gammel Dame fra Dresden, Frau Baronin v. . . . . . . . , med sin Nieee; dernæst en Geheimeraadinde : . . . . . . . . . . . . . . . ., en Dame af megen, næsten altfor megen litterær Dannelse, som endog gjorde Vers til min Kone. Den, jeg selv fandt meest Behag i, var en saakaldet Fräulein Mathildev. Waldenburg, en naturlig Datter af Prinds August af Preussen, ikke aldeles ung. Maler¬inde af den düsseldorfske Skole, Skribentinde i artistisk Retning, etableret i München, og meget rig. Det hed sig, at hun stod i Begreb med at gaae over til Catholieismen. I Kirken i Marienbad er et høist originalt Alterbillede, som hun, der årlig besøgers. 205Badet, har ladet male hos en af de første Düssel-dorfer-Malere og foræret til Kirken. Det er ikke Hoved-Alteret, men et af de mange Smaa-Altere, som er prydet dermed, og det er sat saa lavt ved Jorden, at man ikke ret kan see det uden i knælende Stilling. Det forestiller en liggende Christus, nemlig efter Nedtagelsen fra Korset. Ved Siden er skrevet paa en Seddel, at dette Billede maa ikke kysses. Jeg saae en gammel Kone iagttage Regelen paa den Maade, at hun gjentagende berørte Billedet med sin Finger, og derpaa kyssede Fingeren.
Hvad min Kone angaaer, da har hun i det Hele paa denne Reise været mindre receptiv for de forstjellige Reise-Jndtryk, end ellers, og hvorfor? fordi hun er ganske absorberet i Göthes Breve til Fru v. Stein, som jeg, paa hendes Begjæring, kjøbte til hende i Berlin. Det er 3 tykke Bind, som hun endnu ikke er kommen til Ende med, og som give hende idelig og idelig Anledning til Udbrud om de menneskelige Følelsers Ubestandighed, om Mændenes og især Digternes samvittighedsløse Letsindighed. Ved Alt kommer hun tilbage til disse Breve, og taler næsten ikke om Andet.
Idag er det en Uge siden vi kom til Wien. Jdetmindste ligesaa længe blive vi her endnu. Vi gaae da hjem over Prag og Dresden. Naar vis. 206komme tilbage til Kjøbenhavn, tør jeg endnu ikke be-stemme, men i October vil det ialfald skee, rimeligviis henimod Midten af Maaneden.
Breve til og fra J. L. Heiberg.
12
Mine Skrivematerialier ere komne i Forfald. Jeg seer med Forskrækkelse, hvor ulæseligt dette Brev er, og det var dog ikke min Hensigt at plage Dem med disse Linier. Vær nu selv hilset, og hils Deres Frue og Børn paa det hjerteligste fra os Begge. Vi ere opfyldte af Taknemmelighed for den skjønne Gave, hvormed Fru Martensen erindrede vort Sølvbryllup, og at bevidne hende mundtlig vor Tak og Hengivenhed, er ikke den ringeste af de Magneter, som drage os til Hjemmet.
Deres inderligt hengivne
J. L. Heiberg.