Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Lassen Martensen FRA: Johan Ludvig Heiberg (1859-07-06)

Til H. L. Martensen.

Men dertil kommer, at jeg virkelig ikke kan finde stort Behag i Recensionen *) , forsaavidt som jeg kan bedømme den efter det meddeelte Fragment, og uden at kjende det recenserede Skrift. Det fore¬kommer mig, at der er for megen Snakken frem og tilbage, uden egenligt Resultat. Den Yttring, at Bagge sen var for meget Digter til at kunne forfølge s. 215 en conseqvent Slutning — det vil da sige, for meget Digter til at kunne tænke — synes mig at høre til den Art af Trivialiteter, som man kun altfor tidt hører, og ikke at være synderlig bedre end det vulgære Dictum, at Digterne ere daarlige Forretningsmænd og daarlige Øconomer. Det Sidste passebe vel paa Baggesen, men derfor ikke paa Alle, og det Første — hans Mangel paa Slutningsevne — veed jeg ikke, at han har givet Grund til at antage.

Hvad der her skulde være sagt, er, efter min Mening, noget ganske Andet, nemlig at Baggesens philosopherende Periode faldt inden Hegels Tid, og at han derfor ikke kom til at erhverve sig logisk Dressur, dialeetisk Bøieligheb. Til at erindre herom havde Recensenten havt den bedste Leiligheb ved den saa hurtigt forbigaaede Paastanb af Baggesen, at Gub, som Forudsætning for al Viden, ikke selv kan vides. Her er det dog virkelig ikke Slutningens Conseqvens, hvorpå det skorter, men Feilen er den eensidige Abstraction, der sætter Gnd kun som Forudsætning for al Viden, og ikke tillige som Resultat af al Viden, hvorveb Conclusionen da venber sig om til det Modsatte. Baggesen har kun seet Synthesen fra det Abstracte til det Concrete, uden at lægge Mærke til, at det sidste Concrete selv bliver Forudsætning, men i en analytisk Udvikling.

Således forekommer Sagen mig. Jeg troer s. 216 virkelig ikke, at Baggesens Sønner vinde Noget ved at faae denne Recension udbredt i Danmark, hvor desuden ikke Een af Tusinde vil læse den. At Regjeringens Understøttelse til Udgivelsen af Baggesens efterladte Skrifter er vel anvendt, fætter vist Ingen i Tvivl, og et Testimonium behøves vel neppe.

Med min Helbred gaaer det op og ned. Jgaar var jeg meget dårlig og havde lidt Feberfornemmelse; idag er jeg bedre.

Med de venligste Hilsener til Bispinden og Børnene

6. Juli 1859.

Deres hengivne og forbundne
J. L. Heiberg.