Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Johan Ludvig Heiberg (1859-02-21)

Til N. N. *)
Kjøbenhavnden 21 Februar 1859.

Da De har betroet mig deres Planer, maa det være mig tilladt at sige min Mening om samme.

At De vil læse til Examen artium, forekommer mig ikke vel overlagt. Vel er De ung, men langtfra ung nok til at begynde paa en Bane, paa hvilken man allerede som Barn maa have gjort de første Skridt, dersom man ikke vil opoffre sin bedste og kraftigste Ungdom paa at gjøre Skoledrenges Gjerning, og endda risqnere at komme for silde til Maalet. Jeg veed ikke, hvad det er for Bestræbelser, hvori De har fundet Dem hemmet ved den Omstændighed ikke at have examen artium; men jeg vilde finde det rime¬ligere, om De da opgav saadanne Bestræbelser, der ikke lade sig forene med de Vilkaar, hvori Skjæbne s. 210 eller Forsyn har sat Dem, rimeligere om de ind¬rettede Deres Bestræbelser efter de givne Betingelser, end at rette Betingelserne efter selvvalgte Bestræbelser, som ere usikkre i deres Udfald, fordi De dog ikke kan have nogen sikker Garantie for deres Realitet. Men jeg veed, som sagt, ikke, og kan ikke engang forestille mig, hvilke de Bestræbelser for Dem kunde være, som beroede paa en Examen. Jeg tænker mig, at Deres væsenlige Bestræbelse er at komme i en litterær Virk¬somhed; en sådan betinger da vistnok et Studium, men trænger ikke til en Examen. Er det da en misforstaaet Forfængelighed, som driver Dem mod dette Maal? Troer De, at man staaer høiere, fordi man er Student? Jsaafald betragt Massen af Studenter, og see, hvormange ere Dummerhoveder tiltrods for den absolverede Examen artium, og overbeviis Dem om, at de faa, som staae over det almindelige Niveau, have en Begavelse, der ogsaa ad andre Veie vilde ført dem til samme Punkt. Vil De følge en Forfængeligheds-Drift, saa gjør det; selv denne Drist er ikke ubetinget forkastelig, men lad da Forfængelig-heden være af en sundere og ædlere Art, og have mere Holdning i sig. Viis Dem selv og Deres Venner, at De ved egen Kraft skal bringe Dem ligesaa vidt i Kundskab og Dannelse, som Andre, der ved tilfældig Stilling og ydre Hjelp, ved en blot s. 211 mechanisk Impuls ere drevne frem paa Banen, og derved have faaet Meget for Intet.

De vil maaskee indvende, at i den Stilling, i det Fag, hvori De nu engang befinder Dem, kan De ikke faae Tid til at realisere de Bestræbelser, De har for Øie. Men det er Indbildning, eller, ifald det skulde være sandt, kun et Beviis paa, at disse Be¬stræbelser ikke ere modne til at realiseres, og at det følgelig ikke er Tiden, men selve Bestræbelsen hvorpaa det storter. Har man et virkeligt Kald, saa Harman under alle Omstændigheder Tid til at udføre det. Tænk, hvilken comisk Virkning det vilde gjøre om f. Ex. i et Skuespil en Person sagde: „Jeg har et stort Kald til at være Digter, men jeg har aldrig havt Tid til at digte." Tilskuerne vilde briste i Latter, i den maaskee ubevidste Følelse af den Molbo-Tanke, som ligger i Udtrykket. Hvis det er Digter-Virksom¬heden, De især har sor Øie, saa betænk, at jo mere man udelukkende gjør denne til sit Livs Opgave, desto flettere Digter bliver man i Almindelighed. Hans Sachs var Skomager, men ophørte ikke med Profes¬sionen, uagtet han digtede og blev berømt. Göthe var vel ikke Skomager, men han var Minister og Hofmarskalk, og det Ene er ligesaa fremmed for Poesien som det Andet. De hverdagslige Beskjæftigelser og Forretninger holde den poetiske Evne, hvor den virkelig er tilstede, i Spænding, medens den udelukkende s. 212 Overgivelse til den slapper den, saa at dens Frembringelser blive uden Næring, og kun levere Conditor-Føde.

Og kan De nu være saa vis paa, at denne eller en lignende Evne er i den Grad tilstede hos Dem, at De for dens Skyld skal opgive det faste Fodfæste, og, som en letsindig Spiller, sætte Alt paa et eneste Kort, og, naar dette saa taber, være uoprettelig ødelagt? Tag Dem iagt, at det ikke gaaer Dem som saa Mange, der for sildigt maae beklage den spildte Ungdom, som de have ødet paa Illusioner, der briste, istedenfor at benytte den til at komme paa hvad man kalder den rette Hylde. Ethvert Menneske har en faadan, og føler sig tilfreds, naar han har fundet den.

Jeg har anseet det for min Pligt, at sige Dem min Mening og advare Dem. Men jeg er ingen¬lunde Deres Hovmester, og De kan derfor være overbeviist om, at jeg aldrig mere skal berøre denne Materie, eller videre udføre det her Meddeelte, selv om De gav mig Anledning dertil. Derimod skal det glæde mig, naar jeg engang, enten mundtligt eller skriftligt, maa erfare, at De har fundet en Stilling, hvori De føler Dem tilfreds. —

Deres
J. L. Heiberg.